TUREN TIL SLAGELSE OG LILLERØD

JULEN 1981.

Fortalt af JENS JACOBSEN

Januar 1982.

Det er helt mærkeligt at skrive 82. Jeg skal tænke mig om, for 81 var jo blevet en vane.

Så er vinteren over os. I går gik vinden om i nordøst. Det fyger ned ad taget i hvirvler som dampskyer. I gangen fyger det ind ad sprækkerne under døren, så jeg måtte øse det op med fejebakken. Det fryser 7 grader. Der ventes mere sne.

Jeg tog op til Bodil tirsdagen før jul. Her havde vi et lille let lag sne, som ikke havde skabt større vanskeligheder. Alt var farbart. Snehegnene stod langs med banen og så overflødige ud.

Da vi kom forbi Næstved, var det forandret. Nu var snehegnene begravet under dyner af sne. Huse og skove var jævnede af snemasser. Det så godt ud, men føltes koldt.

Poul og Bodil var på banen efter mig. Da vi kom ud, så jeg Slagelse være begravet i sne. Gaderne var ryddede, men sneen lå alle vegne i store bunker, og der var ikke meget plads til den store trafik. Det var juletrafikken, der bruste forbi. Gaderne blev så smalle, når der også skulle være plads til snebunkerne. På den store plads foran banegården var der kun nogle smalle veje, hvor bilerne skurede op mod hinanden. Imellem passagerne stod mange tilsneede biler gemt inden i store snebunker.

Vi kom dog godt ud af virvaret og ud på Ingemannsvej, hvor Bodil havde sørget for den rette julehygge. De havde alle været ude for at øse sne i to dage. Deres lille vej ned til Anlægget var endnu ikke farbar, så de havde vanskeligt ved at komme ud og ind i gården. De, der boede længere nede, havde det endnu værre.

Jeg fik pigernes værelse ovenpå. Der var gasvarme, så der var dejligt, når jeg skulle sove, og jeg sov også godt i de 8 dage, jeg var i Slagelse.

Poul og Bodil gik tur med mig hver dag. Første dag igennem Anlægget. Det var helt eventyrligt med al den sne, alt så helt uvirkeligt ud. Så stille der var. Langt borte hørte vi barnestemmer. Der blev løbet på skøjter et eller andet sted. Så kom vi til ænderne, der holdt til ved et lille åbent hul i mosen. Da de så os, kom de alle op. De troede, at vi havde mad med til dem, men de blev skuffede - det havde vi ikke tænkt på. Hvor ser det koldt ud, når de går med de bare lapper på isen. Jeg får selv kuldegysninger.

Dagen efter var vi en lang travetur ud over Frederikshøj. Der blev kælket og stået på ski ned ad de store skråninger. Det så helt norsk ud. Ungdommen blussede, højrøde i hovederne, nogle ældre var krokusblå. Der var liv og glæde imellem de højtidelige graner. Vi gik videre ud over landet, som var begravet under snemasserne og kom hjem bag om sygehuset.

Det var rart at slippe gummistøvlerne.

Lillejuleaften hentede Poul Gitte og Søren, som kom fra Århus, og der var glæde overalt. Det var første gang, at Gitte havde været så længe og så langt væk hjemmefra.

Vi var også i byen og så på juletravlheden. Det myldrede med mennesker alle vegne. Nu var det blevet mildere i vejret. Sneen begyndte at smelte på tagene, især på husene med centralvarme. Vandet løb ned i tagrenderne, hvor det frøs igen, og dannede kæmpeistapper. Sneen gled ud over tagrenderne og brasede ned på fortovet som hele laviner. Oppe på Schweizerpladsen braste en sådan ned på en baldakin over en forretning. Med et brag brød den sammen, knuste den store spejlglasrude, ødelagde udstillingen af slagtervarer og gav indehaveren et chok. Det blev hans julegave ! - Stor ståhej, afspærring, politiopbud m.m.m.

Så blev det Juleaftens dag. Bodil havde alt under kontrol. Hun havde ikke travlt mere, det var overstået. Julestadsen blev bragt ned fra loftet, juletræet bragt ind i stuen, og så pyntede vi træet. Gitte jublede hver gang, hun genkendte en eller anden ting fra hendes første ungdom. Jo - glæden var tilstede, juleglæden fra barndomsdagene.

Formiddagen gik, frokosten også. Men nu begyndte det at blive Jul. Der duftede af andesteg. Det begyndte at skumre, og vi gik i kirke, Bodil, Poul og jeg. Mange steder gik vi i gåsegang. Der var kun øst sne nødtørftigt. Juletræerne foran husene var tændt. Lyspærerne sad som i en isklokke. Sneen var smeltet uden om dem, så det dannede en isklokke om hver pære. Meget dekorativt.

Vi kom i god tid til kirken, som lå festligt belyst i projektørlys, og vi fik plads nær prædikestolen. Lidt efter var der alt, hvad der kunne være, de sidste måtte stå op i det smukke kirkerum. Det gjorde intet, det gjaldt bare om at være med. Det var og blev som en enhed, alle var optaget i. Orglet bruste, og julesangene bruste op mod de høje hvælvinger i glæden ved at synge julen ind.

Julesalmerne, som vi har kendt, fra vi kunne begynde at huske, samler os til vor barndoms jul. Inden i mig stiger en grådfyldt juleglæde, men jeg er bange for, at den skal overvælde mig. Vi giver os hen i sangen, og så er højtiden forbi, når salmerne toner ud.

Vi går ud med vore kære og ønsker hverandre "Glædelig Jul" med kærlige håndtryk. På vejen hjem lyder der stadig "Glædelig Jul," når venner og bekendte hilser hinanden over gaden.

Hjemme er bordet dækket med fin dug, det fineste porcelæn, glas, lys og juleblomster. Det må Bodil have ordnet, før vi gik i kirke. Nu kommer Gitte og Søren ind med Janus, der nu er en stor dreng på 8 år. Pakker har hobet sig op under træet, hvor de så er kommet fra, men de er der.

Poul kommer ind med rødvin. Bodil er i køkkenet, hvorfra skønne dufte bølger. Alt er glæde og forventning. Så lyder det: "Vær så god." Bodil og Gitte kommer ind med hvert sit fad, og festmåltidet er en kendsgerning. Vi hygger os med hverandre ved andestegen og rødvinen, rødkål og de brunede kartofler. Det smager af den kærlighed, det er lavet med. Til sidst kommer den bløde ris med flødeskum og kirsebærsovsen, hvor mandelen er gemt i. Gitte var den heldige.

Så kan vi ikke mere. Alle er stopmætte, og der bliver sagt velbekomme. Nu skal der vaskes op, før juletræet kan tændes. De fleste giver et nap med, så det er hurtigt overstået.

Så tænder vi lysene og danner kreds om træet, og igen lyder julens salmetoner. Øjnene bliver blanke, lysene blafrer, granen dufter. Julen er kommet til alle - store som små.

Så bliver gaverne delt ud. Den yngste går hen og henter en pakke, læser hvad der står på den, afleverer den. Der pakkes op og takkes. Så går vedkommende hen og henter den næste pakke. Sådan bliver det ved, til der ikke er flere pakker. En god måde at aktivere alle på.

Lidt hen på aftenen kommer Marianne med David på 2 år. Han studser - kan ikke huske, at han har set et juletræ før, og er lidt bange. Vi tager ham i hænderne og går omkring træet. Det kan han lide. Til sidst danser vi "Nu er det jul igen." Så er han med, men mest når vi kommer til det med æbler og pærer, der hænger på træerne. Når de bliver modne, så falder de ned... og vi så alle triller rundt på gulvet. Det bliver han ikke træt af, han tager os i hænderne og siger "um-um." Det er det eneste, han endnu kan sige. Han fik sig en traktor til at køre på af mormor og morfar. Den er han til at begynde med lidt bange for. Nu er det også sent på dagen for sådan en lille mand, og lidt efter tager hans mor ham da også og siger: "Nu skal vi i seng." Han protesterer højlydt, men nu hjælper ingen kære mor.

Juleaften er forbi hos Bodil og Poul.

Første juledag var vi til frokost hos naboen, Marianne og Stig. Hele den samlede familie, Gitte, Søren, Poul, Stigs far og mor, Kresten, David og jeg, så det var et langt bord. Det varede også hele eftermiddagen. Der blev snakket en hel del. Jeg kunne desværre ikke rigtig være med, for det hele blander sig for mig, når min hørelse ikke kan skelne det ene fra det andet. Alt bliver bare til en uforståelig stærk baggrundsstøj. Derfor fik jeg ikke meget ud af frokosten.

Dagen efter, anden juledag, var jeg inde hos Stigs forældre, der også bor i samme ejendom, til eftermiddagskaffe. Vi var kun os, Marianne og David. Der fik vi ro til at snakke sammen. Det var meget hyggeligt at tale med dem, så der fik jeg en fin dag ud af det. Vi havde mange fælles interesser, som vi drøftede, og der var ingen baggrundsstøj, der forstyrrede i dag.

Endnu nogle dage blev jeg hos Bodil, hvor vi gik tur hver dag og havde det dejligt. Fjerde juledag satte jeg mig i toget og kørte mod København, hvor Max modtog mig på Hovedbanegården, og vi tog S-toget til Allerød.

Jeg var kommet ind med Jyllandstoget. Der havde ikke været så mange rejsende med fra Slagelse, så jeg havde fået en kupe helt for mig selv til at begynde med. Efterhånden blev den dog fyldt op, så da vi nåede København, var der en masse mennesker med, og Max havde lidt besvær med at finde mig i mylderet.

Det tog en halv time med S-toget før vi var i Allerød, hvor sne og føre var som i Slagelse. Alice modtog os med middagsmad, og jeg fik Max' kontor til værelse. Det var så hjemligt, for nogle af mine egne billeder hænger på væggene der.

Alice og Max forkælede mig, mens jeg var hos dem. De vidste ikke alt det gode, de ville gøre for mig. En dag vi var i byen traf vi en dame, som Max præsenterede som lærer Christiansens datter fra Nordlunde. Hendes mor var en af Karlas skolekammerater fra Maribo. Fælles bekendte og gråspurve kan man træffe alle steder. En slagter, som Alice handler med, er fra Søllested. Ham hilste jeg også på, og han fik en hilsen fra sit barndomshjem i Søllested.

Nytårsaften havde vi det hyggeligt og nød fjernsynet. kl. 12 rullede vi gardinerne op og så raketterne tegne deres nytårsskrift på nattehimmelen.

Nytårsdag om eftermiddagen kom børn og børnebørn og tre hunde, så vi havde det livligt og morsomt hele dagen. Vi fik snakket en hel del. Jens og Thomas havde haft ungdomsgæster lige til kl. 6 morgen i det nye år, så Thomas var træt. De skulle i Dyrehaven og stå på ski dagen efter. Thomas er blevet en hel voksen karl. Han er mindst lige så stor som sin far og kraftigere.

Jeg blev hos Max og Alice til søndag middag. Så fulgte Max mig igen ind til Hovedbanegården og fik mig ind i det rigtige tog til Lolland. Så var jul og nytår forbi for denne gang.

Da jeg kom til Nykøbing, var det regn og tåget vejr. Markerne var grønne af vintersæd eller sortbrune af den nypløjede jord. Det var helt mærkeligt, da jeg i 14 dage kun havde set sne og frost. Det varede i to dage, så var vinteren også over os her, og har været det siden. Der er endnu to måneder til, at jeg kan begynde at håbe på mildning og sætte kartofler til spiring.