TILBAGEBLIK PÅ ÅRET

1975.

 

 

 

Fortalt af Jens Jacobsen

1976.

 

 

 

 

Nytår 1976.

Jeg sidder og tænker på, hvad det gamle år har bragt de forskellige af mine børn.

Terkel er det forløbne år gået hen og blevet en hel masse. Først på året blev han chef for alle danske spejdere. (Terkel: "Det var nu året 1973.") Så blev han ejer af et nyt hus, og derefter adoptivfader til en lille pige fra Korea. Det var ikke så lidt på et år, og nu er det så, om han kan leve op til alle de forpligtelser, som følger med sådanne ansvarlige stillinger.

Spejderne har hans store interesse, og han var meget beæret, da de valgte ham til at blive chef. Der var en anden på tale, men Terkel blev valgt med stor majoritet. Nu går al hans fritid med møder så i den ene ende af landet, så i den anden. Altid er der nogle problemer, der skal tages stilling til. Altid er der sager, der skal drøftes med de lokale divisioner, snart i København, snart i Århus. Han har nok at se til.

I efteråret blev et hus, der var under opførelse udbudt på tvangsauktion. Terkel og Anne kunne lide det, og så købte de det og begyndte at lave det færdigt. Nu skulle der lægges gulve og indrettes indvendigt. Der var noget at tage fat på, noget at købe ind til o.s.v. Hen på sommeren blev de færdig, fik anlagt have, rømmet op og flyttet ind. Så inviterede de slægt og venner til indvielsesfest, og vi kom alle sammen. Vi var over tyve. Vi fik beset alle herlighederne, alt var såre godt. Vi skulle spise ovenpå på 1. sal, hvor der var et dejligt stort loftrum, hvor vi blev placeret ved små borde. Alt var såre vellykket. Desværre var der ikke en eneste, der kunne rejse sig og sige Anne og Terkel tillykke med deres nye hjem. Alle var så optagede af sig selv, så det blev glemt i den almindelige selvoptagethed. Da ingen tog anledning til at sige noget, rejste Terkels svigermor sig op og sagde det, som skulle siges, og jeg tror nok, at der var andre end mig, der var flove over, at vi ikke havde tænkt på det.

Vi fik en dejlig dag ud af det, og jeg beundrede Anne og Terkel for at de havde fået klaret alt. Det var allerede en pæn have, og de havde fået mange fine træer og buske, så det lignede godt nok en have, og der bliver stadig plantet.

Om efteråret lykkedes det dem at få solgt deres sommerhus på ret gode betingelser, så nu har de også prioriteterne i orden.

I februar fik de at vide, at nu var der ankommet en lille Koreanerpige til dem, og de kunne afhente hende i København. Glæden var stor, og spændingen ikke mindre. Hvordan ville hun falde til, kunne Troels med hende og mange andre spekulationer. Hun blev hentet, og alle bekymringer faldt væk. Vi kunne lide hende alle sammen, men Troels især. Nu kan hun gå og er meget levende.

Vi var til barnedåb i november. En råkold novemberdag med blæst, som gik gennem tøjet, da vi kom ud af bilen ved Hunseby kirke. Der var eftermiddagstjeneste, og mange børn var mødt op for at overvære, at hun skulle døbes.

Vi traf en gammel ven, som nu er pensioneret, men endnu kordegn, Holger Jensen og hans kone, og det var en glæde at hilse på dem. I Hunseby havde de fået en ung kvindelig præst, og hun kaldte alle børnene op til døbefonten, da begivenhederne tog fat. Cecilie kom hun til at hedde, og hun stod op under hele gudstjenesten. Hun kunne ikke lide at få vand i hovedet, og hun ville have fat i præstens bog. hun var meget interesseret i alt hvad der foregik, og levede med i det hele.

Terkel holdt hende selv. Annes far og mor var også med, så det var et lille sluttet selskab der efter dåben kørte mod det nye hus på Pilevænget. Vi fik en dejlig middag, og nu fik jeg gjort min forsømmelse god igen. Jeg holdt en lille tale for vort nye barnebarn.

I har gravet og plantet og fået meget til at gro, sagde jeg, men I har i dag plantet en lille eksotisk plante i jeres liv. Vi har i dag fået velsignelse over jeres foretagende og skabt hende en plads i den danske folkekirke. Det er jeg glad for. Hun kan få problemer nok endda, men nu er der en vej.

I skyggen vi vanke
blandt lysgrønne strå.
Sct.Hans urt vi sanke,
hvor blomsterne stå.
Kønne lille urt
står så ren og purt,
står så frisk og grøn
uformærkt i løn.

Lad hende vokse op som den lille urt, hun er.

Hvis den fæstner rod,
bliver vor skæbne god.
Dør den på sit sted,
da dør vi med.

Vi drak hendes skål og ønskede hende al den lykke, vi kunne give hende. Så kl. 10 sluttede den begivenhedsfulde dag, og vi blev kørt hjem.