TURE TIL NIBE

JANUAR 1940 OG OKTOBER 1981

Fortalt af JENS JACOBSEN

november -december 1981.

I årene 1931 og 1932 skrev Svend Jørgensen sine to hjemstavnsskuespil "Guldkorset" og "Marie Grubbe," som vi alle var meget optagede af, og som vi arbejdede meget med. Alle de medvirkende arbejdede fantastisk på at få gjort det så godt som muligt, men endnu den dag i dag kniber det med at få den enkelte amatør til at forstå, at når man har en rolle - lille eller stor - så er det ens pligt at møde til alle prøverne, ellers ødelægger man prøven for alle de andre. Det var dengang som nu, den enkelte forstår ikke, hvad det betyder for instruktøren og for helheden, bare der mangler een.

Vi var tre, som forstod at holde sammen på det temmelig store personale, og vi svigtede aldrig. William Rasmussen, Poul Stavn og jeg selv. Vi havde også meget andet for. Vi lavede aftenunderholdninger for skoler og foreninger ind i mellem. Vi dyrkede især Jeppe Aakjær, og vi havde den glæde, at når vi læste op på skoler for store børn i alderen 12 - 16 år, kunne vi virkelig få dem til at lytte og være ganske rolige. Øjnene hang ved den, som læste op eller foredrog et af hans værker.

Vi havde hver vore specielle opgaver. William og jeg gjorde, hvad vi magtede, for at tale dansk så smukt vi formåede. Stavn talte også et smukt dansk, men når han slog over i det jyske og leverede Aakjær på jydsk, så var det det helt rigtige.

Der blev knyttet et venskabsbånd imellem os tre, som har holdt hele livet.

Stavn rejste fra Lolland, vist nok i 1933, men vi har holdt forbindelsen vedlige hele tiden. Ove Højgård, som altid kunne lave lidt sjov, fandt på at kalde os "De tre opkomlinge" og påstod, at vi var omtalt sådan i den lokale avis "Lollands Tidende." Jeg har nu aldrig selv set det, men navnet hang ved os i nogle år.

Stavn kom til omegnen af Nibe og fik plads på Sønderholm mejeri. Der blev han gode venner med Gunhild, mejeribestyrerens datter. I 1940 fik William og jeg invitation til bryllup den 18. januar. Der skulle det store slag stå.

Jeg var meget betænkelig ved sådan en rejse. Jeg skulle have fremmed hjælp i forretningen, da jeg kun havde en lærling på første år, så hvis der blev noget at bestille, kunne han ikke klare ret meget. Det lykkedes for mig at låne en mand i Nakskov i de fire dage, vi havde afsat til turen, og da Karla også sagde god for turen, skrev jeg til Stavn, at vi kom dagen før brylluppet. Vi fik travlt med forberedelserne til rejsen. Jeg var i gang med en komedie i Dannemarre, hvor jeg cyklede ud to gange om ugen. Det måtte aflyses i den tid. En anden forestilling var under forberedelse i Søllested, og også den måtte udsættes.

Der skulle bestilles lyntogsbilletter op gennem Jylland og over bælterne. Der var nok at gøre, og dagen nærmede sig. Vi skulle med første morgentog et kvarter i seks fra Søllested, og jeg var til prøve i Dannemarre om aftenen før. Jeg kom hjem på cykel kl. 11, og vejret var fint, da jeg gik i seng den aften. Vi vågnede op til storm om morgenen, da turen begyndte, men jeg var slet ikke urolig. Det spildte jeg ikke en tanke. Jeg blev rejseklar i god tid, men da jeg trådte ud af døren, var det en pivende snestorm. Det havde vi ikke lagt mærke til i vor travlhed. Sneen føg om ørene på mig, da jeg kæmpede mig hen ad gaden til stationen. William og hans far var allerede kommet, og skrædder Rasmussen sagde, at det vist ikke gik. Toget fra Nakskov var allerede forsinket en halv time. Sporskifterne var føget til med sne. Toget kom da, og vi kravlede med vore kufferter i læ i de halvkolde vogne. Rasmussen rystede på hovedet, da vi dampede af. Han så ikke lyst på den rejse i det vejr.

Sneen piskede mod toget, vinden var blevet østen, og det frøs 10 grader, men endnu var der ikke kommet så meget sne her på Lolland. Vi nåede Nykøbing, hvor vi skulle skifte, men der var ingen forbindelse over Sjælland til Korsør. Vi ventede en time, så blev der meldt klar over Ringsted. Over Slagelse, som det skulle have været, var der blokeret. Så på toget igen, blæsten tog til og udviklede sig til storm, temperaturen sank nogle grader, men vi kom derudad. Vi hyggede os med de andre rejsende i toget, men der blev kun snakket snestorm den dag. Endelig over middag nåede vi Korsør. Der kunne stormen rigtig mærkes. Den bed igennem overfrakker og andet tøj, så det føltes, som om vi ikke havde noget på, og nu frøs det minus 15 grader, og der var ved at danne sig is i færgelejet.

Det var godt at komme om bord på færgen og få en kop varm kaffe. Endelig kom vi afsted. Vi var med første færge, der kom ud den dag. Det var endda med besvær, at vi kom over Storebælt, da vinden var nordøst, men lidt medvind var der da, og derfor kom vi over. Så var vi i Nyborg, og vi fandt vort lyntog og vore pladser. Sneen piskede stadig på, og hver gang døren blev åbnet, jog et ispust gennem kupeen, så vi rystede i al vort overtøj. Vi ventede og ventede, hvorfor kørte vi ikke? Konduktøren kom og kontrollerede pladsbilletterne, og vi spurgte ham om, hvornår der var afgang. Han rystede på hovedet og sagde, at så snart der blev meldt klar bane kom vi af sted. Han vidste lige så lidt som vi. Atter ventede vi. Så kom konduktøren igen, rødnæset og forblæst og meddelte os, at det ikke blev lyntog, men vi måtte regne det for eksprestog. Sneen føg stadig, og vi blev ved med at holde på Nyborg station og vente. Endelig kom han igen og nu meddelte han, at det heller ikke blev eksprestog, men de ville bare se, om de kunne komme igennem. En af de mange passagerer bemærkede tørt: "Nu må du ikke komme igen, for så bliver det nok kun en slæber." Endelig dampede vi af.

Der havde været forholdsvis læ, hvor vi holdt på stationen, men nu kom vi ud, hvor stormen havde fuld styrke på. Det piskede på vinduerne med sne, jord og andet skidt, så det var ikke til at se ud i vindsiden, og da toget skiftede retning ret ofte, var alle udsigter snart lukkede. Vi kunne heller ikke holde varmen, for i nærheden af vinduerne trængte blæsten ind, så vi sad og rystede.

Temperaturen sank stadig, jo længere vi kom nordpå. Kun en gang imellem fik vi et glimt at se igennem de tilsneede ruder, og det var barske ting, som fløj forbi. Øde forblæste lavninger, hvor sneen hvirvlede om nøgne træer og buske. Der var bakker og skrænter, hvor sneen føg som skummet i en havstok. Ingen huse kunne vi se, da udsynet var minimalt på grund af sneen. Ingen mennesker eller andre levende skabninger. Det var et koldt og dødt land, vi prustende og stønnende arbejdede os igennem.

Vi skiftedes til at stå op i midtergangen. Der var varmest, for ved yderpladserne slog iskulden igennem væg og vinduer, om end varmerørene sydede af dampen fra varmevognen. Luften var tung af sneen, som fordampede fra fodtøj og overtøj, og gulvet var vådt af smeltet sne. Ingen var dog ængstelige for ikke at nå deres bestemmelsessted. Det havde de overladt til togpersonalet. Det var dem, som skulle sørge for, at vi kom frem. Det gjorde de godt. Vi var det første tog, der gik igennem den dag. Lokomotivfører og fyrbøder kunne ikke se mere end vi fra vognene. De kørte faktisk i blinde og skulle stole på, at der var meldt klar bane. Det var spændende at køre ind i de store snedriver og se, om de slap igennem dem. De var sikkert før blevet hængende i sådan en drive. Både de og vi slap igennem, og sidst på eftermiddagen nåede vi Aarhus. Der blev stor halløj på stationen, for de havde ikke ventet, at vi kom igennem. Der blev pludseligt travlt, for det tog, som vi skulle med til Aalborg, var ikke varmet op, og det stod iskoldt på sporet, og nu frøs det minus 25 grader.

Togpersonalet for rundt som lopper i en sæk. Stationsforstanderen skreg og gestikulerede med sin uniformskappe slået op om ørene og et tørklæde op om sin uniformshue, dels for at den ikke skulle blæse væk, dels for ikke at få forfrysninger.

Vi blev nu lodset ind i et isafkølet tog med de trøstende bemærkninger, at de varmede det op mens de kørte, og så var vi på vej længere nord på i en dybfryser.

Vi beholdt alt overtøj på og steppede rundt i kupeerne. Nu var der ikke så mange rejsende med fra Aarhus. De foretrak at blive, hvor de var. Vi kom til at rejse sammen med et hold musikere, der skulle spille i den berømte restaurant Kilden i Aalborg. De var unge og meget fornøjelige, så vi glemte kulden og morede os sammen med dem, så tiden faldt ikke så lang. Hen på aftenen nåede vi Aalborg, og nu gentog den samme forestilling sig der. Ingen havde ventet, vi var kommet igennem. Stationen var for det meste lukket, ingen tog var varmet op til Nibe. Vild forvirring. Langt om længe fik de fremskaffet et koldt tog, og ved ettiden nåede vi Nibe, der var som uddød.

William kendte Stavns adresse, og vi bankede hans værtsfolk op. De fortalte, at Stavn ikke var hjemme, men i Håndværker- og Industriforeningen til fest. Det var hans afskedsfest med ungkarledagene. Ud i den kolde sne igen for at finde hotellet, hvor festen foregik. Vi dukkede op i garderoben ved halv-to tiden, og fik sendt en ind for at fortælle Stavn, at der var nogen der ville tale med ham. Vi blev enige om at lave lidt spøg med ham, og jeg gemte mig imellem tøjet i garderoben. Så kom han, og William tog imod ham alene.

"Hvor er Jenser henne ?" Var det han sagde. "Jeg har tabt ham i snestormen," sagde William. Så jamrede Stavn, og jeg dukkede nu frem bag alle overfrakkerne, og glæden blev stor. Vi omfavnede hinanden og bankede hinanden i ryggen af bare gensynsglæde.

"Er i sultne ?" - Det kunne vi jo ikke sige nej til. "Jeg sørger for noget til jer." Vi havde jo ikke fået noget, siden vi var ude på færgen. Der fandtes desværre ikke mere mad på hotellet. Det var spist alt sammen ved middagen først på aftenen, men de fandt da et par æg. Vi fik så spejlæg, og nu var klokken blevet så mange, at vi godt ville i seng.

Stavn havde bestilt værelse til os på et andet hotel. Der gik vi så hen, men der var lukket og låst over det hele. Vi fandt dog en stige og kom op på en balkon og derfra ind på 1. sal, hvor værelset var. Stavn var heldigvis lokalkendt, ellers kunne vi nemt være blevet anholdt for indbrud.

Der var dejligt varmt på værelset, og vi trængte til at se dyner, så Stavn sagde godnat og kravlede tilbage ned ad stigen og hjem for at samle kræfter til den nye dags strabadser. Vi sov roligt til næste morgen ved nitiden. Da skulle vi drikke morgenkaffe sammen med Stavns værtsfolk, så det var bare med at komme i gang. Jeg var kommet afsted i mit sommerundertøj - korte underbukser og en tynd undertrøje, så jeg måtte i byen og købe undertøj som svarede til den temperatur, vi nu var i. Det var holdt op med at sne, men der blæste stadig en iskold nordøsten vind, som gik gennem marv og ben. Vi fik morgenkaffe sammen med Stavns værtsfolk, som var meget fornøjelige, og som vi forstod var meget glade for vor ven. Men nu måtte han forlade dem, når han nu fik sin egen kone. Stavn var blevet mejeribestyrer på Nibe Mejeri med egen bolig ved mejeriet.

Da jeg havde skiftet undertøj, gik vi hen til mejeriet, hvor Stavn var i fuld sving med at afvikle dagens produktion af mejeriprodukter. "Jeg er færdig ved 12-tiden. Så skal vi køre ud til min søster i Sønderholm for at spise frokost," sagde han og for videre i sine hvide bukser. Han havde meget travlt den formiddag. Der var nok at gøre, når han om eftermiddagen skulle holde bryllup.

Efter middag kørte vi så til Sønderholm til hans fødegård, hvor vi blev modtaget med stor gæstfrihed af hans ældste søster og hendes mand, som havde overtaget hans barndomshjem. De bor i nærheden af Store Vildmose, så der er fladt og sus på fra den og Limfjorden. De havde måttet beklæde stalden indvendig med halmknipper for at dyrene kunne holde varmen, da det stadig frøs 20 grader og blæste godt. Vi fik en god frokost og et par enkelte snapse til at varme os på indvendig. Så skulle vi klædes om til bryllupsfesten.

Vi kom i god tid til kirken, der ligger et par hundrede meter fra gården, og der sad vi så i vort gode tøj og frøs med anstand, da der ikke kunne varmes op i det store rum i særlig høj grad.

Bruden kom ind i sin smukke hvide bryllupskjole, og jeg tænkte: "Mon hun kan holde varmen ?" Men hun havde den indre varme, så kulden betød ikke noget for hende, og den varme har hun endnu til fælles bedste.

Efter brylluppet samledes vi med familie og venner på Sønderholm mejeri, som også lå lige i nærheden, og der lærte vi Gunhilds far og mor at kende. Hun var en elskelig kvinde at gøre bekendtskab med. Han var en lidt streng mand at se til, afholdsmand om en hals, men dog ikke mere end at vi fik et glas vin hen på aftenen. Vi havde en fin bryllupsfest. Middagen fik vi i forsamlingshuset, der lå lige over for mejeriet på den anden side af vejen. Der var ingen øl eller hede vine ved middagen, men en god stemning over det hele. Vi traf en hel del af Pouls og Gunhilds familie, som vi igen senere har mødt ved sølvbryllup og jubilæum, men der er så længe imellem at vi mødes, at vi dårligt kan kende hinanden.

Dagen derpå var vi i Nibe hos de nygifte, og på fjerdedagen gik turen mod sydhavsøerne igen uden snevanskeligheder. Men nu var der kommet is i bælterne, og nogle dage efter lukkede Storebælt, så det var godt at være hjemme igen i sin egen rede, da forbindelserne til Jylland blev afbrudt en tid på grund af isdannelser i bælterne.

Det var den første tur, jeg var i Jylland, og den glemmer jeg aldrig. Senere har jeg været der til sølvbryllup, jubilæum, sommerudflugt og i år i oktober til 75 års fødselsdag, så det gamle venskab holder trods afstanden. Stavn og hans kone har været her mange gange, da de har deres søn Jørgen boende i Maribo, hvor han nu har været i to år. Nu er han flyttet til Thisted, så nu ser vi nok ikke vore ungdomsvenner så ofte mere.

Sidst i oktober i år var William og jeg i Nibe igen. Poul fyldte 75 år, og det måtte vi op at fejre. Vi rev fire blade ud af hverdagskalenderen og rejste til Nibe med toget og ankom rettidigt uden eventyr med rutebilen fra Aalborg til Nibe. Toget er nu nedlagt. Poul og Gunhild hentede os ved rutebilen, og vi tilbragte fire herlige dage sammen med dem. Vi så den første dag omegnen med alle dens moderne faciliteter som svømmehal, friluftsteater, havnen og så selve Limfjorden. Der var ganske dejligt, og vejret var godt. Anden dag fejrede vi fødselsdagen sammen med hans stedlige venner, blandt andre kom den lokale præst, som var en meget fornøjelig selskabsmand, der kunne fortælle en historie, synge en sang - og drikke en snaps. Vi havde en meget morsom dag, hvor venner og familie kom i en strøm hele dagen. Om søndagen var vi i Sønderholm, men først var vi i kirke og så præsten i hans embedsgerning, og den fyldte han lige så, godt ud som hans selskabelige rolle om lørdagen.

Om eftermiddagen kørte vi så til Sønderholm og så til Pouls fars grav. Det var hans 100-års fødselsdag, så vi havde blomster med fra Pouls fødselsdag, hvor han næsten var blevet overvældet med dem. Vi så kirken, den gamle skole, barndomshjemmet og meget mere.

Derefter kørte vi ud gennem deres sommerhusområde, der ligger lige ud til Limfjorden, og der ser dejligt ud. Men efteråret havde sat sit spor, alle løvtræerne var ved at blive nøgne, vestenvinden havde plukket dem, så deres gyldenbrune pragt dannede det fineste tæppe over græssets vissengrønne bundfarve. Himlen var blegblå. Ud over vandet, hvor solen sendte enkelte strejf var der forgyldte små krusninger, der lyste op som lynglimt mellem de grå stammer, vi kørte imellem. På det farvestrålende bunddække var der tyst og stille. Naturen beredte sig til sin vintersøvn.

Vi tre gamle venner havde det dejligt. Det at være sammen igen, ja, det var bare godt, og det kan ikke beskrives.

Da vi var hjemme igen, havde Gunhild stegt ål, limfjordsål, så vi blev godt forkælet i de dage.

Om aftenen læste William og jeg op af Kaj Munk (Niels Ebbesen). Vi havde vist ikke set bøgerne i flere år, men da vi begyndte at læse op, stod alle scener lysende klart for os, og vi gav Gunhild og Poul et billede af vor egen oplevelse, da vi spillede på friluftsscenen i Maribo.

Om mandagen skulle vi tidligt op. Rutebilen gik fra Nibe klokken 7.15, og nu gik det mod syd igen. Det rev og ruskede fra Vester-Vov-Vov. Blade og grene dansede en vild hæsblæsende can-can over bakker og dale. Nu kom de blade, som ikke endnu var faldet ned, væk i en fart. Det føg med løse dele alle steder, jo, det kan blæse fra vest i Jylland.

Vi nød at sidde indendørs i rutebilen, men i Aalborg måtte vi vente på toget. Det var forsinket nordfra på grund af stormen. Der så vi, hvordan den kunne bøje antennerne og ruske i træerne. Til sidst kom vi da ind i toget, og fandt vore vinduespladser. Dem havde William bestilt til os, så vi var godt forberedt.

Ned igennem Jylland gik det i en uafbrudt tur lige til vi nåede Nyborg. Så gik det ikke længere. Jernbanefærgerne kunne ikke sejle. Der var nemlig ikke noget vand at sejle i. Der stod vi et par hundrede mennesker og kunne ikke komme videre. Vi ventede en times tid, så kom der nogle rutebiler og kørte os til Knudshoved, hvor bilfærgerne er, for de kunne godt sejle. Der kom vi ombord og fik vor medbragte frokost og noget kaffe. Blæsten generede slet ikke den store færge. Endelig nåede vi Korsør, hvor det gentog sig med rutebilerne for at komme til toget igen. Nu var der blevet så meget uorden i toggangen, at alle regler var sløjfede, blandt andet pladsbilletter. Nu tog folk ikke hensyn til dem mere, men satte sig hvor der var plads. Vi fik da også en plads, men ikke vinduesplads. Vi ville dog ikke gøre vrøvl over det. Vor rute skulle efter togplanen gå over Slagelse, men nu var al normal toggang suspenderet, så vi kom til Ringsted i stedet, og der fandt vi så et tog, der gik mod Lolland. Vi kom tilbage til Søllested med kun to timers forsinkelse. Det var nådigt sluppet i sådan et stormvejr. Nibeturen var endnu en gang godt overstået.