Fortalt af

1987 - 88.

Jeg, Ragnhild Rasmussen, er født den 28. april 1901 i Maribo.

Min far, Søren Jensen, der var født den 21. april 1864 i Engesvang ved Herning, blev den 13. oktober 1891 gift med min mor Juliane Jensine Nielsen, der var født den 13. november 1866 i Norre ved Rødby.

De bosatte sig i en lille lejlighed i Maribo. Far var på det tidspunkt en af Estrups (forhadte) "blå gendarmer"- en slags ridende politi- som skulle være ugifte. De måtte derfor søge flere gange før vielsen blev tilladt. To år senere blev far bestyrer af Maribo Fattiggård i Søndergade, en plads han havde til 1928, og hvor vi syv søskende, tre drenge og fire piger, tillige med tre døde små-søskende alle er født; jeg som nummer otte.

På den tid fandtes intet alderdomshjem eller nogen aldershjælp, og fattiggården var for de fattigste det eneste sted, hvor de kunne få ophold, og efter mors fortælling var det en broget samling, som var der, af gamle folk, foruden såkaldte subsistensløse, som blev taget andre steder i landet af politiet for betleri, tyveri og andet. De blev hjemsendt med politiledsager til fødekommunen. De hjemsendte var altid klædt i helt nyt tøj af billigste slags, og far kvitterede for deres modtagelse, så den fremmede kommune kunne få sine udgifter dækket.

Mange af disse mennesker blev ikke ret længe på "gården", som vi kaldte fattiggården. De var jo ikke lukket inde, men kunne frit gå, og det gjorde de, især når vejret var godt. Om de skulle arbejde, mens de var på gården, eller det var frivilligt, ved jeg ikke; kun at der var et træværksted med høvlebænk og værktøj, og at der engang før min tid blev flettet sivmåtter og sivsko. De sko var klodsede og blev brugt udenpå andet fodtøj indendørs, for at holde fødderne varme. Der var jo kun varme af kakkelovn eller bilæggerovn i et enkelt rum. (Bilæggerovnen stod i stuen, men blev fyret i fra køkken eller bryggers.)

Der var på gården en rigtig celle med højtsiddende jernvindue og tyk dør med lem i, og kun udvendigt håndtag. Der var også en bilæggerovn, som skulle fyres ude fra gangen; det var den eneste i huset, som var en meget lang bygning, med en gang midt igennem, og stuer til begge sider, hvoraf mor og far havde tre på stribe i den søndre ende, et stort firkantet køkken, spisekammer, dyb kælder og to gavlloftsværelser. Resten af loftet var tørreloft og plads til frugt og syltetøj. Der var store udhuse med en ligstue, som vi børn nødigt gik ind i, skønt jeg ikke husker, at den er brugt mere end et par gange. Der var brændehus, kulhus, hønsehus, svinesti, vaskehus og baderum med zinkbadekar og ovn, som jeg aldrig har set i brug. Vi blev vasket i en balje, når der var storvask.

Til gården hørte 1 td. land have med æble, pære og blommetræer, hindbær, ribs og solbærbuske, et lille hjørne med skov, og en stor blomsterhave med lysthuse af klippede buske. Hele herligheden blev gravet med spade og ordnet med skuffejern og rive hvert år. Altså et heldagsarbejde, og det var også sådan, at fra pinse og til efteråret var stuerne aflåst, og vi spiste og var kun i køkkenet. Der var plads nok. Der var jo ikke radio eller TV dengang, så vi sad som regel med et håndarbejde, og gik i seng kl. ti -halvelleve.

Min første erindring er fra jeg må være på tre-års alderen at jeg ville skrabe en gulerod med en skarp kniv, og nåede at skære langfingeren. Det må have været ret dybt, for arret har jeg endnu. Jeg blev omkring den tid fotograferet, det var også en begivenhed ud over det daglige, men det jeg husker bedst, er at der var en ung mand på gården, som jeg lille tøs altså drillede, med hvad husker jeg ikke, men han må have været meget retarderet og var så barnlig, at han sladrede til mor, der omgående gav mig en endefuld, så mærkerne af maskerne i mine strikbukser sad der bagefter, men det er også den eneste gang, at jeg har fået klø, måske der har været andet, som er gået mor imod den dag.

Hos mor og far boede en ældre nattevægter på den tid jeg var lille, og der sagdes, at jeg havde lungehindebetændelse før jeg kunne gå, og jeg har vel været urolig og skreget, mor sagde han var flink til at passe mig dengang og også siden. Han byggede hus på den anden side af gaden, og giftede sig med en atten år yngre syerske, og jeg løb over til dem hver dag, og var der til min sengetid. Så tog "Peter" mig på armen pakket i hans vægterkappe, og bar mig hjem, mens jeg kikkede efter stjernerne. Han hed Jens Petersen, men jeg kaldte dem Peter og damen, det blev senere til onkel og tante, for da jeg kom i skole, gik jeg ind hos dem, når jeg kom fra skole, og så mente de begge, at jeg lige så godt kunne sove der, så jeg flyttede altså over gaden med seng og kommode, og flyttede hjem igen, da jeg var femten år og var færdig med skolen. Nok mest fordi de kun havde et soveværelse, og på gården fik jeg mit eget.

Onkel havde lært mig at læse i avisen, det første var de lange s'er, det var de krøllede bogstaver dengang, så jeg kunne læse rigtigt, da jeg kom i privatskole hos frk. Harries, og jeg var meget skuffet over kun at få een linie for i ABC-en. Men det gik over. Det var en rar skole, med tre klasser og tre lærerinder. Der må have været ekstraundervisning som fjerde klasse, for de fleste gik der til de var elleve år.

Jeg kom i første mellem på kommuneskolen da jeg var ti, og sluttede i realklassen da jeg var femten år med eksamenskarakter på 5,79 i gennemsnit. Skalaen gik til 6,00 uden mellemkarakterer. I første mellem tror jeg vi var 28 elever, og i fjerde mellem kun 14 og i realklassen kun 9 elever, så vi var sikre på at blive hørt i lektierne ret ofte, og fik derfor lært noget i det år.

Før jeg fyldte ti år fik jeg skarlagensfeber i begyndelsen af december og var på Maribo epidemisygehus til den tyvende januar. Vi var 36 børn, der var isoleret i seks uger plus en uges karantæne bagefter derhjemme, og det er den eneste gang jeg har været syg, når undtages influenza og snue som ikke har lagt mig i sengen. Selv den spanske epidemi i 1919-20, en ondartet influenza som mange, især unge, døde af, slap jeg også for; min søster Else lå en hel måned af det.

I min barndom og ungdom var der mere primitive forhold i landet. Vandværk og elværk fandtes ikke, de fleste ejendomme havde en brønd i gården med håndpumpe, og på torvet i Maribo og enkelte steder på gadehjørner var der store pumper af træ, som folk kunne hente vand fra, vel også til brand. Der var et gasværk i byen, og der var gaslygter på gaderne, de havde vågeblus og blev tændt hver aften af en lygtetænder og slukket igen jeg tror kl. elleve. På den tid var kun natteravne ude. Nogle huse havde gasapparater til madlavning og mange havde gaslys i stuerne ellers kun petroleumslamper det var meget hvidt og stærkt lys, det brændte i et specielt net, det hed vistnok Auernet, som en gasmester satte på, bandt fast og så brændte af, så kun asken hængte. Det hængte længe, men tålte ikke rystelser. Fra gasværket solgtes koks til kakkelovne som da var eneste varmekilde i stuerne, og for det meste kun i en stue. I køkkenerne var der alle steder komfur til brænde og tørv, ofte risbrænde, som blev købt i skovene i februar sammen med favnebrænde (stort brænde) der var hugget og stablet i stak for at tørre udenfor i efteråret, blev så flyttet ind i udhusene, det gav meget arbejde men var nødvendigt.

Gaderne var alle brolagt. Det larmede bravt, når vognene kørte, de havde jernringe på hjulene. Der var ingen biler, de første jeg kan huske var 1916-17, det var vognmandsbiler, som på markedsdage kørte en tur fra Maribo torv til udkanten af Vestergade og retur for en krone - det var dyrt - mere end en timeløn.

I Maribo var der på hovedgaden seks store købmandsgårde med stalde og gårdskarle til bøndernes heste, når de kom for at handle eller med korn, men der var også høkere d.v.s. småforretninger også i sidegaderne. Tøjforretninger var der flere af, de solgte stoffer i alenmål, færdigsyede ting fandtes ikke, det klarede syersker og skræddere. Alle stoffer var silke, bomuld og uld, erstatningsstoffer kom først frem under første verdenskrig 1914-18, noget uholdbart skidt. Tøjet var dengang solidt og skulle holde længe, for børn indtil det blev for småt, og det var almindeligt, at have stadstøj, som senere blev skoletøj. Der blev skiftet til hverdagstøj efter skoletid, for pigerne også forklæde. I mange tilfælde blev tøjet vendt og syet om til børn. Tante, som jeg altså var hos i min skoletid, syede meget, og jeg blev allerede som tiårig sat til at sprætte kjoler og frakker op, så de kunne syes om, og der måtte ikke skæres hul. Men jeg lærte også en del ved at se hende nåle, klippe og prøve på damerne. Ingen uldne kjoler blev syet uden livfoer, sommetider også foer i nederdelen, som omtrent dækkede støvlerne og havde plydskantebånd for at skåne kanten som nåede jorden. De "fodfrie" eller ankellange kom først omkring 1910. Både damer og herrer gik med støvler til daglig. Til fint brug havde damerne sommetider knapstøvler med laknæser; jeg fik et par til andendagsbrug efter konfirmationen (3. oktober 1915). Både damer og herrer gik med hat - strå om sommeren og filt til vinter. Drengene brugte kasket, og piger kyser om vinteren. Ingen gik på gaden med tørklæde, det var kun de polske kvinder, som var på gårdene på landet, og vi så dem kun, når de kom til kirken om søndagen i deres polske dragter, og deres tørklæder var meget fint og smukt broderede og farverige. De gik til bygrænsen på bare ben og tog støvler på der for at spare dem. De var kun i Danmark om sommeren, og rejste hjem før jul.

Næsten al transport skete med hestevogne af forskellig slags og styrke, med faste hjul. Ganske enkelte rige folk havde gummibelagte hjul. Cykler var nogenlunde almindeligt i min barndom, men ikke til børn, barnecykler fandtes ikke, det almindeligste var, at få cykel til konfirmationen (og et lommeur). Jeg fik cykel da jeg var 7 år, vel fordi jeg blev betragtet som enebarn, men sadelpinden måtte laves som et nedadbøjet "S" for at jeg kunne nå at træde. Cyklerne var ikke med frihjul, jeg husker det varede ret længe før jeg kunne stå af. Om sommeren kørte vi om søndagen når det var godt vejr, men kun så længe, at vi ikke skulle have lys på. Forlygter dengang var carbidlygter, og vi havde ingen. De lyste godt, men var upålidelige og altså besværlige. Før vinter blev cyklerne renset og smurt og stillet væk til næste forår. Alle gader var med stenbro, som om sommeren skulle luges og holdes rene (et ækelt arbejde, som blev gjort på knæ med en sløv kniv), og de var ikke til at cykle på om vinteren.

Når vi gik til købmand, blev hver vare vejet af efterhånden. Kaffen blev malet og petroleum tappet i medbragt dunk, og brændevin på flaske fra et anker. Jeg husker kun Ota havregryn som var i pakke. Jeg husker ikke mange priser, de svarede vel til lønnen dengang, men en hel flaske snaps kostede 28 øre - der var ingen skat på. Et halvt kg. smør kostede under 1 kr., og da det steg til ca. 1 kr. blev der sagt, at nu var det snart for dyrt at bruge stegesmør; det var dyrt i forhold til nu, når timelønnen måske var 50 øre, og det altså svarede til 2 timers løn. Der spistes meget fedt på brød, for margarine var lige kommet frem da jeg var 10 - 11 år og blev ikke rigtig regnet med. Slagtere, Brød-, Fiske-, Øl- og Mælkemand kom regelmæssigt i gaderne, og vi kunne købe lige den del, vi havde lyst til og brug for. Fiskemanden råbte med sine varer, og mælkemanden ringede med en klokke. Mælken blev målt i pottemål fra spande med hane, og vi kom med en skål eller en lille spand. Der var god fløde på næste dag.

Husmødrene havde meget arbejde dengang, for alting blev lavet hjemme. Ikke smør, ost, brød og øl, men alt til middag og pålæg. Intet kunne købes færdigt. Det var almindeligt at få 2 retter varm mad til middag og smørrebrød til aften med øl eller the til. Arbejdstiden dengang var fra 7 til 17 med en halv times frokost og 1 eller 1½ times middag, så mange kunne nå hjem og spise. Mange, som havde plads dertil, havde høns og gris, og fik altså æg og kyllinger, høns og kød derfra. Grisen blev saltet og en del røget, så det kunne holde sig meget længe. der var ikke henkogning eller fryser, så det måtte vandes godt ud før brug, men dyrene var opfødt med korn og valle uden nogen kunstfodermidler eller piller, så kødet smagte bedre end nu.

Af legetøj havde vi vel som nu, kugler, bold og sjippetov. Vi hinkede paradis og legede gemmelege og mange sanglege. Pigerne havde dukker, ofte hjemmelavede kludedukker, dukkevognene var lave kurvevogne med træhjul, kun enkelte dyre vogne var med trækasse, kaleche og metalhjul. Drengene spillede "klink" om kugler eller knapper, de større vist også om 2-ører.Ellers var det nok mest hjemmelavet legetøj der fandtes. Købt legetøj "mekanisk" var mest "Nürnbergkram" af blik, som ridsede og rev fingrene, og hurtigt gik itu. Jeg havde dog i flere år et "djævlespil" til udendørs brug, som blev slidt op ved flittigt brug. Det var timeglasformet og fløjtede når det snurrede på snoren. Drengene havde også tøndebånd og snurretop.

Jeg kom ud af skolen den 31. marts 1916 og fik en plads som "kontordame" hos en såkaldt agent, d.v.s. han gik rundt til forretninger i byen og fik ordrer til forskellige firmaer i København. Varerne kom så en gang om ugen i belæsset banevogn og blev kørt ud med agentens kusk og hestevogn, så det var nærmest mest telefonpasning i dagens løb, men jeg fik lært maskinskrivning der, og fik 25 kr. om måneden og var der i 1½ år. Da jeg sluttede der fik jeg 40 kr. om måneden og kom så til Abed mejeri og passede regnskabet, men var der kun i ½ år. Jeg fik 15 kr. om måneden i løn plus kost og logi. Manden der beskyldte mig for at være med til at skrive trusselsbreve mod ham, hvad jeg absolut intet anede om. Jeg var den følgende sommer i Sakskøbing hos min moster og onkel, og passede hans regnskab for maskinværksted for 30 kr. om måneden, men 1. september 1918 fik jeg tilbud om at komme på Byfogedkontoret i Maribo - det var både politi- og dommerkontor - som i 1918 blev delt i to embeder. Min gage var 45 kr. plus 9 kr. i dyrtidstillæg om måneden.

Første verdenskrig fra 1914 - 18 begyndte i august, og fik alting til at stige. F.eks. fik jeg stof i uldent serges, som ellers ikke kunne fås, for 50 kr. til en nederdel, altså en månedsløn, så dyrt er det ikke engang nu, selv om priserne og lønninger er fortsat med at stige lige siden. Min søster Karla var på dommerkontoret også, men blev gift i august 1919, og da var jeg på postkontoret i Maribo; lønnen var 125 kr. om måneden. Men da de manglede en på dommerkontoret efter Karla til at indføre tinglysningsdokumenter på maskine i bøgerne, var jeg samtidig der enten fra 8 til 2 eller fra 2 til 10 og på posthuset fra 6 til 2 eller fra 2 til 10, så der var ingen frihed den sommer, og dommeren tilbød mig at flytte tilbage i oktober, og så var jeg der altså i 4½ år, da havde jeg jo kigget lidt for dybt i Hans' brune øjne, og blev gift den 5. november 1922.

Hans havde boet og spist hos mor og far i 3½ år på fattiggården. Der var også boligmangel på den tid, så vi kunne først få en lejlighed ½ år efter i min far's hus på den modsatte side af gaden, så vi boede altså i Hans' værelse, og jeg gik hjemme. Hans havde arbejde på sukkerfabrikken i Maribo og kom en dag og spurgte, om jeg kunne tænke mig at hjælpe med analyser fra laboratoriet i ca. 14 dage, og det blev starten på 48 års interessant arbejde med kun to meget flinke chefer, den sidste i 12 år indtil 30. april 1971.

Vi boede i Søndergade 46, der var det sidste hus før det daværende sygehus i Maribo. Her blev Kirsten født, og den 16. april 1939 flyttede vi til Blokhuset i Grimstrup, som for os var Lollands dejligste plet ved skov og sø, og hvor Hans havde plads til at dyrke sine elskede blomster. Hans arbejdede på sukkerfabrikken i 41 år, først som kedelpasser og lokomotivfører til 1935 og derefter som løn- og statistikregnskabsfører for maskinmesteren til oktober 1959, da han blev syg, vistnok af en blodprop og fik dårligt hjerte. Det standsede pludseligt ude i haven den 9. juni 1963. Han blev 65 år gammel.

Maribo sukkerfabrik blev nedlagt i 1961 og forædlingsafdelingen flyttet til Holeby, og dertil var der to gange daglig 13 km. som jeg kørte på knallert om sommeren og med tog om vinteren, men så skulle jeg gå de 2-3 km ind til stationen, og Blokhuset og haven var for stort at holde, derfor flyttede jeg til Holeby 1. november 1963, først til et lejet værelse med primitivt køkken. Den 1. marts 1964 købte jeg Vestervej 55, og har altså nu boet her 25 år , og er rask og tilfreds.

Vor første radio blev købt i 1926. Den var hjemmebygget med udvendige spoler, der skulle skiftes, batteri og øretelefoner. Vi købte sort-hvidt TV i 1960.

Under første verdenskrig var der mangel på mange ting, f.eks. uldne stoffer. Jeg havde bl.a. en sommerfrakke af bomuldspoplin. Der blev lavet stof til herretøj af brændenælder, det var hårdt og intet værd. Læder manglede også, og Hans fortalte at han havde købt nye støvler, altså før jeg kendte ham, og cyklede hjem i regnvejr om natten fra et bal på Langeland, og pedalerne gik gennem sålerne, som var af pap! Så uheldig har jeg ikke været, min bror Einar havde skotøjsforretning i Ndr.Frihavnsgade 7, så vi købte fodtøj hos ham. I de fire år fra 1914 til 1918 steg priserne meget og derfor steg også lønningerne en del, men det var alligevel kun små beløb, når vi f.eks. blev nærmest forfærdede ved at blive lignet i kommuneskat med 240 kr. for et år; det var første ligning efter vi var gift, fordi vore indkomster blev lagt sammen. Vi søgte om nedsættelse og fik den til 150 kr. og det var endda højt. Men så sent som i 1938, da vi købte Blokhuset for 10.500 kr. tjente Hans 48 kr. og jeg 32 kr. om ugen på 48 timer.

I 1942 fik vi 3 nye Hamlet cykler á 140 kr., (jeg har min endnu). 1930'erne var en krisetid for landbruget, de fik kun lidt for deres ting, jeg husker vi købte en polt (ikke slagteristor gris), hos vor slagter, slagtet og udskåret for 48 kr., den var lækker, han sagde at det var en rigtig "husmandsgris." Det var altså en ugeløn for Hans - mon en gris også koster en ugeløn i dag, hvis vi bare regner 70 kr. i timen? Det er jo sådan vi skal sammenligne priser før og nu, men det gør vi sjældent, og siger bare at alting er så dyrt, vel også fordi priserne stadig stiger og vi betaler de store skatter.

Første gang Hans og jeg var udenlands var i 1952, hvor vi var en weekend i Hamburg. Næste år var vi i Harzen og så fortsatte vi hvert år efter. Det glædede Hans sig til, og ellers ville han helst være hjemme hos sine blomster om sommeren og frimærkerne om vinteren.