SLOTØ
Fortalt af JENS JACOBSEN
Februar - marts 1984
En sommersøndag i trediverne var vi på skov- og vandtur til Slotø. I sangforeningen havde vi snakket om, hvor mange af os der nogensinde havde set Slotø. Vi blev enige om at tage med postbåden derud. Der var ophold på Slotø, mens båden sejlede med post til Enehøje og Albuen.
Der var kun en, der havde været der før, og det var Svend Jørgensen, vor dirrigent. Han var historisk interesseret og kunne fortælle om Slotø. Han fik sendt bud til de mennesker, der boede på gården på øen, om de ville lave kaffe til os 10 - 12 stykker, som kom og besøgte dem. Det ville de godt, hvis vi selv tog kage med fra Nakskov.
Søndag formiddag tog vi med toget til Nakskov, gik ned til havnen, hvor postbåden havde ankerplads. Vi hilste på skipperen, der var i overtræksbukser og postkasket. Han lå og rodede med motoren.
"Er det jer, der vil til Slotø ?" spurgte han. Vi bejaede det. "Det varer nok en halv times tid, inden vi kommer afsted. Jeg venter noget kage fra bageren og nogle varer fra købmanden. Dem skal jeg have med til Enehøje og Albuen," sagde han. Vi kikkede så lidt på havnen og omgivelserne, indtil vi så bagerdrengen komme med kagerne, og trækvognen fra købmanden kom med øl og varer. Da de var stuvet ned i postbåden, fik han motoren i gang. Vi blev sat på plads på bænkene, og så tøffede vi ud i Nakskov fjord. Det var ikke hele sangforeningen, der var med, kun dem, der kunne få fri søndag formiddag, men Emilie og Peder Jørgensen fra Søllestedgård var med. Karla, Bodil og jeg syntes, at det var spændende at se Nakskov fra den side, og så sejlede vi. Vi var jo landkrabber, som slet ikke kendte kysten ud gennem fjorden. Dengang var alt nyt for os, alle de holme og små øer, som lå der, kendte vi ikke. Vi fik navne at vide og glemte dem igen, når nye dukkede op. Nogle af øerne lagde vi ind til, og folk stod og tog imod aviser og post ved små landgangsbroer. De havde jo hørt postbåden forlængst og ventede på nyt fra omverdenen.
Så nåede vi Slotø. Der var også en lille landgangsbro, hvor vi blev læsset af og modtaget af manden og konen fra gården, den eneste, der er der. De fik deres kager, og vi gik op til ruinerne. De ligger på den nordre side af øen, hvor den løber ud i en stump odde mod den dybe indsejling til fjorden. De er heldigvis aldrig blevet reparerede. Rimeligvis blev anlægget nedbrændt i bondeoprøret i 1534. De består af et betydeligt rundt tårn, hvis mur er nedstyrtet mod nord, men det hæver sig mod syd til en 8 - 10 alen over jorden i sten- og grusdynger. Op til tårnets nordlige side støder to mure, der står tæt sammen, men derfra strækker sig divergerende ned mod strandbredden.
Det er hvad der er tilbage af vort ældste flådeskibsværft, opført af Kong Hans i 1509. De divergerende mure har indesluttet den vinkelformede bedding. Tårnet er vel nok det, der har givet øen navn, men det har aldrig været nogen borg.
Da vi havde beset ruinen og fået den forklaret, gik vi tilbage mod landgangen, og derfra op mod den lille gård, der lå midt på øen. Der fik vi kaffe i haven under et gammelt æbletræ. Men nu landede en motorbåd ved broen, og en stor mand kommer humpende op i haven. Hvem kommer der ? - Selveste Peter Freuchen fra Enehøje. Han havde hørt fra postføreren, at der var gæster på Slotø, og nu ville han se, hvem det var. Vi fik hilsen og håndslag af ham, alle i hob, men da han kom til Peder Jørgensen blev det til en stor omfavnelse. To gamle skolekammerater fra latinskolen i Nykøbing faldt i hinandens arme på den lille Slotø. Stor overraskelse for dem begge. Der var meget, de skulle vide om hinanden. De talte lige ivrigt begge to. Det var morsomt at se deres overraskelse, og der var meget de ville vide, men tiden fløj, og postbåden kom tilbage, og gamle venner måtte skilles, og vi andre måtte tilbage til nutiden fra Kong Hans' tid i 1509.