Juliane Jensine Nielsen

og

Søren Jensen.

 

 

Fortalt af

RAGNHILD RASMUSSEN

1990 - 91.

 

 

 

 

 

Juliane Jensine Nielsen født 13. november 1866 i Norre ved Rødby, gift 13. oktober 1891 med

Søren Jensen født 21. april 1864 i Engesvang ved Herning.

Deres børn var:

En udøbt datter - død 1 måned gammel født 1891

Einar (Marius?) Jensen født 14. februar 1893

Edit Jutta (Jakobine?) Jensen, gift Hansen, født 6. maj 1894

Karla Marianne Antonia Jensen, gift Jacobsen, født 11. februar 1896

Mads Erik Kristian Jensen født 25. april 1897

Et par tvillinger, døde 8 og 14 dage gamle født ??

Ingeborg Elisabeth Ragnhild Jensen, gift Rasmussen, født 28. april 1901

Else Margrete Gudrun Jensen født 7. januar 1906

Holger Sigvard Emil Jensen født 24. marts 1907

Deres plejebørn var:

Edit's datter Gunvor, som boede hos dem medens hun i 5 år gik i Maribo skoles mellem- og realklasser.

Carlo Petersen fra han blev født til han kom i lære som frisør i Søllested.

 

 

 

Mor tjente i Nykøbing F. hos en købmand - vistnok en Sidenius - som hushjælp, og det eneste jeg husker hun fortalte var, at hun var slikken efter sukat, som dengang solgtes i stykker som f.eks. et halvt æble. Hun havde taget et stykke og ville rigtig nyde det, og så smagte den første bid hende slet ikke. Om det var den onde samvittighed, ved jeg ikke, men stykket blev skåret rent og lagt tilbage. Ellers ved jeg intet om hvordan arbejdet og pladsen var, men den vaskekone, som kom og vaskede storvask der, stjal mors sjal, og til trods for at mor så hende på gaden med sjalet på, turde hun ikke sige noget derom, og fik det ikke igen. Disse sjaler var firkantede med frynser og uldne, som regel grå og svære. De blev lagt i trekant og var almindelige som overtøj.

Jeg regner med at mor har mødt far i Nykøbing F., for han var da en af "Estrup's forhadte blå gendarmer," altså en slags ridende politi. Ellers må det jo have været på egnen her omkring Holeby, for mor har også tjent hos en jordemoder i Sæddinge, og har lært "fransk vask og strygning." Hun var en tid ringforlovet med en ældre ungkarl, som må have været mere end sparsommelig, for da mor begyndte at tale om bryllup og bohave, svarede han: "Min far lavede sig et par trebenede skamler, og det kan vi vel også klare os med." Så sendte mor ham ringen tilbage. Sådan fortalte hun mig den historie. Om hun dengang kendte far, ved jeg intet om, men det er vel meget muligt, og giftes ville - skulle - de, men måtte søge om tilladelse mange gange, før de fik lov, fordi far var gendarm. Derfor er far i sin uniform på bryllupsbilledet, den måtte han ikke tage af. Deres første pige blev, på grund af det forsinkede bryllup, født før jul. Hun døde udøbt "vuggedød" en måned gammel.

Deres første lejlighed var i det, der nu hedder Kaj Munks gade, men de er ret snart kommet på "Gården," for jeg mener, at Einar var født der i 1893. Men om "Gården" ved jeg kun, hvad jeg har hørt fortælle, men den har ikke været ændret meget i udseende og indhold af stuer, i forhold til som vi kendte den. Kun skillevæggen i den lange gang er sat op, da den nordre halvdel blev lavet til boliger for familier. I 90-erne var det jo eneste "alderdomshjem" og sted for hjemløse, så der var mange, der boede og havde ophold der, og der har været meget at tage fat i. Der var et rigtigt snedkerværksted, men hvad de lavede har jeg aldrig hørt. Kun at far lavede mors skænk og det gamle hjørneskab som jeg har.

Udover gratis bolig ved jeg intet om løn, men mener kun at der blev betalt pr. dag for dem, der kom og blev; og den tid jeg kan huske var det 1,15 kr., så det var vel derfor, at far efterhånden måtte tjene penge på anden måde: Reservebetjent, Biografkontrollør, Pantefogedvidne, Auktionshjælper plus keglebane, dansegulve og telte til fester i Bangs Have og Lysemose samt til private. På gårdens loft var der en stor egetræs-rulle med store kampesten i. Den skulle trækkes af 2, og mor har fortalt, at folk ude fra byen kom for at rulle.

Mor's domæne var altså huset, hvor hun malede, hvidtede og tapetserede, samt ikke mindst haven, som var på 1 td. land med alle slags bærbuske og frugttræer og en stor blomsterhave, som gav en indtægt, når hun solgte blomsterbuketter. Al frugt blev syltet, og også deraf blev en del solgt, men det var alligevel små beløb, der kom ind. Jeg husker en første pinsedag hvor mor var stolt, for om formiddagen havde hun solgt for 20 kr.

Efter pinse havde mor gjort forårsrent med maling, kalk og rengøring, pudset meget kobbertøj, for far samlede på det, og ferniseret gulve og der var rene gardiner over alt. Så blev stuerne låst af, og vi opholdt os kun i det store køkken. Der var plads nok, og der var ikke tid til stuerne - haven kom først - de blev først brugt igen, når kakkelovnen blev brugt. Der var gaslys i stuen med et skarpt hvidt lys over bordet, så vi sad alle der om, hver med sit arbejde, mest håndarbejde og tøjreparation og far læste en del. Radio og musik havde vi ikke, men vi sang en del med mor, far havde vist ikke en tone, for jeg har aldrig hørt ham synge eller fløjte.

Dem, "på den anden side af stakittet," havde vi meget lidt at gøre med, de var jo kommunens "lejere," og generede ikke. Jeg mindes ikke nogen tumulter på "gården," de der kom, opførte sig ordentligt.

Kommunen lavede aftale med "anstalten" i Sakskøbing, så de, der tidligere skulle være på gården, kom derhen, for der skulle betales dér, enten der var nogen fra Maribo eller ej, og det var nok derfor, at gården så blev til rejsendes logi. Men dem var der heller aldrig ballade med. De blev skrevet i en bog, som politiet kom og så i af og til. Det var i mange tilfælde de samme, som kom med mellemrum, så vi kendte mange af dem. Nu kan jeg ikke huske andre end "Pussy," en stor jysk slagter, som solgte snørebånd. Der sagdes, at han havde haft en stor slagterforretning i Randers, men blev svigtet af konen og endte på landevejen. Jo, så var der Peder Klat og Kamilla med slibebør og hund. De sov tit på gårde på landet i en kalvebås. Hun gik altid i en lang frakke og med store gummistøvler, sommetider to forskellige. En lille italiener - Guiseppe - kom også jævnligt; altid med en guitar og et eller andet i en avispakke. Han blev syg og døde på det, der nu er Søndersøhjemmet. Mor havde tit sagt, "gad vide hvad der er i den pakke?" Den lå hos os, og mor åbnede den, da han var væk, men der var kun nogle få småmønter.

Far følte sig tilsidesat, da han fik besked på, at en anden - betjent Nielsen - skulle overtage "Gården," og han levede kun ca. 1 år i Søndergade nr. 46. Mor var alene i 14 år, og var mange steder og passe syge - bl.a. på alderdomshjemmet. Hvad hun tjente, ved jeg ikke, men hun fik kun 29 kr. om måneden i aldersrente fordi hun havde 40 kr. i huslejeindtægt, og de 29 kr. hentede hun altid i middagstiden, når der ikke var så mange på kommunekontoret, fordi hun syntes, det var flovt, at få dem. Hun var sparsommelig, og tilsyneladende manglede hun ikke noget og klagede ikke.

I 35 år var far og mor på "Gården," og i den tid kom der af og til piger, som var gravide. Der er født mange børn der, bl.a. Carlo, som altså blev der. Oda, (hun er nu i Amerika,) kom sammen med fire mindre søskende. Deres mor var død, og faderen rejste til Iowa. De små blev hentet af nogle slægtninge, men Oda - hun var omtrent på alder med Karla - rejste i 1914 over til sin far.

Om vinteren var der altid nogle mænd, som var subsistensløse. De meldte sig og blev på gården til foråret. Dem var der aldrig kvaler med. I nogle år var der to faste beboere - de var lidt småt begavede, men fredelige - og de gik og hjalp i hus og have. De endte også på Sakskøbing anstalten, hvor den ene blev stanget ihjel af en tyr.

I de første år mor og far var på gården har mor fortalt om nogle regler for hvad mad de fastboende skulle have, og det var mest grød og vælling og fedtemad med salt, men suppe om søndagen. I den tid jeg kan huske, fik de samme mad som vi, morgenkaffe med to skiver brød. Middagsmad, altid med to retter. Eftermiddagskaffe med et stk. kage, ( mor bagte hver dag af 1 kg. mel,) og til aften - nok lidt tykkere brød end vi fik - med hjemmelavet pålæg og te. Far havde altid grise, og de blev slagtet og saltet og røget, så der var mad i huset. Høns havde de også, og i nogle år to geder, der var lige så kælne som en hund.

De som meldte sig og fik ophold på gården blev kaldt fattiglemmer eller i daglig tale "lemmer," og de der kunne klare sig uden at komme meldte sig ikke, for de mistede deres borgerrettigheder, bl.a. stemmeret ved valg. Straffefanger, betlere og "løse piger" blev altid hjemsendt til fødekommunen og afleveret til far mod kvittering for modtagelsen til den ledsagende betjent, fordi kommunen skulle betale udgifterne til den fremmede kommune. Disse gæster blev sjældent mere end et par dage, for de kunne frit gå, der var ikke låst for dem. Jeg husker endda en "løs pige" fra København, som sagde til betjenten mens de sad i stuen hos os andre ved en kop kaffe, som mor bød på, "kan vi følges ad til København?" Han svarede ikke noget særligt, han havde fået sit bevis på at hun var afleveret, og hun tog i et hvert fald med tilbage.

I den daglige dont på gården var det jo mest mor, der stod for pasningen, når far var ved nogen af sine mange andre gøremål, men det gik også godt, der var meget sjældent ufred, og der skete også muntre ting som f.eks. at Alfred - en af vore faste beboere i flere år - gik til borgmesteren med et stykke mad for at klage over muggen ost, og bag efter fortalte mor, at borgmesteren sagde: "Du skal være tilfreds med den ost, for jeg har ikke råd til at købe den, så den får jeg ikke." - Det var roquefort ost, så mor har vel ikke haft den almindelige.

Nå mor kogte "sulemad" til middag og vi var mange, brugte hun en 15 l. gryde, og en gang, hvor der var tre brødre på 18, 20 og 22 år som "lemmer," og vi fik grønkålssuppe - de fik altid hver en literskål fuld, samt et stykke flæsk og et stykke brød på en tallerken - kom den yngste og fik sin skål fyldt to gange, men da han kom tredje gang måtte mor svare, at gryden var tom, og han brokkede sig over at han var mere sulten. Da blev mor så gal, at hun stillede skålen til side og sendte bud efter en af "fattigbestyrelsen," som kom og spurgte knægten om han havde spist tre portioner af den skål. Der var en krans af røde blomster på skålen og en tydelig rand af kål inden i, så han fik besked på at opføre sig ordentligt. Det er den eneste gang jeg ved om, at nogen har klaget over maden. Det var jo kun, fordi de ville genere mor, de havde jo intet at foretage sig, og derfor blev hun gal.