Fortalt af JENS JACOBSEN

oktober 1980.

Jeg hører så ofte i denne tid, at nu er den af dine venner eller slægtninge døde. Så tænker jeg på udkanten af Søllested skov, som jeg engang så efter en storm, hvor enkelte træer stod, mens resten var væltet. De fleste var gamle og frønnede, også enkelte af dem var dog blevet stående. Gud ved, hvornår de vælter? Nu er der ingen mere, som støtter dem. Men store kraftige graner lå også med roden oppe i den frie luft. Sådan er det jo også med mig. De allerfleste af mine jævnaldrende har stormen taget. Kun min ældste broder står endnu som et knudret og friskt egetræ. Hvornår vil stormen vælte ham? Men så længe han er frisk, føler jeg mig endnu friskere. Han er otte år ældre end jeg, en umådelig stor aldersforskel når man er ung. Senere forsvinder den helt. Nu er vi blevet jævnaldrende.

Når man som ung mand har løbet hornene af sig- en opgave som livet pålægger en, til stort ubehag for en selv og andre- fortsætter man forhåbentlig, siger man, som et nyttigt medlem af samfundet, ja, som man ser på reklamerne rundt omkring for sæbe, eddike, søm eller rødbeder, og man har det lige så rart som reklamerne siger, for hvem har sagt, at man skal have det sjovt. Så bliver man hilst med anerkendelse af andre, som også er færdige med at fælde deres horn og har fået anerkendelse. Det føles behageligt et stykke tid, men senere hen i livet, sker det, at man ligesom bliver lang i ansigtet. Var der egentlig så meget ved det, var det egentlig offeret værd? Så skal man finde sig selv igen. Nu er man blevet forsørger og har ansvar for flere end sig selv og skal skabe sig en økonomisk basis i tilværelsen. Det kan være meget svært. Alligevel spræller der nogle af ens ungdoms drømme i ens underbevidsthed.

Så, ved tilfældighedernes spil, kan man komme ind i noget, der kan realisere nogle af ungdommens længsler eller vage drømme. Man bliver optaget, interesseret og opfyldes af noget ud over madstræbet, og livet bliver værd at leve.

Sådan gik min tilværelse. Jeg kom ind som instruktør ved dilettantkomedien, som det dengang hed, helt tilfældigt, og det var den interesse, som gjorde livet værd at leve, og hvor jeg lærte mennesker at kende på godt og ondt. Jeg syntes, det var dejligt at leve, især når en opgave, der var vanskelig, lykkedes, og der var bud efter mig fra flere steder. Da lærte jeg Svend Jørgensen at kende, og vi blev klar over vor fælles interesse for det lokalhistoriske. Det blev endnu mere morsomt, for vi havde et godt samarbejde og mange ivrige diskussioner om karakteren af de forskellige personer, som vi skabte ud fra vor historiske viden.

Vi fik folk på Lolland og især på Vestlolland til at se deres landsdel meget mere i historiens lys end de før havde set den. Det begyndte med at Svend Jørgensen blev opfordret til at skrive noget til indvielsen af udtørringen af Rødby Fjord. Der skulle være en sommerfest, hvor folk kunne komme for at se, hvordan de dejlige fjordområder var blevet forvandlet til tørt land, hvor der med tiden kunne dyrkes korn og andet godt. Han skrev et lille skuespil som hed "Under Midsommertræet." Det foregik dernede ved det gamle færgested Dragsminde.

Der kom i tusindvis af mennesker for at se og høre i et skønt sommervejr. Der var ikke meget at se uden nogle øde og sandede sivbevoksede småhøje, og nogle lavninger, som så ret fugtige ud. En stor sten, som var rejst på højkant, viste hvor højt vandstanden havde været. Vejen var sandet og løs, og det var det helt store øde. Der var mange telte med forlystelser, spise- og drikketelte, og et gymnastikgulv, hvor de berømte Almindegymnaster optrådte under ledelse af brygger Rasmus Hansen. I forbindelse med gulvet havde vi lavet en primitiv scene, hvor skuespillet skulle foregå. Det var i sommeren 1930. Alle folk havde madkurv med, og der kunne købes øl i teltene.

Om eftermiddagen blev der talt fra talerstolen af dem, som havde stået for det store landvindingsprojekt, ingeniør Marker, Moesgård Kjeldsen fra Lidsø, "kongen på Hersø" og mange flere. Der var middag for honoratiores i det store telt efter den officielle indvielse, gymnastik og forlystelser om eftermiddagen - så kom madkurven frem, og stemningen steg.

Klokken halv otte spillede vi så komedien om færgefarten fra Dragsminde til Hertugdømmerne. Det blev helt internationalt og gjorde stor lykke. Bagefter gik dansen i den lyse nat til sol stod op, og alle besværlighederne med at komme der fra begyndte. Nu var vejene kørt op, over alt var der dybe hjulspor. Det der engang hed vej, var nu en opkørt jord- og sandplamage, hvor biler sad fast på kryds og tværs. Folk skubbede og masede for at få deres vogne fri. Der blev ofret mange tæpper til at lægge under gummiringene, som bare snurrede rundt og gled dybere ned i den løse grund. Nogle skældte ud og var gale i skralden. Her stod de midt om natten og ville hjem, og så sad de fast i denne ørken, hvor der ingen hjælp var at få. Ingen telefon, ingen huse, bare et øde ingenmandsland. Andre tog fat med godt humør og begyndte at hjælpe hverandre. Det gik bedre, da der først kom humør over det. Da det blev lyst, var de sidste vogne kommet fri af fjordbunden. Nu så de tiloversblevne, hvor øde der i virkeligheden var. Mon der nogensinde bliver befolket herude, talte de om, der kom fra de andre fede Lollandske jorder. Jeg tænkte på nogle strofer:

Vi spillede stykket nogle gange - tre, tror jeg nok - men der var megen snak om den fjordfest.

I min bevidste barndom fra århundredskiftet og til 1908, hvor jeg blev konfirmeret, kom der omrejsende teaterselskaber til Sakskøbing en eller to gange hver vinter, og det hørte til de store begivenheder i byens forlystelsesliv.

Vi i Juniorsgade blev næsten altid involveret i det, da de fleste selskabers regissører kom i mange hjem for at låne forskellige sager, som de skulle bruge på scenen. De kom jo rejsende med toget, og det var begrænset, hvad de kunne have med af møbler og andre større ting som håndbagage i toget. Derfor lånte de sig til det de skulle bruge hvor de kom frem, og betalte med en fribillet.

Derfor kom jeg ret tidligt på komedie, ikke fordi vi havde noget at låne ud, men vi havde en god veninde i Frederikke Andersen, hvis far havde været snedkermester, og han havde næsten altid de møbler, de kunne bruge, og så gik jeg tit med hende i teater i min første barndom. Da jeg blev lidt ældre, blev jeg bydreng hos boghandleren, hvor jeg gik ud med ugeblade og tidsskrifter. Han havde også forsalg af billetter til teateret, og der fik jeg så lov til at sælge programmer. Jeg fik således set det meste af det teater, som kom til byen i den periode. Det mest spændende var dog, når de skulle bruge børn som statister. Så var jeg den første, som var for hånden. Jeg husker endnu den første gang, jeg skulle sige noget på scenen. Det var bare et "Ja" i et stykke der hed "Min egen dreng." Jeg fik aldrig sagt det, men jeg nikkede, og det var svar nok.

Men det alt overskyggende var dog når "de fine," byens dominerende familier, spillede dilettant selv. Så var alt, hvad der kunne krybe og gå, og som regnede sig for lidt eller meget, i teater. De skulle se, hvordan de fine kunne te sig på de skrå brædder.

Inden generalprøven gik de så ud til os, som de vidste ikke havde råd til at bruge den krone, det kostede at komme til den rigtige aften, og gav os fribilletter til generalprøven. Det var et privilegium, om man var vaskekone eller havde andet at tjene de fine familier med. De blev i første omgang husket, hvis de kunne lide vedkommende. Mor blev som oftest forbigået, fordi hun ikke gik ud og betjente folk i deres hjem, men sad og syede for en forretning derhjemme. Jeg var grædefærdig, når de gik forbi vort hus, men så fandt jeg på at løbe bag efter dem der delte billetter ud, og bede dem om vi dog ikke kunne være med. Det gav altid gevinst.

Så kom jeg i lære, og de sidste år, jeg var i lære, kom jeg i roklubben, og da klubben altid trængte til penge, begyndte de at lave roklub-revyer. Jeg kom til at være med i en, og så var jeg "bidt af en gal skuespiller," som man siger.

Da jeg blev svend og havde arbejdet hos min læremester et års tid, kom jeg til Sorø og var der et år. Så begyndte den første verdenskrig i 1918, og jeg rejste tilbage til Sakskøbing for at bestyre en forretning, hvor indehaveren var indkaldt. Efter de første chok begyndte livet igen i den lille by, og da der var mange, der havde været med i roklub-revyerne, som var kommet hjem fra udlandet, opstod de igen, og i forbedret skikkelse.

Efter at have været indkaldt i 14 måneder kom indehaveren hjem, og jeg rejste til Stavanger, hvor jeg var, til jeg selv blev indkaldt i 1916. Jeg var så indkaldt til juni 1917, hvor jeg så fik plads i Maribo, og der var jeg til jeg begyndte for mig selv i Søllested den første oktober 1918.

Jeg begyndte at spille tennis, og da riget også der fattedes penge, begyndte vi at tale om at forbedre økonomien ved at lave lidt komedie. Vi fandt ved fælles hjælp et par små stykker, som vi så begyndte at læse ved en art fælleslæsning. Da vi var nået så vidt, at vi kunne læse det flydende, måtte vi se at få afskaffet den læsetone, som de fleste havde fra skolen af. De måtte op at gå og stå mens de læste. Derefter måtte de lægge betoning i replikkerne, men alt blev mer og mer forvirring. Vi blev klar over, at vi blev nødt til at have en instruktør, som kunne se nede fra salen, hvordan det tog sig ud. Vi fik fat i en lærer Damsbo, som fik sat skik på sagerne, og vi fik det opført. Bekendte og venner sagde at det var godt.

Næste år ville vi da prøve igen, da det havde givet et lille overskud. Det var opnået ved, at alle prøver var blevet afholdt privat, og de var lavet som en art festaften, hvor der blev snakket, talt og frem for alt drukket en masse kaffe og spist kage i lange baner. Vi var gået fra den ene familie til den anden, og på den måde holdt vi udgifterne nede. Det havde været morsomt, men det kunne vi ikke blive ved med at gøre. Det havde belastet nogle så meget, at de ikke ville være med mere. Vi fandt et nyt og større stykke, "Isen brydes." Det var noget af en folkekomedie, og der skulle spilles virkelige mennesker i det. Der var også kommet nye mennesker med, og der var flere roller, som krævede andet end det sjov, vi havde lavet forrige år, hvor alt bare havde været skæg og ballade.

Nu måtte vi prøve på kroen, og selv svare til udgifterne. Instruktøren fra det første år var med fra begyndelsen, men da han havde været med fire gange, og han så at det ikke var det samme sjov som forrige gang, sagde han fra og ville ikke være med, for sådan noget kunne vi slet ikke stille noget op med. Så stod vi der med skægget i skuffen og en gæld på så og så mange kopper kaffe, som vi havde købt på forventet overskud. Vi gik en halv snes dage og skumlede over problemerne. Så kom formanden hen til mig og begyndte at tale om hvad vi kunne gøre. Penge havde vi ingen af, ingen af os, og ud skulle vi af gælden.

Så spurgte formanden: "Kan du ikke påtage dig at instruere? Vi har talt om det i bestyrelsen, og du er den eneste, som har lidt forstand på, hvordan det skal gribes an." Det tyggede jeg lidt på, og svarede så "Hvis i tror at jeg kan, vil jeg prøve." Sådan blev jeg tvunget til at være instruktør.

Nu begyndte der et arbejde. For det første havde jeg en væsentlig rolle i stykket. Jeg skulle også sørge for, at alle de andre var på deres pladser, så de ikke løb i vejen for hinanden. De måtte ikke tale med ryggen mod publikum, de måtte lære at komme og gå på scenen, men frem for alt lære at tale, så folk kunne høre og forstå dem. Så gjaldt det møbler til stuen, så var det lys, dragter, hvilken stuedekoration kunne vi bruge. Jeg måtte nedstemme mange af mine beskedne fordringer, dels kunne vi ikke låne og dels var et køb utænkeligt. Vi havde en familie, hvis unge datter spillede med. Den hjalp os alt hvad den kunne. Der fik vi alt til låns, som vi bad om. Det gjaldt både møbler, tæpper, puder, skilderier til væggene, gardiner og meget mere.

Generalprøven nærmede sig. Jeg spekulerede - har vi nu det og det - er det nu klappet og klart. Så var der musik, der skulle bestilles. Hvad skulle vi spille i mellemakterne, og hvad skulle vi spille før forestillingen? Så kom der en og spurgte om han kunne have det og det på, og hvordan gør vi nu med den ting. Hvor vi før bare markerede det, var det nu en rigtig ting. "Gør jeg det forkert?" - "Hvordan siger man det?" - Hundrede ting at spørge om og svare på, gentagelser - gentagelser.

Så kom kostumeprøven. Det er den helt store sindssyge forvirring, hvor alt bliver kastet hulter til bulter, og ingen kan finde deres egne sager, som de bestemt lagde dér. Til sidst må man råbe med sin mest bøse stemme, at enhver har ansvaret for sine egne sager. Nu er der ingen barnepige mere. Så kommer der en smule ro over de oprørte vande, og de begynder at se på hvad de andre har fået på, for nu er det jo helt nye personer, som ser helt anderledes ud end ham eller hende som de snakkede med til alle prøverne. Selve prøven er værdiløs som prøve betragtet, men de skal vænne sig til at se hinanden i det antræk, som de nu skal gå i, og prøve at bære deres klæder på en naturlig måde.

Generalprøven - uha, uha. Skæg og parykker skal prøves og passes til. Ih, du store kineser, hvor spejlet og de nærmeste bliver spurgt om hvordan man ser ud. Alle ville helst se anderledes ud, end sminkør og instruktør har bestemt. Dog, i aften er der anderledes ro over alle. Der er kommet nerver på, og nu sidder der sågar mange dernede, som vil bedømme, hvad Per eller Sofie laver der oppe på de skrå brædder.

Så er vi færdigsminket, alt er parat. Vi trækker vejret dybt og inderligt. Der ringes første gang, mange blegner under sminken. Nu er der ingen vej tilbage. Vi må nu ud på det dybe vand, for at se om det hele kan bære. Så ringer det anden gang. Instruktøren går over scenen og siger: "Klar scene!" Så lyder det sidste signal, og tæppemanden hiver fortæppet op, og det store rum gaber op mod den lille scene. De, der er på scenen, får deres ilddåb med det samme; andre, som skal ind senere, står og ryster ude i kulissen, indtil deres tur kommer. Alle nerver er spændte som strenge på et musikinstrument, alt dirrer af spænding. Der skal ingenting til, før der på en eller anden måde sker en kortslutning. Der er vist ingen generalprøver uden at der er sket et eller flere uheld. Dog aldrig noget, der kan vælte en forestilling. Der er utallige historier om, hvad der sker på scenen, men en eller anden redder situationen med sin rådsnarhed. Hos os skete det i anden akt. En skaffer kommer ind af en dør for at bede til gilde. Han kommer igennem en dør i baggrunden. I det samme går hele baggrunds-sætstykket løs, og er ved at falde ind over scenen. Vi, der er på scenen, ser i ånden, at vi får hele bagvæggen i hovedet. Den standser dog halvvejs nede, og bliver af de udenforstående rettet op igen i en fart. En af dem på scenen siger til ham, der er kommet ind: "Jeg synes, du falder med døren ind i huset." Folk hylede af grin, og situationen var reddet.

Den nervøsitet og spænding, jeg her har beskrevet, er typisk ved enhver generalprøve. Når vi næste dag skal have premiere, er der en hel anden ro overalt. Jeg talte en gang med en mand, der var med for første gang, og som oplevede spændingen ved generalprøven. Han var meget betaget, og ventede en endnu større spænding til premieren. Han stod og ventede, men den udeblev. Så kom han hen til mig og spurgte om hvorfor de ikke var lige så spændte som aftenen før. Jeg sagde, at elektriciteten nu var udløst. Det kunne han ikke forstå, men sådan er teaterliv. Det, som er spændende de første gange, kan hænge en ud af halsen, når det har været gentaget tyve gange.

Da Hother kom til mig med ideen om at skrive noget om min komedietid, syntes jeg straks, at det var en for bunden opgave. Jeg følte det, som fik jeg opgivet emnet til en stil. Jeg mindes en stil, Bodil fik en gang: "Fortæl noget om, hvad du lavede i går." Hun kom til mig og bad om råd, og i fællesskab fik vi lavet noget om en cykeltur til skoven og dyrehavehuset. Der må have været lidt ved den stil ud over det sædvanlige, for hun fik den læst op i klassen af lærerinden.

Men det er en meget lille brøkdel, man kan fortælle om en dag af sit liv, for det der går bevidst gennem en menneskehjerne på een dag eller bare på en time, ville det tage flere liv at referere, for så ikke at tale om at udforme det. Det ville heller ikke være muligt, bare at tage de ydre og banale ting med, som nogle tror er dagens hændelser.

Så skulle jeg prøve at referere 60 år af mit liv, var det en umulig opgave. Derfor bliver det brudstykker og hændelser, som dukker op til overfladen som fra en underjordisk kilde, der af og til bobler op fra en dyb undergrund.

Hver dag har jo en solid rod i dagen før, og den igen rødder til alle de andre dage, ja helt tilbage til urbevidstheden. Og denne din dag i dag har perspektiver til langt ud i fremtiden, og evigheden er dig ikke ukendt. Nok om det.

Jeg tænker tilbage til 1930-40. Jeg begynder en dag i oktober. Efteråret er over os, birkene gulnes, og alle nuancer fra det pureste guld til de mørkeste røde stråler er i det blege solskin, som lyser fra den bleggrå himmel. Jo, solen er der, men varmen er gået ned til olielandene i syd, som i forvejen har nok af både olie og varme.

Nu begynder bestyrelsesmøderne i de forskellige forsamlingshuse, både i gymnastik-, foredrags-, husmands- og ungdomsforeninger. Første punkt under eventuelt, når det faglige er diskuteret, er, hvad foreningen skal lave af underholdning i den kommende vinter. Mange ting bliver foreslået og vedtaget. Blandt meget andet også komediespil. Hvis dét bliver vedtaget, så må de interesserede have bud til barber Jacobsen i Søllested. Han er den, som har ord for at kunne få det til at gå på den tid. Hen ad november møder der så hos ham og mor Karla en tre-fire interesserede op for at snakke komedie. Vi får en tår kaffe, og over den går så snakken om det, de er kommet for - "komedie". Jeg spørger, for hvis det er første gang, de vil prøve den vej, er der mange ting, de skal have rede på. Først skal der vælges et stykke. Hvad skal det være? Sjovt, eller noget der er lidt kød på. Første gang vælger de fleste det sjove. Når det så er overstået, og stykket er kommet, skal der vælges folk - sås og så mange damer og så mange herrer. De indkaldes til møde. Hvis de stedlige får lov at dele rollerne ud, bliver der brok i den med det samme. Der er alt for mange lokale forhold, der vil spille ind. Der vil blive hensyn at tage til den og den. Vil han og hun spille sammen o.s.v. o.s.v.

Jeg gik en anden vej ved det første møde. Jeg lod dem sætte sig om et bord, og vi fik kaffe med det samme. Vi talte om stykket, om der var nogen af dem, der havde prøvet det før, om alt og om intet. Imedens så jeg på forsamlingen og drak kaffe. Når det var overstået, havde jeg dannet mig et skøn over de forskellige typer, jeg kunne bruge, og derfra til hvad de kunne bruges til i stykket. Så delte jeg rollerne ud, og der blev aldrig vrøvl bagefter om den eller den skulle have en bestemt rolle. Det var nu afgjort, og derved blev det. Sjældent eller aldrig har det slået fejl. Når de var den type, som de skulle være efter stykket, slog det aldrig fejl uden, at de selv fik noget ud af det, og publikum også.

Jeg læste stykket så op, og gav en karakteristik af de forskellige typer, og nu havde hver sin bog og fulgte med. Derefter aftalte vi næste møde, og så var det dem, der skulle læse rollen.

Næste prøve var en ilddåb for mange. De fleste af mandfolkene havde ikke prøvet at læse noget højt, siden de gik i skole, og de var i en sørgelig forfatning med stemmen. De var også lidt bange for deres egen stemme, lød den virkelig sådan? Det havde de aldrig tænkt på før. De hørte på de andre, som heller ikke havde noget skønt at byde på. Det, som lød så naturligt, da barberen læste det op, blev helt forvrænget, når de selv tog det i munden. Damerne var gennemgående bedre til at læse op. Måske havde de læst det flere gange igennem end mændene, der måske mente at det var såre ligetil, da de hørte det læst op af andre. Damerne slap altid bedst fra den første læseprøve, men senere blev der mere balance mellem kønnene.

Tredje prøve. Frem på gulvet med bogen i hånden. Nu går det bedre med læsningen. Der er ved at dukke mening op i ordene. Fjerde gang kan de fleste læse det nogenlunde korrekt. Betoningen sniger sig frem. "Næste gang smider vi bøgerne, og suffløren kommer med," siger instruktøren. Så begynder komedien.

Femte prøve. Man er hjælpeløs uden bogen. Den var så god at gå med. Så vidste vi, hvor vi havde vores hænder. Nu flagrer de forvirret rundt om som forvildede fugle. Hvor skal vi gøre af dem? Suffløren forvirrer dem. Hende kan vi slet ikke høre, bare hun ville holde sin mund, hun forstyrrer os. Det varer indtil de bliver vant til hende. Så bliver hun god at støtte sig til, og vi vil - kan ikke - undvære hende. Kvinder frister os alle, og den tager fejl af sig selv, som vil lære ungdommen visdom. Jeg hørte engang om en gammel justitsråd, der den nat han følte, at han skulle dø, kravlede op og rev nogle blade ud af pantebogen. Sådan har vi det nok alle, at der er blade i ungdommens bog, vi godt ville rive ud. Nu er man bare blevet en gammel haltefanden, som intet kloster har at gå i.

Sjette prøve. Nu skal det begynde at gå. Instruktøren hjælper og vejleder. Han roser og skælder ud. De begynder at fatte, hvad han er ude på. Samarbejdet begynder at bære frugt. Nu bliver det morsommere. Nu kommer glæden for det arbejde, der er gjort. Betoningen af den replik hentyder jo til det, han eller hun sagde. Nu fattes det, at der er en helhed i komedien, og at den enkelte er en del af helheden. Vi læste og læste i begyndelsen for ikke at være bagefter de andre. Nu ser de det under helheden. Det går bedre og bedre, og vi nærmer os kostumeprøven og generalprøven, men dem har jeg beskrevet tidligere, og den er næsten altid ens og dog ny for hver gang den bliver oplevet. Efter premieren går man ned i salen for at sole sig i venner og bekendtes ros eller ris. Mest det første, for de ved, at resultatet har kostet sved og tårer. Nu ser de med respekt på det arbejde der er gjort, og tit og mange gange tænker man tilbage på den morsomme tid, hvor man virkelig oplevede kammeratskabet og sammenholdet om en opgave. Men denne aften er deres, og det bliver en aften med fest og glæde for dem, der har medvirket.

Så gik den vinter med den spøg. For nogles vedkommende blev det til forelskelse og giftermål, for andre til skilsmisse. Livet går videre, og foråret står for døren. Vintergækker og krokus sætter kulør på haven igen. Drømmen om den evige sommerdag glemmer vi aldrig.

Karla og jeg havde besøg af vort yngste oldebarn i går. Vi skulle se det nye spæde skud på den grå stamme. Han var nu ikke så spæd endda, for han var ni måneder gammel og var en krabat, der var liv og humør i. Mor og jeg sad og så på ham. Han legede og kravlede om på gulvet, og jeg beundrede den energi og kraft, som er sådant et lille menneskebarn. Han ville gerne op at stå, og benyttede alt opretstående til at hive sig op i til stående stilling. Jeg syntes ikke, at det var ret længe siden, jeg havde undervist hans mor i de første regler i at spille tennis, da hun var en stor pige. Nu var hun mor til en stor dreng på 13 år og nu ham på ni måneder, og dog var det kød af mit kød og blod af mit blod. Hvad ville livet give ham af tilbud, når han om føje tid får alder til selv at vælge livet og gøre sig jorden underdanig på den ene eller den anden måde?

Livet har været godt ved mor Karla og mig. Det ser jeg nu, hvor det ebber der ud af. Vi har levet et godt liv og ført det evige liv videre. Eller er det bare sådan, at tiden er gået, og en skønne dag er den brugt op? - Så meget som nu livet engang har tildelt mig - eller er det tiden, som har brugt mig op, og som sultent vil gå i gang med den næste generation?

Hvordan begyndte det? Det ved jeg ikke rigtigt. Vi vidste at det første lærerseminarium i Danmark var begyndt i Vesterborg. Et frø var blevet kastet af grev Rewentlow, og det var spiret under biskop Rasmus Møllers nænsomme og omhyggelige pleje. Rasmus Møller havde fundet en mand, han kunne bruge, i den dygtige lærer Hansen; og de to havde sammen lagt en plan, som kunne bruges til at oplyse og oplære almuens børn i at læse, skrive og regne. De vidste, at det var børnene, de skulle bruge. De ældre og gamle var alt for tilgroede i overtro og gamle fordomme til at forsøge at forandre noget på dem.

Svend Jørgensen læste alt, hvad der fandtes om den tid og de skikke der herskede. Og ud fra egne erfaringer fra sin seminarietid, skrev han sin komedie om bispens guldkors, om seminaristerne og deres problemer, deres egen tvivl, om de nu var dygtige nok til at gå ud og lære børnene alt det, som de nu havde fået indprentet.

Da det kun var de mest intelligente og opvakte, der blev udvalgt til at komme på seminariet i den første tid, blev det dygtige og flittige lærere, som udgik fra det første sted, og da de tilmed også måtte deltage i de forskellige landboarbejder på præstegårdsjorden, og præsten dengang var foregangsmand for landbruget, blev det dygtige mænd, som satte deres præg på det lollandske landbrug. De blev spredt ud over store dele af landsdelen, og de satte deres præg på omgivelserne, hvor de kom hen.

En hel ny epoke opstod for Lolland, og alt det var det frø, grev Rewentlow, som nu var statsminister, havde givet Rasmus Møller at tage vare på.

Lærer Wested skrev sange, som blev indlagt, og lærer Bitsch skrev melodier. Jeg fik det i brudstykker efterhånden, som det blev færdigt. Jeg skaffede personerne, som jeg mente, der kunne bruges, og lidt efter lidt begyndte det at ligne det, vi havde tænkt os.

Jeg måtte bruge det materiale, der var ved hånden, men da vi på det tidspunkt havde spillet komedie flere gange, kendte jeg jo mine pappenheimere, og der var mange gode spillere imellem, og de kendte andre, som også havde lyst og anlæg, og de mange roller blev besat, efterhånden som stykket blev færdigt.

Svend Jørgensen var på det tidspunkt blevet rigsdagsmand og var derigennem blevet valgt til tilsynsførende ved Det Kongelige Teater. Han udvirkede, at vi fik dragter til låns derfra, og det var den rigtige tidsalders kostumer, så der var duft, farver og atmosfære over komedien. Pressen begyndte at interessere sig for komedien, og til premieren var hele den lollandske presse mødt op, foruden alt hvad der kunne presses ind i salen på Søllested kro.

Det blev en dundrende succes, aviserne var fulde af lovord. Det var noget helt andet end den sædvanlige gang dilettant. Endelig var der en fornyelse, som var værd at lægge mærke til, og der var virkelige mennesker på scenen.

Vi spillede det 25 gange rundt om i alle forsamlingshuse og til sidst både i Maribo og Nakskov på de stedlige teatre. I Nakskov var der sådan en tilstrømning, at politiet måtte hen at regulere trafikken.

Scenefolkene i Nakskov var skeptiske og overlegne over for os, da vi ankom med alle vore pakkenelliker, men inden vi fik begyndt, og de hørte og så tilstrømningen, så de med mere respekt på amatørerne fra Søllested.

Vi er endnu nogle få stykker, som har oplevet den store "Guldkorstid." Vi samles af og til, og det ender altid med, at vi synger nogle af de glade sange fra Guldkorset.

Jeg havde to dygtige medarbejdere i brødrene William og Ejgil Rasmussen. De var pligtopfyldende og svigtede aldrig, når de havde fået en opgave. William var en dygtig karakterskuespiller, og Ejgil var en fin teatermaler.

Tidsånden er en genganger skabt af mennesker uden tilbageblik. Vi lever altid i en overgangstid, gammelt rives ned, nyt bygges op. Gammelt og nyt blandes - nye erfaringer lever i bedste velgående sammen med ældgammel overtro. Det er et patetisk tema, og det vil altid ligge i skyggen som et sagn om et sagn.

En tidsperiode i ens liv kan være så lang, så den synes at være endeløs. En anden sindsoprivende og voldsom, men af kort varighed, men den kan forandre ens liv fundamentalt. Da bliver så meget gammelt revet ned og nyt bygget op og blandet sammen, så det er vanskeligt at skille. Det vil dog altid præge ens personlige indstilling og arbejde.

Vinteren blev forbi med alle de mange opførelser af det nu så berømte "Guldkors". Hen på forsommeren blev der forespurgt, om vi kunne tænke os at spille det til en fest i Rewentlowparken, som i disse åringer var et populært og meget yndet udflugtssted med sit museum og den dejlige park. Det skulle så spilles i det gamle ridehus. Men der var kun pladsen og rummet på det tidspunkt. Jordgulv, ingen scene og ingen siddepladser. Alt skulle skaffes udefra, dels købes, dels lånes, og det ville koste transport og penge, så da foreningerne hørte om disse udgifter, sprang de fra og turde ikke binde an med det.

Svend Jørgensen og jeg talte sammen om det store foretagende og blev enige om at løbe risikoen, hvis vi også måtte have det overskud, som der eventuelt blev af selve forestillingen. Vi betingede os, at musikere og skuespillere skulle have et måltid mad bestående af skinke og grønærter samt en øl. Vi havde på det tidspunkt et amatørorkester med på 10-12 mand.

Lærer Kristiansen fra Havløkke, som var en meget dygtig musiker, havde samlet alle sangene og lavet en ouverture og mellemaktsmusik. Desuden spillede hele orkesteret med til alle sangene. Der var store penge på højkant. Værten gik ind på det med maden, og nu gjaldt det kun om vejret. Vi var spændte.

Det blev et strålende vejr. Jeg var der fra om morgenen med min stab af teknikere og lavede scene, stillede bænke op, som vi havde lånt i de omliggende forsamlingshuse og skoler. Lys til scenen skulle også laves. Det stod vores stedlige installatør for, hans kone spillede med i komedien.

Midt under travlheden med at lave scenen brugbar, kom der en nordmand og ville hilse på os. Det var den bekendte Gunnar Toldnæs. Ham havde jeg set nogle år før på Stavanger Teater som ung skuespiller. Vi fik os en god sludder om norsk og dansk teater. Han gav et nap med ved scenearbejdet, som han var god til. Vi snakkede om Stavanger og meget andet. Han var gæst hos godsforvalter Blume, og var inviteret ned hos ham for at se danske amatører. Jeg ved ikke hvad han mente om det, da jeg ikke traf ham senere.

Om eftermiddagen var alt klappet og klart. Nu begyndte folk at komme med deres madkurve. Eftermiddagskaffen blev købt ved restauratøren, og alle borde og stole ved og hos ham blev besatte. Folk blev dog ved at komme. Kl. 6 fik alle vi medvirkende den planlagte middag, som var fortræffelig og rigelig. Der blev også købt snapse, så stemningen blev god, især hos musikerne, som tog det som en særlig fest for dem.

Mine spillere havde jeg advaret i forvejen mod mere end to snapse, da jeg vidste, hvad det kunne udarte sig til. Efter forestillingen var alt på eget ansvar.

Det store ridehus, som er næsten lige så stort som de haller, kommunerne har nu om stunder, blev stuvende fuldt. Folk stod og sad alle vegne; på barriererne, som var hævet en meter over gulvet, stod folk som fluer op ad væggen. Fra scenen så det ud som om folk stod i en halvcirkel op ad væggene.

Efter forestillingen ville alle jo have kaffe, men da kl. var 23, havde de ikke mere vand. Alt vand var brugt på toiletterne og i køkkenet, så det måtte stoppes. Så slap øllet også op, alt var udsolgt og tømt, og kl. 23.30 måtte vi tage hjem, enten vi ville eller ej.

Det var spændende ugen efter at få opgjort udgifter og indtægter. Aviserne havde slået det op til den hidtil største fest, der havde været i Rewentlowparken. Der måtte blive et godt overskud. Vi fik hver lige 800 kr. og var godt tilfredse. Men ved nytårstid kom skattevæsenet og ville have sin part, så det blev ikke så meget for den risiko, vi havde været ude for.

Så gik der flere år. Den gamle statsminister Rewentlow havde 200-års fødselsdag, og hans slægtning, daværende amtmand Rewentlow, syntes, den skulle mindes. Han spurgte os, om vi kunne tænke os, at spille "Guldkorset" endnu en gang dernede i Rewentlowparken.

Han var meget interesseret, og ville selv klare udgifterne, men det skulle være friluftskomedie. Det var ikke så dyrt. Det kunne være om eftermiddagen, og publikum kunne sidde i græsset. Der var steder nok i parken, vi kunne spille på. Der skulle være højttaleranlæg, og der skulle være foredrag først om statsministeren. Svend Jørgensen skulle være den ene foredragsholder, hvem den anden var husker jeg ikke, men jeg skyder på, at det var Starcke. Alt det kunne nok ordnes, men så var der skuespillerne. Nogle var rejst bort, og dem kunne vi ikke få fat på. Andre var syge, og det unge par, som det hele drejede sig om, var også væk, og skulle fornyes. Det krævede en helt ny instruktion.

Jeg fik fat i nye kræfter, og vi fik flikket en forestilling sammen igen, men det blev aldrig det samme spil, og aldrig den sammentømrede komedie, som det havde været tidligere. Det var som om, der blev spillet for meget komedie. Det var ikke det umiddelbare naive bondesind, som jeg havde fået frem under den første periode. Nu var det lidt dilettantisk.

Men der kom mange folk, og amtmanden fik vist ikke underskud på det. Han sagde, at han var meget glad for det.

Efter forestillingen gav han champagne og kransekage. Vi drak 10 flasker skum, som han havde liggende til en særlig lejlighed, og denne forestilling syntes han var meget passende. Det blev så afslutningen på Svend Jørgensens store succes "Guldkorset."

Så er der til gengæld mange pudsigheder, man oplever under de mange gentagelser. Nu har man tid til at opfange humoren. De mange gange vi har spillet Svend Jørgensens komedier ude omkring i de mange forskellige forsamlingshuse rundt om på Lolland, er det utrolige forhold, vi er blevet præsenteret for. De er jo slet ikke beregnet til at spille komedie i. De fleste steder er der dog en scene, men et eller to steder måtte vi bygge en scene op, når vi kom, og rive den ned, når vi var færdige med at spille. Ellers kunne der ikke danses, og det var jo det, værten skulle leve af. Men omklædningsforholdene var under al kritik næsten alle steder. Værterne var sure når vi kom om eftermiddagen for at lave scene. Nu var der lige lagt i kakkelovnen, og gulvene var endnu våde. De var lige blevet vaskede, og nu kom vi og lukkede alle døre op for at få vores kluns ind. Det var spild af dyr varme. Der lugtede af sur tobaksrøg og øldunster, for der var ikke luftet ud efter den sidste fest, der havde været der. Nu skulle der bare varmes op i salen, og der skulle sælges øl, så var det godt. Vi kom ca. tyve mennesker, der skulle klædes om. Det var der næsten ingen, der havde spildt en tanke. Små usle rum med meget lidt varme, ingen knager til at hænge tøj på. Vi slog masser af søm i som knager rundt omkring. Der var faktisk intet, et bord og enkelte stole måtte vi stjæle fra skænkestuen. Det var de bekvemmeligheder, der var gode nok til os. Nogle steder var bedre end andre. Enkelte steder kom vi ned i kælderen, hvor der stod vand på gulvet. Grundvandet var slået op. Der var så lagt mursten, og over dem løse brædder, som vi balancerede på. Det var bare om ikke at tabe kæderne på gulvet. Et sted havde de, for at spare hvidtningen på væggene, oliemalet dem. Resultatet var, at når det var koldt udenfor, løb vandet i stride strømme ned ad væggene. Kondensvandet blev på indersiden. Kunstens vej er trang og har mange aspekter! Vi klædte om i vild forvirring, damer og herrer i samme rum. Der kunne opstå mange skøre scener. En aften var en af damerne blevet skidt tilpas, og da hun ikke skulle ind i første akt, lagde hun sig i et hjørne af omklædningsrummet med et tæppe over sig. Lidt efter kom han som spillede grev Rewentlow og klædte sig om i samme hjørne, uden at bemærke, at der lå nogen under det tæppe. Da han var færdig med sin helt igennem store omklædning, sagde vi så, om han ikke havde set fru B., som lå under tæppet. Det havde han ikke lagt mærke til, og da vi spurgte fru B., sagde hun med sin lune stemme: "Jeg vovede det ene øje... Jeg ville ikke forstyrre ham."

En anden gang, da vi spillede i Maribo på det rigtige teater, der nu er brændt, var forfatteren noget nervøs, da han kom. Han gik lidt rundt og kikkede om nu alt var som det skulle være. Han standsede ved ham, der spillede bispen og sagde: "Hvordan er det dog din mave sidder? Den er jo helt forkert." Bispen så lidt desorienteret på ham og sagde: "Jamen det er da den mave, jeg går med hver dag." Forfatteren havde glemt, at vi en gang havde talt om at give bispen en kunstig mave på, men opgivet det igen.

En tidsperiode i ens liv kan synes at være endeløs og ensformig, hvor alt er gråt i gråt. En anden kan være sindsoprivende og voldsom, men af kort varighed. Men den sidste kan forandre tilværelsen fundamentalt. Da bliver meget gammelt revet ned og nyt bygget op og blandet sammen, så det er vanskeligt at skille ad. Dog vil det præge ens egen indstilling og arbejde betydeligt.

Svend Jørgensen blev i en tidsperiode i de år, hvor han skrev sine komedier, forfærdelig rystet i sit familieliv. Han blev skilt fra sin første kone. De havde kendt hinanden fra deres barndom. På det tidspunkt var en skilsmisse en begivenhed, som rystede hele sognet, især når det oven i købet var skolelæreren, der tilmed var kirkesanger. Her var noget at snakke om, når konerne kom sammen, og kaffen løste de letbevægelige sladderelementer. Det var helt utroligt, hvad der kunne ske med sådan en skørlevner, når han oven i købet var forelsket i en ung pige, som havde gået i skole hos ham selv. Ja, så stod da helvedes porte på vid gab for at modtage sådan en lækkerbisken.

Resultatet blev, at Svend Jørgensen skrev en fin lille komedie om Christian Winther's tidlige ungdomsforelskelse i Katrine Ernst fra Roelykkegård. Dengang var hans stedfader, den senere biskop Rasmus Møller, sognepræst i Købelev. Chr. Winther's moder var efter tidens skik blevet gift med den efterfølgende præst i embedet, da hendes forrige mand var død. Det var en praktisk måde at ordne pensionen på i de tider. Svend Jørgensen fortalte i sit nye værk om ungdomsforelskelse på en fin og følsom måde, og brugte mange af Chr. Winther's dejlige ungdomssange, der er romantiske og følelsesfulde, og som vi fik lov til at tolke fra scenen, og som folk kendte og holdt af. Men de havde næsten glemt dem. Nu så og hørte de dem på en hel ny måde, end de havde hørt dem i deres skoletid. Da havde det været udenadslæren. Nu så de poesien i dem, hvor de før kun var tomme ord. Vi, der spillede og sang, havde det på samme måde. Vi elskede at synge de sange og gav os hen i dem. Det var en glæde at opleve romantikken på den måde, for her sang Chr. Winther jo selv om sin lille Katrine, hvordan hun med sin ynde, sin dans og sin spæde fod havde charmeret ham. Hvordan han, når han havde sorg i sinde, var gået ud i mark og lund og ladet de svale vinde gøre sig karsk og sund. Hvordan han som student havde pakket sit rejsegods, og gamle Karo gøede og sprang, da vognen holdt for døren. Hvordan de som studenter sang "Herrer vi ere i åndernes rige" og mange flere af hans skønne viser og sange.

Det var den reaktion, som Svend Jørgensen smed i hovedet på sine sladderelskende sognebørn. De tav beskæmmede, da hele landsdelen hyldede ham enstemmigt for det fine og følsomme resultat, han var nået til. Aviserne var begejstrede. Det var jo ikke det store drama med intriger og opklaring, men en fin lille ungdomsforelskelse fra den tidligste pubertet.

Vestlollands Avis skrev: "Vi kom der over for at se en komedie, men så så vi i stedet poesiens blå sommerfugl slå sine vinger ud og svæve ned over os og fylde os med fryd og glæde." "Det var som om romantikken fik en renæssance," skrev en anden avis.

De tre akter foregik dels i Købelev præstegård, dels på regensen og til slut i præstegårdshaven.

Det er en tidsperiode, som nutiden forlængst har manet ned i den dybeste sorte muld. Kun ved tilfældighedernes sammenspil kom den til, som en Fugl Fønix, at opstå af sin egen aske.

Det mørkner allerede, klokken er ikke engang halv fire. Det er surt og fugtigt og har lige regnet. Jeg skal have fræset et stykke af haven, men alle bladene er ikke faldet af træerne endnu. Jeg har god tid, hvis ikke frosten snyder mig og kommer for tidligt, og hvis bare helbredet holder. Det har været miserabelt i den sidste tid.

Fortæl om en dag. Ja hvorfor ikke? Det er helt rigtigt, når jeg går her alene. Der er ingen børn eller børnebørn, der leger ude på græsplænen mere, og ingen venter mig. Herinde, hvor kun uret sidder på hylden og snakker indadvendt med sig selv, en enkelt vinterflue summer under loftet for at vise, hvor tomt her er, og for at markere stilheden.

Tankerne går og kommer, cirkler på kryds og tværs, går i ringe og op i en spids, krydser frem og tilbage til den kvinde, der engang var disse stuers absolutte herskerinde. Hun var uløseligt knyttet til dette hus og denne have. Jeg savner hende i hver eneste time på dagen. Børnene slog fra små af rod herinde i det gamle hus, og de vil sikkert aldrig glemme deres barndoms hverdage, som tit stod i forjættelsens tegn, når de fik at vide, de skulle på cykeltur med mor og far, eller med Rødbytoget ud til en af de små stationer ved Østersøen og så gå langs med diget til Rødbyhavn og køre med toget hjem til Søllested. Vi skulle besøge moster Else og Valde på vejen ud til digerne. De havde dengang et mindre landbrug i Hyldtofte nær ved digerne. Der fik vi kaffe med hjemmebagte kager til, for så havde vi noget at stå imod med på turen langs stranden, engene og digerne. Solen skinnede, stranden og frodigheden duftede at muld og græs.

Vi gik på opdagelse og fandt mågereder med æg i, nogle med lige udklækkede unger. Der var et myldrende liv overalt i denne tidlige sommerdag, og det var i øvrigt Pinsedag.

Hen på dagen fandt vi en gryde, hvor der var læ. Der pakkede vi den medbragte mad ud, og hvor den smagte! Mor delte ud til de forsultne unger, men madro blev det ikke til, for vi opdagede, at der sad en mærkelig fugl på en hegnspæl. Den var spændende. Vi iagttog den lidt og så, hvor den fløj hen. Da vi så efter, fandt vi dens rede med unger, æg og forrådskammer, som var godt forsynet med små døde museunger, store insekter m.m.

Da vi kom hjem, slog vi den op i fuglebogen og konstaterede, at det var en kærugle.

Da madkurven var fortæret, blev vi ligesom lidt tunge i det. Solen var nu i vest, og vi havde den i øjnene, da vi traskede det sidste stykke vej ind mod Rødbyhavn. Trætte men glade entrede vi toget, propfulde af solskin og mad, og der faldt ro over familien, inden vi dampede ind på stationen i Søllested.

Det var et tankespring fra min ungdoms elskede, som nu ligger lammet og hjælpeløs på plejehjemmet, til moster Else og vore sommerture, fra Østersøen til min tavse stue på Møllegården.

Det, som jeg skal skrive om, er Marie Grubbe, eller rettere den komedie, som Svend Jørgensen skrev i 1934 om hende og hendes slægt. Hendes Farfar var den store Laurits Grubbe på Gammelgård og farmoderen var Anne Sparre. Deres billeder hænger på Gammelgård den dag i dag.

Historien fortæller om en hård og egoistisk nådigherre, som rev al den jord, han kunne, fra sine bønder, og udvidede Gammelgård til et gods. Han var sig selv nok. Han byggede gården om, og lagde den midt i en sump, for som i en fæstning at have ydre forsvarsværker. Han stolede kun på sig selv. Han lod bønderne hænge, hvis de forbrød sig eller stjal vildt i skoven. De hadede og frygtede ham, men i det skjulte forbandede de ham og spåede, at han og hans slægt til sidst skulle udslettes af jorden.

Slægten Grubbe er nu uddød.

I komedien ser vi Marie Grubbe i fem afsnit af hendes liv. I 1.akt er hun som ung frue på besøg på Gammelgård, hvor hun træffer sin gamle amme og barnepige, men også sin ungdomsven Søren Møller. På dette tidspunkt er hun gift med den gamle og fordrukne Palle Dyre, som hendes far har tvunget hende til at gifte sig med. Hun var løbet fra Ulrik Frederik Gyldenløve, da hun ikke længere kunne finde sig i hans udskejelser. Efter et opgør med Palle Dyre løber hun nu bort med Søren Møller.

I 4.akt er vi i våbenhuset i Ryde kirke en uvejrsnat. I mellemtiden har Marie Grubbe og Søren Møller turet rundt i hertugdømmerne, men jo mere de rejste, jo fattigere blev de. Nu har de besluttet at vende tilbage til kongeriget igen. De har tusket sig over med færgen ved Dragsminde, og er nu på vej til Sjælland, da de en nat når Ryde kirke. De søger ly i våbenhuset for regn og blæst. Søren Møller er desperat af sult og kulde og vil tvinge Marie til at gå til Gammelgård og der kræve sin arvepart. Hun nægter, og de skændes. Søren går, og hun bliver alene tilbage. Hun bliver bange for, at Søren skal komme galt afsted, og går efter ham. Imedens hun er borte kommer Søren tilbage og stjæler alterkalk og disk. Marie vender tilbage og overtaler Søren til at sætte klenodierne tilbage på alteret. Præsten kommer og jager dem ud af våbenhuset. Han genkender Marie Grubbe og udbryder: "Sic transit gloria mundi!" Sådan forgår alverdens herlighed.

I 5.akt er vi i færgehuset ved Grønsund. Marie og Søren er faldet til ro. De er blevet ældre, men da færgehuset også er en kro, bliver Søren lidt fordrukken, og i en rus slår han en mand ned, og manden dør. Søren bliver fængslet og sat på Bremerholm, hvor også han dør. Marie Grubbe sidder ene tilbage. Vi ved at hun endte som lugekone på Corselitze.

Vi spillede stykket 15 gange, alle med stor succes. Tre gange i Søllested, en gang i Sakskøbing, en i Horslunde. Der var faste teaterscener. Det var en svir for os at være der, hvor omklædningsforholdene var gode, og der var sørget for varme. De ti andre gange var i forsamlingshusene, hvor vi måtte tage forholdene, som de forefandtes, og de var ikke blevet bedre med årene. Vi var heller ikke kræsne, for vi vidste hvad vi gik ind til. Vore kulisser havde vi indrettet, så de kunne "lægges ind," så det skabte ingen problemer. Værre var det i Sakskøbing, hvor de var ved at være for små, da scenen der er noget større, men vi lærte også at klare det.

Det, der bærer dette stykke, og som betinger succes'en, er at have en god Marie Grubbe, som kan illudere glæde, sorg, fornedrelse og resignation, men også stolthed i sin fornedrelse og medfødt charme. Man bør også have en Søren Møller med mandighed og charme. Alligevel er han en svag karakter, der altid vil bøje sig for Marie Grubbes særlige adelsstolthed.

Præsten er også værd at lægge mærke til. Palle Dyre er en noget forædt og fordrukken pralhals, men en snu handelsmand. Gyldenløve er en paradefigur, som skal tage sig ud, da det er ham, der har et afgørende ord til sidst.

Det er ungdom og galskab, som skal være staffage om sangene og de store optrin.

Lollandsposten skrev:

De tanker, som fik Svend Jørgensen til at skrive "Kildefesten," gik nok ud på et forsøg på at bekæmpe overtroen. Troen på kloge mænd og koner, på hellige kilder med undergørende vand, som laver mirakler, når det drikkes Sct.Hansaften kl. 12. Den tro, som vi til hverdags er alt for moderne til at ville vedkende os. Den ligger dog hos os mennesker dybt begravet i underbevidstheden og er på lur hos os alle. Gang på gang smutter den op i lyset og overrasker os. Det er almindeligt at høre, at nu har den eller den været hos den kloge mand og der blevet hjulpet af med sin sygdom, som lægerne forgæves har søgt at kurere ham for i lange tider. En anden har fået naturmedicin fra den kloge kone i Sverige.

Vi har vel alle en rem af huden på en eller anden måde. Jeg kan heller ikke sige mig fri for visse tanker. De kom til mig, da jeg overtog det gamle hus i 1924 fra gamle Lars Poulsen, der var død samme år.

Mange af hans tanker er jeg ramlet ind i, især når jeg gik og arbejdede nede i haven. Jeg kunne ligefrem føle ham, når jeg lavede forskellige ting om, især når det skumrede i sommeraftenerne. Så kom han til mig, stille og roligt, og sagde: "Hvorfor gør du nu det? De træer var da meget gode." "Nej de skal væk, for der skal jeg have græs," sagde jeg, "og det gamle lysthus der må også væk." "Der legede børnebørnene godt, når de var her, men kirsebærtræerne har du vel ikke tænkt dig at gøre noget ved. De er gode i forsommeren." "Der er så mange brændenælder under dem. De skal væk. Jeg må bruge din gamle le." "Ja, det vil ikke skade," nikkede han. Sådan omtrent gik tankerne fra ham til mig og omvendt.

Det var tanker, der lå i luften i den gamle tilgroede have. Inde i stuerne traf jeg ham aldrig. Men på loftet og i udhuset kunne jeg ofte træffe ham eller rettere hans tanker, som var i luften omkring et arbejde, som skulle gøres. Tankerne eller sjælen lever i det arbejde, som ikke blev gjort færdig af ham, men som jeg nu lavede om på.

"Kildefesten" skulle være et tidsbillede fra dengang enkedronningen regerede på Nykøbing slot omkring år 1700. Det handler om, hvordan tro og overtro, dengang som nu, får mennesker til at handle. Det skildrer, hvor lagdelt hele de daværende samfund var. Vi møder taterne, de hjemløse og intetejende, som kan sammenlignes med vor tids narkomaner. De kan leve og dø ligesom de vil, ingen tager sig af dem.

Bønderne var fastboende og ejede jorden omkring deres boliger, men de måtte hoveritrælle for adelen, der ejede de store herregårde med de mægtige hovmarker. De skulle passes, før bonden kunne få sin egen jord passet. De var fattige, og som følge deraf blev de næsten retsløse. Bønderne siger det samme i dag.

Adelen havde magten og brugte den til egen fordel. Det var dem, der regerede land og rige og havde de store indkomster. De var vel ikke stort anderledes, end magthavere altid har været, men det skaber altid spænding til den øvrige befolkning - og især til bønderne - som de havde mest med at gøre.

Så var der den bløde mellemvare - borgeren - han var til dels ude af den direkte trældom og var begyndt at blive selvstændig. For den som kunne et håndværk eller som kunne handle, var livet i byerne ikke så ringe. De dirigerede livet i byen, og både bonde og adel kom for at handle der og søge hjælp, når det var håndværk, det gjaldt. Men adelen lavede loven, hvorefter alle havde sig at rette.

I vort nuværende samfund er vi alle blevet til den bløde mellemvare, og lovgivningsmagten er den, som bestemmer, hvorefter vi alle haver at rette os.

"Kildefesten" handler om loven, jagtloven, som taterne brød for at skaffe sig mad. De blev fanget af det daværende narkopoliti. Efter lovens bogstav skulle de dø.

"Kildefesten" blev første gang spillet på friluftsteateret i Hylddalen ved en sommerfest. Den blev gentaget samme sted torsdagen efter, om fredagen i Søllested og om søndagen i Rewentlowparken. Alle steder var der godt besøg.

Det er sidst i november. I går var der lige en måned til juleaften. Det har regnet hver dag i november og oktober, og alt står i opløsningens tegn. Alt driver af væde. Jeg var hos Karla i går aftes. Hun var sløj, hendes mave vil ikke fungere som den skal. Hun har ikke fået anden føde end rå revne æbler i 3 dage. Det skal være for at regulere maven, siger de kloge.

Jeg gik derud i silende regn. Det samme på hjemturen, min frakke var dobbelt så tung, da jeg hængte den op, som den er normalt. I dag skinner solen. Den står lavt og laver dejlige lyspletter på væggen helt i baggrunden; lyser på lysestagen, der glimter som det pure guld helt inde i krogen ved fjernsynet, der lovede os koldere vejr i aftes.

Julen, som engang fik disse stuer til at stråle i forventningens og glædens tegn, hvor børn og voksne gik med hemmelighedsfulde ønsker og forhåbninger, hvor nisserne puslede på loftet, og julehistorier blev fortalt i mørkningen, og det duftede, åh så dejligt i køkkenet ude hos mor. Nu er her stille, ingen børn spørger om hvornår vi skal hente juletræet, ingen forventning. Alt er fortid, og om den er det at jeg skal skrive.

Hvad var det dog vi spillede for 50 år siden? Hvad var det, som optog os dengang? Det var nok de vaudeviller. Jo, det var "På Kastelsvolden" med sine små søde sange, sine krinolinekjoler og stive fadermordere. Det var et svir at klæde sig ud i de gamle dragter.

Det var "Nej." Den stive klokker Ling, det smukke unge par, der sang "Erindrer du, det var i kongens have." Ja, der var ungdom og sangglæde over de skrå brædder dengang. Vi glædede os selv og alle tilhørerne med de gamle sange.

Så blev det til "En søndag på Amager," hvor pigerne gik og sang i måneskin, hvor Lisbeth og Jokum måtte igennem svære trængsler, før de fik hinanden. Hvor hans far, lodsen, sang "Om søen, når den skummer vredt, og undergang er ventet." Farver, fest og glæde.

"Soldaterløjer" var med et lille islæt af krigene om Sønderjylland, men mest hygge og indkvarteringssjov. og "Feriegæster," hvor den pedantiske professor bliver belært om, at teori ikke er det samme som ungdom og kærlighed på landet.

"Slægtningene" er om forliset ved Fanø, hvor en lille pige bliver reddet. Alle andre drukner. Hun lever hos de fattige fiskerfolk som deres egen, til hun bliver voksen. Så bliver hun forelsket i en ung fisker, Jens. Samtidig bliver hun opdaget af nogle rige englændere, der er på besøg. Det er hendes slægtninge, og hun er arving til en formue. Skal hun nu svigte sin unge kærlighed og rejse hjem til et liv i luksus, eller skal hun blive på Fanø som en fattig fiskerkone? De unge beslutter at gå i døden sammen og sige "farvel til verden." De bliver dog reddede i sidste øjeblik, og sådan ender den komedie med en sang til øen, "Fanø, hvor er du dog skøn."

En lille ting af H.C.Andersen er "En nat i Roskilde." Små dialektstykker af Kaj Munk dukker op som underholdning ved juletræer og lignende. Revuer blev også brugt, det var jo tidens underholdning dengang.

Så er vi ovre i folkekomedien. Nu er det Chr.Gerlev, der må holde for. "Under værgerådet" handler om en værgerådsdrengs vanskelige livsvilkår, hvor let det er at kaste mistanke hen på den, som ikke er anerkendt indenfor et lille samfund. Det er, som når eskimohundene slås. Den der taber kaster alle de andre sig over.

Nu må Svend Rindom holde for. "Tyrannens fald" spillede vi i de kolde krigsvintre, hvor vi alle vidste, hvad det var at have en kold kakkelovn. Midt under opførelserne blev en ung mand, hvis mor spillede med, kørt ihjel, og vi var i tvivl om, vi kunne gennemføre de forestillinger, vi havde solgt. Vi fik en lille udsættelse på 14 dage, og så fik vi afviklet det. Når man en gang har sagt ja til den slags, så må man gennemføre det, sagde vedkommende. Et andet stykke af Rindom var lystspillet "Jakob."

Nu lavede vi nye dekorationer til hvert nyt stykke. Vi fandt ud af, bare at lave bagtæpper. Foregik det tre forskellige steder, lavede vi tre tæpper, som vi hang op bag ved hinanden. Så kunne vi nemt skifte. Det var bare at rulle det tæppe ned, der skulle bruges. Sidekulisserne havde vi lavet af hessian med en neutral farve, svagt lilla, som kunne stå til næsten alt. Tilskuerne fik illusionen af hvor det var, bare ved at se på bagtæppet, og vi sparede en masse arbejde ved sceneskifter. Det var let at få møbler og andet som skulle væk, ud gennem de løse sidestykker, som også kunne bruges gang på gang. De hang der permanent under hele forestillingen. De blev rullet op på en stok, og i enderne var der snore, så når vi kom til et nyt sted, havde vi skruekroge med, som blev skruet op i loftet, og snorene blev bundet i. Så hang de, som de skulle.

Bagtæpperne var der meget arbejde med. De blev malet på papir, der hed jernkadus. Det var ret bredt, men måtte limes sammen for at få den rigtige bredde til baggrunden. Når de var limet sammen, skulle de jo tørres, før vi kunne begynde at male på dem. Vi måtte bruge hele salen, når vi lavede dem. Det havde sine vanskeligheder, for der kunne ikke være noget andet, så længe de lå der, og det tog jo sin tid at male så store flader. Først måtte vi tegne motivet op, og så male med de store pensler. Ejgil Rasmussen blev meget dygtig til at lave de tæpper. Han skabte mange pragtfulde tæpper, både indendørs og udendørs.

Et, som blev særlig prægtigt, var Vesterborg sø i måneskin. Han fik søen til at glitre i månestrålerne ved at lave småhuller i søen. Bag ved kørte han en tromle, der var lavet af pap med aflange huller i, og inden i var en elpære med lys i. Tromlen lignede de tromler, man bruger til andespil. Når det blev mørkt ved seminaristernes afskedsfest i "Guldkorset," trak vi ud til siderne, så månens stråler kunne spille på søens glar. Tromlen gik i gang trukket af et håndsving. Det var aldrig set før.

Der var aldrig højere i forsamlingshusene, end vi kunne nå loftet, og snorene var så lange, at vi altid kunne få dem til at passe, og på de faste teatre i byerne var der jo snoretræk, så der var det ingen sag, når bare man var lidt praktisk og fingernem.

På friluftsteateret, når scenen skulle være indendørs, brugte vi sætstykker, der markerede interiøret, f.eks. i "Niels Ebbesen" af Kaj Munk. Grev Gert's soveværelse var en himmelseng, et lille bord med hvid dug og et krucifiks. Vi slukkede projektørerne, mens vi skiftede, og det gik hurtigt, når alt stod parat. Lysvirkningerne var de vigtigste, når vi f.eks. ville illudere morgensol. "Sent på aftenen" stod der, at det skulle være i sidste akt. Det havde vi mange spekulationer med, men vi fandt ud af, at lade en rød projektør gradvis lyse scenen op til at begynde med, og lidt henne i akten gå over til fuld belysning. Da vi spillede "Guderne ler" af Cronin, foregår der en eksplosion i laboratoriet ved siden af scenen. Det lavede vi ved at lade en mand affyre et jagtgevær med en løs patron ind i en zinckspand, og samtidig rage nogle glas og flasker fra et bord ned på gulvet. Det gav en god virkning, og chokket forplantede sig fra scenen ned over publikum.

Jeg fik i de år, jeg arbejdede med teateret, lært det at kende i dets mange forskellige afskygninger. Fra det rene dilettanteri, som jeg faktisk begyndte med, gik vi til de små sangspil. Derfra blev det Hostrup og hans produktion, som måtte holde for. Så tog vi Morten Korch op til behandling, for han var så populær en overgang. Jeg blev nu ked af ham og gik over til farcen. Vi spillede alle Arnold og Bachs farcer i nogle år. Så var de slidt op, og jeg var på jagt efter noget andet. Så kom Svend Jørgensen med sine hjemstavnskomedier, og der gik nogle år med dem. Ind imellem havde vi oplæsningsaftener, hvor vi har læst og spillet Karl Schlüters "Nu er det morgen," H.C.Branners "Søskende," Jeppe Åkjærs "Fortællende digte" og flere andre. Vi var tre en overgang, som beskæftigede os med det, Povl Staun, William Rasmussen og jeg.

Det var interessant, når vi kom ud til en skoleklasse med store børn fra 13 - 16 år, at få dem til at lytte og sidde ganske stille under sådan en oplæsning. Nu skal dertil siges, at de kom der frivilligt. De var ikke tvangsindlagt. De var lydhøre, og vi fik dem også til at diskutere oplæsningen bagefter. Oplæsningsaftenerne var både på højskolen og i private forsamlinger.

En af de største forestillinger, vi havde i Søllested, var "Barken Margrethe af Danmark." Hele byen var med i den, og vi havde ofret meget på udstyr. Skibet og torpederingen var meget vellykket. Stemningen var god, måske fordi det var ikke så længe efter første verdenskrig.

Når der er valgt et skuespil, og instruktøren får det, går han eller hun i enrum og læder det grundigt igennem. Der er ikke et komma og ikke en tankestreg, han overser. Mange gange går han det igennem for måske at finde forfatterens skjulte tanke eller den underfundige betydning af replikkerne. Teksten er for instruktøren to ting. For det første er den et i sig selv hvilende kunstværk, som han skal trænge ind i og forstå til bunds for at kunne give det en udtømmende og rigtig udførelse. For det andet er det inspirationskilden til et nyt kunstværk, selve forestillingen. Det er jo nemlig meget lidt, der står i et manuskript. Sammenligner man det med et orkesterpartitur angives her stigninger og fald, langsommere og hurtigere tempo. I den dramatiske tekst står der kun nogle ord, som siges af en person ad gangen. Hvad de andre personer foretager sig i mellemtiden fortæller forfatteren sjældent noget om. Det er ikke engang altid den interessanteste af de på scenen værende personer, der fører ordet. Publikums interesse skal muligvis følge de reaktioner, som en lang replik fremkalder hos den, den siges til, langt snarere end følge selve replikken. Dens indhold er muligvis på forhånd kendt af publikum. Alt det andet må altså tildigtes - og i første omgang af instruktøren.

Han må kunne læse mellem skuespillernes replikker, som man kalder dem, og ikke et ord, ikke en tankestreg eller et komma må gå hans opmærksomhed forbi. Man prøver at finde ud af, hvad forfatteren har ment med sit stykke og med hver detalje af det. Men i virkeligheden er det ikke det, han gør. Det er vistnok umuligt for to mennesker at få samme indtryk af den samme ting, men han må danne sig en modsigelsesfri opfattelse, en opfattelse, der fuldt ud begrundes af den tekst, der ligger foran ham - og som ikke kan gendrives fra teksten hverken før eller siden.

Han må hjemme ved sit bord sikre sig, at han trygt og tillidsfuldt kan besvare ethvert spørgsmål angående teksten, som skuespilleren kunne tænkes at stille ham under prøverne. Det tager tid at læse på denne måde, men det er nødvendigt. Og når han så er færdig med at læse, må han vælge.

Læser han tilstrækkelig grundigt, vil der nemlig overalt i teksten være opstået forskellige fortolkningsmuligheder. En kort afbrudt sætning kan han forestille sig afsluttet på forskellig måde. (Replikken: "Vil du have ..." må jo siges væsentlig forskellig, når det gælder et stykke chokolade, end når det drejer sig om et par flade øretæver.)

Alle de øvrige kunstnere, som medvirker til en teaterforestillings helhed, har andre steder, hvor de renere og klarere kan træde i forbindelse med deres publikum. Maleren ved sine udstillinger, musikeren i koncertsalen, digteren ved sin trykte bog. Men skuespilleren må have en scene for at kunne spille komedie. Film og fjernsyn har påført teateret en vældig konkurrence, men teateret lever dog trods alt. Den levende kunst er dog andet end hermetik og dåselatter, om end det også har sin berettigelse.

For den enkelte skuespiller som kunstner er det vigtigt, at de roller han får, svarer til hans kunstneriske evne, og jo bedre hans type er, des mere får han ud af rollen. Derfor må instruktøren kende sine skuespillere.

Når instruktøren kender hver replik og kan forklare dens betydning i helheden, kan han begynde at tænke på scenegangen i virkeligheden. I tankerne har han dog placeret hver enkelt scene, og sat hver skuespiller på plads. Nu tegner han scenen og placerer personerne på den.

Vi ved alle, at skuespillerne bevæger sig på en scene. Det går efter et bestemt mønster, som instruktøren har fastlagt. De går, sætter sig, rejser sig, går ud og ind på bestemte replikker og på bestemte steder. Det er noget, som er planlagt og som skal passe til de forskellige replikker. Hvor der er mange mennesker på scenen på en gang, må man være klar over, at den enkelte ikke kan bevæge sig efter eget forgodtbefindende, så ville der opstå kaos. Alle må vide, hvor de skal være. De har deres bestemte pladser, hvor de skal være for ikke at genere hinanden eller stå eller gå i vejen for hovedpersonerne. Foruden den rent praktiske betydning har det også en selvstændig kunstnerisk værdi. Eller rettere har den to forskellige slags værdier. Den ene vender mod skuespilleren, idet et godt arrangement hjælper den enkelte skuespiller til at give udtryk for de tanker og følelser, som ligger i hans rolle, og for den særlige karakter, han skal forestille. Den anden står i forbindelse med forestillingens helhed, dekorationen, scenerummets og skuespillernes indbyrdes forhold. Den fører frem, gennem i sig selv betydningsfulde og virkningsfulde bevægelser, til placeringer og grupperinger af selvstændig plastik og billedmæssig effekt.

Det fører os frem til instruktørens samarbejde med teatermaleren. Grundtrækkene i dekorationens opbygning og møbler og andre tings placering, døre og vinduer.

Maleren og instruktøren laver en mere eller mindre fuldstændig skitse, en grundplan eller et rids, som teatermaleren derefter bearbejder og diskuterer med instruktøren, hvorefter de bygger en fuldstændig scenemodel, som opstilles som et lille dukketeater. Arrangementets forhold til scenerummet har dels at gøre med dets størrelse, et stort scenerum kræver større bevægelser end et mindre, dels med den kendsgerning at visse placeringer virker stærkere betonet end andre, d.v.s. de giver en kraftigere understregning af replikker, der siges, og handlinger, der udføres dér end andre steder på scenen.

Står en skuespiller midt foran sufflørkassen med ansigtet vendt mod publikum, får hans ord og handlinger en særlig direkte og kraftig virkning. Vender han sig om og står på samme sted med ryggen til, kommer han snarest til at fungere som en fremskudt forpost for publikum, en slags overtilskuer. En lignende, men mere kommenterende funktion føles ved placeringen ved prosceniumkanten, altså yderst til højre eller venstre, og profilen vendt ind mod scenens midte. Står skuespilleren omvendt, så ansigtet vender ud mod scenens kant, virker han isoleret og ensom, eller som om han var sat i skammekrogen. Sådan har hvert sted på den tomme scene sin bestemte virkning, som kan understreges, forfladiges eller forandres af dekorationen. Opbygninger, platforme og trapper er særlig velegnede til at aktivisere scenerummet.

Før vi forlader spørgsmålet om arrangementet, skal jeg lige nævne en slags placering, som mange sikkert har følt, men næppe klargjort sig virkningen af. I en alvorlig og uhyggelig scene har skurken siddet på en stol; derefter har han forladt scenen, men ingen har sat sig i den stol før nogen tid efter, hvor den unge intetanende heltinde, just som den af skurken planlagte og iværksatte ulykke truer med at bryde sammen over hende, kommer ind og sætter sig i den samme famøse stol. Det er som en sky har hvilet over stedet siden sidst, og placeringen forstærker vort indtryk af den fare, den unge pige befinder sig i. Lykkes det hende at komme op af stolen uden at være brudt sammen i fortvivlelse, er fortryllelsen brudt, og stolen vender tilbage til sin normale tilværelse.

I et engelsk skuespil "En inspektør ringer på," så jeg en gang en meget stor virkning med en gyngestol. Inspektøren rejser sig fra gyngestolen og går. Tæppet går ned, næste akt begynder med samme scene. Gyngestolen gynger endnu. Anklagerne mod de tilstedeværende lever stadig, og de stirrer på stolen, som så de et genfærd.

Også belysningen anvendes i det moderne teater i vid målestok til at fremhæve forskellen mellem scenens lokaliteter. Man ser kun sjældent det flade neutrale lys, som vi bedst kender fra dilettantforestillinger. De tekniske hjælpemidler gør det muligt at inddele scenen i forskellige lysrum, sommetider med bratte overgange, somme tider med bløde og glidende overgange, men sådan, at hvert lysrum har sin lysstyrke og farve. Man maler med lyset, men det kræver en særlig specialist, og instruktøren har sjældent andet end det tekniske personale til sin rådighed, og selv om teatermaleren også er tilstede ved belysningsprøverne, hvor man kun vil arbejde med belysningerne og dekorationerne uden skuespillerne, hjælper det ikke stort, da han sjældent ved mere om belysning end instruktøren.

Lige som forestillingens synsbillede således overalt er gennemarbejdet af instruktøren, er også hørebilledet, lydkulisser, folkemumlen, geværskud, det som i teatersproget kaldes "kontentum," og den eventuelle underlagte musik et resultat af instruktørens overvejelser.

Det samme er tilfældet med mellemaktsmusik. Kostumevalget foretages af instruktøren i samarbejde med den, der har forstand på det felt. Skuespillerens maskering og valg af paryk, skæg o.s.v. drøftes med instruktøren, som skal godkende det ved generalprøven.

Jeg nåede det meste af det arbejde, jeg havde sat mig for i haven, men da jeg kom til kartoffelstykket med fræseren, sprængte min drivrem, og den gik i stå, så nu må jeg have den på værksted, før jeg kan fortsætte. Men sneen er kommet og har sat en stopper for jordarbejde foreløbig. Solen lyser med lange skygger, mens løse lette snefnug danser i sollyset udenfor vinduet og spår om mere af samme slags. Det får jeg hurtigt nok af. Jeg måtte ud at rense fortovet de sidste tre dage, men min arm gør vrøvl, når jeg byder den på den slags arbejde. Skønt er det dog. Have og hus er det dejligste julekort, jeg kan opdrive, og jeg nyder at gå og hygge mig i mine egne omgivelser. Julestemning bliver det trods alt! Alle æblerne er kommet i hus, julegrisen er bestilt til næste uge, Hother har hentet grønkål til langkål, og Martha har bedt om røde bær til julepynt på Guldvigs grav. Allerede for en måned siden, da Søs og Søren var her med børnene Katja og Frank, var de på loftet for at se, om julenisserne var ved at komme, men dengang var de ikke begyndt at pusle deroppe under stråtaget endnu. Katja mente dog, at hun kunne se fodspor af dem i støvet helt omme i mørket bag loftsværelset. Nu venter vi, at de snart vil komme oppe i klokketårnet, så vi kan se deres røde huer i mørkningen, når de stikker deres hoveder ud af lydhullerne. På loftet kommer de næppe i år, når der ingen børn er her til at byde dem velkommen.

Jeg er jo selv snart så gammel, at jeg kan komme ind under kategorien forfædre, og det er vel det, at nissen oprindelig var, de gode forfædre, der var hedengangne, og som prøvede at hjælpe de nulevende, hvis de var blevet traditionerne tro i landbohjemmene. For det var jo derfra, de oprindelig opstod. Senere har byerne taget dem til sig som så meget andet. Det var landboerne, som flyttede ind til byen, der tog nissen med, fordi han var et godt minde at have med fra deres barndom. Da H. C. Andersen skrev om "Nissen hos spækhøkeren," tog byerne ham til sig som deres ejendom, og stormagasiner og supermarkeder lader ham i dag optræde som deres specielle reklame. Nu skal han være stor, jo større jo bedre. Oprindelig var han en lille gnom. Nu kommer han til at lide af elefantiasis.

Så fredeligt kan det tage sin begyndelse. I virkeligheden skal jeg skrive om dengang vi spillede "Niels Ebbesen" af Kaj Munk på friluftsteateret i Hylddalen. Maribo handelsstandsforening, eller rettere udvalget for byfesten, en sammenslutning af de fleste foreninger, der var i byen, havde besluttet at lave en byfest, som skulle slå alle andre fester, der havde været i byen. Der skulle være sportsstævne om eftermiddagen, stort gøglermarked på Bagtorvet og om aftenen friluftsteater i Hylddalen og m.m.. I foråret blev jeg opfordret til at lave en teateraften, og jeg valgte Kaj Munk's "Niels Ebbesen" og begyndte at samle kræfter, der kunne spille det. Det var ikke min agt selv at spille med, da jeg vidste, hvad det ville kræve af instruktøren. Jeg havde de fleste skuespillere her fra Søllested, men jeg manglede en Fader Lorenz. Jeg søgte med lys og lygte efter ham, og jeg fandt en vaskerimand i Maribo, som var den type, jeg kunne tænke mig, stor og kraftig og med en god mave. Det var sådan, jeg havde tænkt mig ham. Han havde også lyst, og han prøvede nogle gange, men det gik ikke. Jeg forlangte vel for meget af en nybegynder, så han sprang fra, og der stod jeg. Der var ikke andet at gøre end at forsøge selv sammen med alt det andet, jeg havde påtaget mig.

Jeg fik talt med Holeby folkedanserne, og de lovede at være med til de sidste prøver, hvor de skulle danne folkemængde. De var 15 - 20 stykker, når de kom alle i hob.

Gartner Andersen, som var en af mine gamle skuespillere fra Søllested, var flyttet til Maribo, og han lovede mig at være en slags regissør der i byen, så vi ikke skulle slæbe alt for meget frem og tilbage mellem Søllested og Maribo.

Han hjalp til med sætstykker. Der skulle jo skiftes flere gange, to af scenerne var indendørs. Vi markerede scenerne med et par sætstykker, udflyttergården med et bord og et par stole, Grev Gert's sovekammer med en himmelseng, et lille bord med en dug, et lys og et krucifiks. Vi satte et kraftigt projektørlys kun på disse rekvisitter, resten af den store scene lå i mørke. Det var aldrig prøvet før, så det var helt nyt dengang.

Grisen, som fader Lorenz kommer ridende ind på, lavede han også med små hjul, så den kunne trækkes over scenen med snoretræk fra sidekulisserne. Grisehylet fik vi også til at virke tilforladeligt.

Alle prøver blev til at begynde med afholdt i Søllested, hvor vi selv tømrede spillet sammen. To prøver med alle folkedanserne afholdt vi på det daværende teater på Olsens hotel, og for at låne teateret måtte vi give kaffe til alle de optrædende. Det var driftsudgifter, som udvalget bebrejdede mig bagefter. Jeg mente, at det var det mindste, vi kunne byde dem for at rejse fra Holeby og Søllested og prøve en hel aften. Der var jo ingen af dem, der fik andet for det.

Nu, så mange år efter, fatter jeg ikke, at jeg kunne overkomme de aftener. Her hjemmefra i huj og hast efter en lang forretningsdag, sørge for at få alting med, hen til scenen, se om alt er i orden der, sminke 15 -20 mennesker, selv klæde sig om, sminkes og så spille en temmelig stor rolle. Dernæst se efter om alt er klappet og klart til næste gang. Så køre hjem, lykkelig fordi det var gået godt, men med en underlig håbløs træthed i alle lemmer. Det var den pris, man måtte betale og erlægge på kunstens alter, når man engagerer sig ethundrede procent. Hjemme måtte jeg ikke vise, at jeg var træt, for så hed det: "Du kan bare lade være med alt det komedieværk!"

Det var godt, at jeg havde nogle dygtige aktører. Jeg må igen nævne William Rasmussen, som spillede Grev Gert, og som gjorde ham lys levende, især i drabsscenen. Verner Pejtersen var Niels Ebbesen, trohjertet og ligetil uden de store falbelader, men streng og stædig, når han havde taget sin beslutning. Fru Gjertrud gjorde Sonja Madsen til den myndige og skarptseende husfrue.

De to sidstnævnte er desværre ikke mere iblandt os. Ligeledes er mange andre borte, som hjalp mig med at gøre skuespillet til den oplevelse, som det blev efter avisreferaterne. Vi blev begunstiget af det mest ideelle sommervejr, stille og lune aftener, hvor Hylddalen er den prægtigste plads til et sådant fortællende skuespil. Publikum kom også fra Nakskov, Sakskøbing og hele omegnen, og det fyldte hele tilskuerrummet. Der var op til et par tusinde tilskuere den første aften med Kaj Munk's enke på første plads.

Det var det sidste af de store skuespil, jeg var med til. Nu er den periode afsluttet, og der må en fornyelse til. Amatørscenerne i byerne er nok dem, der vil sætte deres præg på den kommende tid, når blot de ikke eksperimenterer alt for meget og spreder sig for vidt.

I ti-året fra jeg var 70 år til min 80-års fødselsdag har jeg sat et nyt spil op hvert år i Stokkemarke Gymnastikforening, men nu trænger de også til en fornyelse derude. Men nære mig kan jeg stadig ikke. Jeg har hjulpet Anne og Terkel i Maribo, da de i fjor startede en amatørscene der. Vi spillede en lille ting af Gustav Vied, "Ministeræderen," og i lørdags sminkede jeg til "Folk og røvere i Kardemomme by."

"Sic transit gloria mundi!" Sådan forgår al verdens herlighed.