VED JØRGENS 90-ÅRS FØDSELSDAG

21. MARTS 1976.

 

 

 

 

Fortalt af Jens Jacobsen

1976.

 

 

 

Den 21. marts har for mig altid været et symbol. Den dag er det jævndøgn, den dag begynder foråret, og den dag er det Jørgens fødselsdag.

Der er noget forjættende ved de to første benævnelser, jævndøgn - foråret begynder. Det er alt det, som nu vil begynde at gro. Alt det, som vi i de sidste måneder har gået og længtes efter og håbet på.

Nu sænker Gud sit ansigt over jorden.
Det store hjerte banker ganske stille.

Det minder mig om en anden forårsdag. En søndag, hvor jeg sad på en trappesten og ventede på min far. Han skulle komme hjem for at spise frokost. Jeg var 6 år og ventede og ventede. Men der kom ingen far. I stedet for kom Jørgen løbende fra kirken, hvor han sang i koret. Han fortalte mig, mens tårene løb ham ned ad kinderne, at far var kørt over og var død nede på jernbanen. Han tog mig ved hånden, og jeg græd, fordi han græd. Jeg havde ikke på dette tidspunkt fattet, hvad det var ikke at have en far - det kom først noget senere. Vi kom hjem til et hjem, der var lavet til med søndagsfrokost, men hvor alt nu var opløst i gråd og forvirring.

Fra den dag var Jørgen det ældste mandfolk i familien, kun 14 år, og fra denne dag følte han et ansvar for os alle sammen. Det var en stor byrde at blive belemret med, men Jørgen tog den på sig, levede op til det, og hjalp mor og os, når han kunne, med råd og dåd.

Så gik ungdomsårene. Jørgen blev gift og fik selv familie, men derfor svigtede han os ikke. Han hjalp hvor han kunne, og livet gled videre. Hans børn voksede op, og dem har han heller ikke svigtet. Det ser vi på børnebørn og oldebørn her i dag.

Så kom næste etape, Gloslunde. Her har han gået ude sammen med sin far. Her har de besøgt bedstefar og bedstemor. Her har de besøgt venner og familie sammen. Her har vi rod, herfra vor verden går. Det er som om kredsløbet er sluttet, og minderne kommer til ham, når han går herude til daglig.

Jørgen fortalte mig en dag, vi sad sammen, at en dag var der kommet nogle mennesker hen til ham. Han kendte dem ikke, og de spurgte om han var Kristian Jacobsens søn. Da han bejaede det, sagde de, at den Kristian skyldte de meget, ,måske hele deres liv, for han havde i stormflodsnatten 1872 med heste og vogn kørt ud igennem vandmasserne, gennem storm og slud, ud til deres hjem. Der hentede han hele familien, som var krøbet op på loftet, hvor de sad og rystede af kulde og skræk. Ingen steder kunne de komme. Han fik lempet dem op på vognen og kørt dem i sikkerhed. Det ville de aldrig glemme ham for.

Det gør godt at høre, at vi har haft en far, som kunne og ville gøre lidt mere end ventet for andre, skønt de var helt fremmede for ham. Jeg misunder dig, at du har fået lov til at kende ham, som vi andre kun mindes i en fjern tåge. Jeg vil gerne drikke en skål med dig og takke dig for alle gode minder på denne 90-års dag.