SANGFORENINGEN

Fortalt af Jens Jacobsen

MARTS 1981.

Vi kom med i sangforeningen det første år, vi var gift. Hvis man da kan kalde det for en forening, når nogle mennesker finder sammen, der kan lide at synge vore danske sange, og de finder en mand, der kan spille violin, og som også kan lide det. Vi øver os i at synge firstemmigt, og når det så er en skolelærer, synger vi i et af klasseværelserne. Det sker, at lærerens kone en aften kommer ind med kaffekanden. Dengang var det nu kun surrogat, men vi får fugtet talentet, inden vi går hjem, og ved den kaffetår begynder så selskabeligheden, og vi lærer hinanden at kende på en anden måde end bare ved at synge sammen.

Der er ingen love, ingen formand, ingen kasserer. Udgifterne er minimale, da de fleste af de sange, som vi synger, står i Danmarks Melodibog. Vi tager selv kage og kop med, når der er kaffe på kanden. Penge var en mangelvare, som vi alle led af. Der blev erlagt 25 øre for kaffen hver gang. Det var nemlig en vennetjeneste, og ingen forretning. Det var kun ulejlighed for den, der lavede kaffen. Vi morede os og snakkede og fortalte historier, når sangene var forbi.

Det var unge piger og karle fra Gurreby, Skovlænge og Søllested, og vi sang i Gurreby skole hos en daværende lærer Nielsen. Han var gammel musiker, men ikke meget ældre end os andre. Han spillede også fodbold, hvad jeg også forsøgte mig med. På et senere tidspunkt spillede vi for Nakskov på et seniorhold. En aften under en kamp havde vi et fantastisk held med os. Jeg skulle sparke hjørnespark, og jeg fandt Nielsen helt udækket. Han flugtede bolden med et drabeligt skud op i det fjerne hjørne. Vild jubel og fin anerkendelse af vor præstation, men i virkeligheden var det et skide held!

Vi sang hver onsdag aften hele året. Om sommeren var det en hel svir at gå ad banelinien til Gurreby skole, sådan nød vi turen. Om vinteren var det ikke nær så sjovt at gå hjem og famle sig frem over banesvellerne i bælgravende mørke. Især når der var fortalt hårrejsende spøgelseshistorier, som Nielsen var en mester i, ved kaffen. Så blev pigerne så nærgående, jo mørkere det blev.

Vi var næsten alle unge og ugifte til at begynde med, men i løbet af få år var vi blevet gift og havde vore koner med. Der opstod et venskabsbånd imellem os, som holdt gennem hele livet, og som holder den dag i dag.

Årene går. De første år efter 1918, hvor hele dagliglivet var blevet forandret af krigen, var ved at få deres egen rytme igen, men der var dog en helt ny tone over livet sammenlignet med før 1914. Noget nyt var ved at tage form. Det var som om mennesket var stivnet i form under krigen, men nu ville det ud at se nye horisonter. Lærer Nielsen søgte bort til Fakse, hvor han fik en skole. Der kom nye folk på Gurreby skole, blandt andre en ny og ung lærerinde, Marta Kristiansen, lys som en sommerdag og livlig, og nu søgte de en ny lærer. Vi var spændte på, om vi så kunne blive ved med at synge i skolen, og hvordan det hele skulle gå.

Der kom en helt ny og ugift lærer, Emanuel Henriksen, fra Falster. Han var også sanginteresseret og var kirkesanger, så nu gled det igen i den gamle fure. Nye medlemmer til sangforeningen var der også kommet, blandt andre Ove Højgaard, og der var ligesom opstået "sød musik" imellem ham og den lyse lærerinde.

Karla og jeg var nu gamle medlemmer i forhold til de nye, men der opstod et venskab imellem os tre familier Højgaard, Henriksen, da han fik sig en kone fra Reersnæs, og os. Et venskab, som nu har varet hele livet, og det holder vel også, så længe det kan vare.

Sangforeningen blev ved med at fungere. Nye medlemmer kom til, og vi fik en ny dirrigent, Svend Jørgensen, fra Taareby skole. En ny epoke begyndte. Vi kom under "Danske Folkekor," og det blev til en rigtig forening med alt, hvad dertil hører. Nu blev der sangerstævner hver sommer. Det var en stor begivenhed, hver gang det skete: Stege, Odense, København, Lund og Sønderborg efter genforeningen ikke at forglemme. Det var store begivenheder for os små foreninger ude fra afkrogene at være med til at opleve det samarbejde, som kunne opøves på et par enkelte prøver. En oplevelse i Lund Domkirke glemmer jeg aldrig. Vi var der for at se den gamle danske domkirke ved middagstid, udelukkende danske sangere, og vi var mange, flere hundrede oppe og nede, alle steder vrimlede det med deres hvide huer. Den stedlige organist sad og øvede sig på orgelet. Vi følte vel, at vi befandt os på gammel dansk grund, for de mange navne i kirken fortalte os det. Organisten slog pludselig over i noget, vi kendte. "Dejlig er jorden." - Der gik et gisp igennem hele domkirken, så løftede sangen fra de mange hundrede stemmer pludselig hvælvingerne op i Guds klare himmel. Spontant sang vi den gamle korsridderfanfare, så det store rum var som en dirrende tone, der søgte at sprænge de århundredgamle mure og hvælvinger. Vi gav kirken en hilsen fra det gamle land hinsidan sundet. Vi sang, som vi aldrig før har sunget den gamle hymne til troen, håbet og kærligheden. Vi var grebne, og mange stod med tårerne ned ad kinderne, da musikken og fortryllelsen holdt op, og vi så på hinanden igen. Da oplevede vi, at sangen har løftning.

To år efter genforeningen efter den første verdenskrig var vi på Dybbøl til sangerstævne. Sangere fra Sydsjælland, Møen og Lolland-Falster samledes i Orehoved, hvor de havde lejet en damper, Kodan, Som skulle sejle os til Sønderborg. Derfra skulle vi så indkvarteres i hele omegnen. Vi skulle rigtig besøge sønderjyderne og lære dem at kende. Der var bare en lille hage ved indkvarteringen, at de ikke kunne garantere for, at ægtefællerne kunne forblive sammen. Det måtte vi tage, som det kunne passe. Kvartersedlen lød på så og så mange kvinder og så og så mange mænd. Derfor blev kvinder sat sammen to og to, og mænd ligeledes to og to. Det lød jo spændende.

Dagen kom, og kuffert og madkassen var i orden. Solen skinnede højt på himlen, friskt vejr, men der blæste en stiv sydvestlig vind, som vi ikke skænkede en tanke.

Vi kom med toget, og nåede Orehoved tidligt på formiddagen. Skibet lå og ventede på os. Vi kom ombord, og da mange var kommet tidligt op hjemmefra, blev madpakkerne taget frem, og frokosten gled ned med god appetit. Ved titiden var alle ombord, og skibet lettede. "Vift stolt på Kodans bølge ..."

Vi skulle nordenom Fejø over Smålandshavet, ned gennem Svendborgsund og til Sønderborg. Det tog sig fint ud på kortet, og vi havde glædet os til en dejlig sejltur. Blæsten var blevet til storm, og den blev mere og mere sydlig, så vi fik den ind på tværs over Smålandshavet. Nu var der mange, der genså deres morgenmad, og flere der hilste på frokosten, før mågerne fik den som middagsmad. Søfolkene gik med pøse og skyllede efter, når passagererne ikke fik tid til at få hovedet ud over rælingen. I to timer var det grusomt for mange, som troede at døden var nær. Så nåede vi ind i Svendborgsund og kom i læ af Langeland. Himmel og jord fandt deres pladser igen, solen skinnede, og livet ombord blev normalt igen. Nu var der pludselig søgning i restaurationen. Nu ville menneskeheden pludselig have eftermiddagskaffe. Der var dog nogle, der stadig var blege om næsen, og som ingenting skulle nyde.

Om aftenen landede vi i Sønderborg, hvor der var stor modtagelse på kajen med tale af borgmesteren og komiteformanden. Så kom indkvarteringen. De fleste skulle ud på landet, så der var heste og vogne, som ventede på dem. Nogle skulle også ud at sejle igen, og det var de ikke stolte af, men nu var det stille, om end jorden endnu gyngede under dem, der var mest medtagne.

Snart var alle fordelt, og det var nogle hjertelige mennesker, der var værter. Vi blev modtaget alle steder som kære slægtninge. Der var fejet og blæst, og bordene var dækkede med alt, hvad huset formåede. Vi blev virkelig budt velkommen, vi fra det gamle land. Nogle steder var der endog fest for os i forsamlingshuset. Der var sang og national glæde over alle bredder. Kun var mange af os blevet for trætte af sejlturen til rigtig at kunne nyde det, og vi ønskede bare at hælde vores trætte hoveder til noget, der ikke gyngede.

Næste morgen blev vi, efter festlige morgenmåltider med vore værtsfolk, kørt til stationen. Der var smalsporede jernbaner dernede dengang. Der blev taget hjertelig afsked med værtsfolkene, og da toget kom, og vi var kommet ind i vognene, begyndte der en lille sangerkrig. Først sang de på perronen, så sang vi fra toget. Sådan blev det ved, hvor vi holdt. Der var ingen køreplan den dag, den blev i det mindste ikke overholdt. Glæden ved sangen lever i hver sønderjyde, og når lejligheden er der, springer den lige ud.

Vi besøgte mange steder med navne, vi kendte fra 1864. Om eftermiddagen sang vi på Dybbøl i skanserne for en tusindtallig skare af sangglade sønderjyder.

Det blev en streng tur for Karla at gå fra Dybbøl til Sønderborg, da vi var færdige. Det var en varm sommerdag, og vi havde også Max med. Han var 5 måneder på vej, men hun klarede det stolt. Vi boede på hotel om natten. Næste dag var der afgang fra Sønderborg med Kodan igen. Den var i mellemtiden blevet rengjort og nypudset. Vi fik en fin og stille sejltur hjem. Vi fra Lolland blev sat af i Bandholm. Derfra tog vi med toget til Maribo og hentede Hother, der var hos Mormor. Så med jernbanen hjem til Søllested igen.

- - - - -

St.Hansdag, som det år faldt på en søndag (jeg tror, det var i 1935,) skulle sangerstævnet være i "Kongens Have" i Odense. Vi rejste med tog og færge over Korsør og kom til Nyborg først på aftenen.

De lyse nætters halvlys begyndte at sænke sig over det frodige Fyns land, da vi forlod Nyborg. De fynske togvogne var dengang indrettet på en anden måde, end vi var vant til på Lolland-Falster og Sjælland. Fynboerne havde deres siddepladser på langs i vognen, så vi sad virkelig og så ud af vinduerne hele tiden. Der kunne man virkelig bedre nyde udsigten til landet, som løb forbi udenfor. Der lå Fyn i al sin dejlighed, stille som i drømme viste den os al sin frodighed, sine lave banker, sine små kuplede skove, sine gårde og huse i pyntelig renhed. Folk gik eller cyklede roligt alle steder, enkelte St.Hans bål lyste op i horisonten. Ved de små stationer stod folk og talte roligt sammen, kun ungdommen så ud til at have travlt. Unge piger i shorts cyklede sammen med unge mænd i skjorteærmer. De sværmede i St.Hans nattens trylleri. Nu tittede den blege måne også frem, inden vi nåede Odense. Alle naturens herligheder var hængt ud for at byde os velkommen til de fagre riger og lande. Det var som et eventyr, og vi var selv med i det. Dette uvirkelige halvlys, de ulmende flammende bål, hvor røgen stod lodret op, ikke en vind rørte sig. Offerrøgen gled op og kildrede månen under næsen. Det var vel nok et St.Hans-aftens spil.

Det var et helt chok at køre ind på Odense banegård med al dens røg og spektakel, sit blændende kunstige lys, efter den store stilhed med moder jord i al sin dejlighed. Ved midnat nåede vi frem og blev modtaget af gamle venner, Kristian og Ragna Esbensen, som vi skulle bo hos. De var også gamle sangere fra Gurreby. Så blev der snakket, og der blev spurgt. Det varede det meste af natten, inden vi faldt i søvn.

Søndag formiddag var vi i Sct.Knuds kirke til gudstjeneste, og vi så den gyldne altertavle, som næsten blændede os. Jo, Odense var en rig by. Lige efter middag var vi til prøve i gymnasiets gård. Om eftermiddagen sang vi i Kongens Have. Om mandagen var vi i H. C. Andersens hus og så åen, hvor hans mor havde vasket tøj, var på Flakhaven m.m. Alle disse oplevelser havde vi sammen med vore fire venner, Ove og Marta Højgård, Emanuel Henriksen og "Mis".

Ove og Marta fik købt sig en gård i Troelseby, hvor de nu har boet, siden de blev gift. De havde det som andre unge mennesker. De sad lidt hårdt i det til at begynde med. Ove solgte mælk i Søllested og var gode venner med alle konerne, pigerne og drengene som hjalp ham med fade og spande. Han kendte snart hele byens indre liv. Han behøvede bare at stille et spørgsmål, straks fik han et helt livsforløb. Man kunne lide at snakke med Højgård, han kendte alle skandalerne og alle sladderhistorierne. Han fik dem alle på sin morgentur igennem byen, men han bar dem ikke videre. Han var en, som folk kunne stole på. Han var respekteret og altid i godt humør.

Da der var gået nogle år, holdt han op med mælketuren, men folk savnede ham og hans gode humør. Nu blev han sognefoged. Der havde han også en del at gøre med indbyggerne, så længe som sognefogedstillingen eksisterede. Den blev nedlagt ved kommunesammenlægningen. Så længe han var sognefoged, var han også den stedlige politimyndighed, der skulle møde ved ildebrande og andre ulykker. Sin gård skulle han jo også passe, så han havde nok at gøre. Marta var hjemme at passe hus og have. Da hun var uddannet som lærerinde, lå hendes praktiske uddannelse i et andet plan, så hun havde nye problemer at slås med.

Deres bryllup var kun for den allernærmeste familie, da Marta var et plejebarn af ukendte forældre og opfødt hos sin plejemor på Sydsjælland. Den dag, brylluppet var i Skovlænge kirke, lå Karla i sengen med halsbetændelse, men hun ville da gerne se Marta i al hendes stads, og det havde vi talt om. Brylluppet var overstået, og de kørte nogle gæster til toget. De forsøgte at komme ind til os, men jeg havde låst døren og var et ærinde i byen. Marta gik om i haven. Hun vidste at Karla lå i sengen, og da vinduet stod på klem, åbnede hun det og krøb ind af det for at vise Karla, hvor fin hun var i sin brudestads. Hun sagde ofte, når vi siden talte om det: "Hvor mange piger tror du, der er kravlet igennem et vindue ind i et fremmed soveværelse i sin brudekjole?" Ugen efter var vi til bryllupsfest på Højskolen for alle deres venner og bekendte. Der var pyntet med bøgeløv og blomster. Det var i maj, og der var gæster fra Gurreby, Skovlænge, Ullerslev og Søllested. Der blev talt og sunget meget til ære for det unge brudepar. Højgård var fra en slægt, der i mange år havde betydet meget for egnen, og han var kendt viden om. Marta kendte alle børnene i Gurreby og Skovlænge, og derigennem forældrene, så bekendtskabet blev også stort for hendes vedkommende. Børnene kunne lide hende for hendes friske måde at tage dem på. Hun havde i sin lærerindetid en lille lejlighed ovenpå Gurreby skole. Nu fik hun en hel gård at gå og rumstere på. En stor og forsømt have var der også at se til og tage vare på. Nu var der ikke megen tid til snak og kedsomhed.

Gården havde været under Vilhelmshøj i flere år og ikke været beboet, så der skulle gøres i stand både ude og inde, men de var unge og med vældigt mod på at prøve kræfter med nye opgaver. Gæstfrie og glade var de begge, så der var altid folk omkring dem.

Børn fik de ingen af de første ti år, om end vi syntes, at de egnede sig godt som børneopdragere. Marta fik en mindre operation, og så fik de en lille pige, og de var meget glade for hende. Nu var de tilsyneladende meget lykkelige. Det viste sig desværre, da hun voksede til, at hun var lidt handicappet. Hendes ene ben blev kortere end det andet, og hun var kejthåndet. Hun var også svagelig, blev hurtigt forkølet og kunne ikke tåle al slags mad. Der blev gjort meget for hendes helbred, og der var mange bekymringer forbundet med hendes barndom, men svag var hun. I ungdomstiden var hun livsglad og var godt med, når ungdommen kom sammen og morede sig, og der var megen ungdom på Langstedgård i de dage.

I mange år var det en tradition, at vi var til nytårsfest hos Ove og Marta. Alle deres venner samledes der nytårsaften til nytårstorsk med dertil svømmende væsker. Der blev talt, sunget og spillet kort, og snakken gik til klokken 12, så havde Marta lavet punch og bagt æbleskiver. Vi ønskede hinanden glædeligt nytår, og hen ad kl. et eller halv to var vi hjemme igen. Det var nogle dejlige aftener, som vi glædede os til. Da Guldvig blev voksen, samlede hun sine ungdomsvenner ved et ungdomsbord ved siden af det store bord, hvor vi ældre sad. De morede sig lige så godt som vi andre, og mens vi spillede kort og snakkede, dansede og spillede de unge inde i salen, hvor vi havde spist.

Guldvig læste til lærerinde, og det var de meget optaget af alle på gården. Jeg tror at Ove kunne have taget den eksamen lige så godt som Guldvig, for han var lige så godt inde i stoffet som hun. Da hun var færdiguddannet, søgte og fik hun plads i Kettinge ved Nysted. Hun blev meget afholdt dernede, både af elever og kolleger. Hun fandt sig også en ven for livet, Gunnar, en barndomsven fra Askehuset i Troelseby. Han var uddannet til svinekonsulent og var meget rundt på alle gårdene i omegnen. De var unge og glade, han var rask og energisk, men Guldvig var lidt svag og syg ret ofte. I somrene 1973 og 1974 følte hun sig rask og glad. En sommerdag satte hun nogle gode venner stævne i Maribo, og da de var samlet, bad hun dem om at gå med op til borgmesteren, for nu ville hun og Gunnar giftes. Det blev de, og en lille fest blev det vel også til, hvis jeg kender Guldvig ret.

Gunnar havde købt sig en gård, der ligger mellem Troelseby og Stokkemarke, så nu kom ægtefolkene til at bo to forskellige steder. Guldvig havde sin lille lejlighed ved skolen, men nu kørte hun for det meste frem og tilbage mellem gården og skolen. Om efteråret fandt de på, at nu ville de fejre deres bryllup, og de indbød til gæstebud fra nær og fjern. De havde en masse venner og familie, og vi var vel over halvfjerds, da vi var samlede på kroen i Søllested til Guldvigs og Gunnars gæstebud. Det skulle være som Karen Blixen har beskrevet det i "Babettes Gæstebud." Det bedste af det bedste, der kunne skaffes, og kun det blev budt. Det var en strålende fest, hvor alt var vin, glæde og sang. Champagnen perlede i glassene, humør og glæde var der over os alle og hele festen. Taler og sange vekslede hele aftenen. Vi sad ved festbordet i flere timer, og derefter dansede ungdommen ud. Jo, det var et gæstebud med maner.

Næste sommer var Guldvig syg. Hun skrantede det meste af sommeren, og hen på efteråret døde hun efter et meget strengt sygeleje. Jeg havde nok hørt, at hun var syg, men det havde hun jo været så tit, så jeg forbandt det ikke med noget alvorligt, men det blev jo alvorligt.

Jeg var selv på Nykøbing sygehus og blev opereret for grå stær på det ene øje, men kom hjem fra øjenklinikken, hvor jeg havde været i 3 uger. Jeg var ikke helt mig selv, hvad man vel ikke kan være efter 8 dage på ryggen uden at måtte røre sig. Jeg var oppegående de sidste 8 dage, men var til behandling hver dag. Jeg befandt mig egentlig ret godt, men måske lidt ude af balance. Karla og jeg sad og hvilede os dagen efter, at jeg var kommet hjem fra sygehuset. Døren gik stille op, og Else, Williams kone, kom ind. Jeg kunne se på hende, da hun stod i døren, at der var sket noget alvorligt. Hun satte sig stille ned, og så fortalte hun, at hun og Poul havde været ud at cykle om formiddagen. De var kørt om ad Søllestedgårds skov og ned igennem Troelseby, og da de var ved Højgårds, var Poul kørt hjemad, men hun var gået ind på gården. Der inde i køkkenet sad Marta og Gunnar ved bordet og var sunket helt sammen, rystede og dybt bedrøvede. De havde lige fået besked om, at Guldvig var død. De havde været på sygehuset fra morgenstunden hos Guldvig, som var meget sløj. Aftenen før var hun meget dårlig, men natten havde været forholdsvis rolig. Nu til morgen var hun døset hen, men kl. 10 var hun stille og roligt sovet ind.

Vi tre, Else Karla og jeg, blev meget bedrøvede. Vi sad ganske stille og kunne endnu ikke helt fatte det, at så ungt et liv skulle være forbi. Vi talte om, hvordan vi mennesker kan tage sådan en omgang med sygdom og død, som Ove og Marta nu måtte igennem. Vi tre var rystede. Hvordan mon Ove og Marta kunne tage det, og hvordan kom de over det? Om end de i ugevis havde anet, hvor det bar hen. Hele dagen talte og tænkte vi meget på Guldvig.

Om natten vågnede jeg. Det var meget mørkt i soveværelset. Alligevel så jeg himlen lyse igennem magnolietræets løv uden for vinduet. Klokken kunne vel være hen ad to, men jeg var lysvågen. Jeg havde haft en mærkelig levende drøm, ja en hel oplevelse, som stod helt klart for mig, da jeg tænkte den igennem:

Jeg befandt mig i et mægtigt rum. Det kunne lige så godt være inde som ude. Der var ingen grænser. Ved en art lav forhøjning lå der noget hvidt. Til alle sider var der siddepladser amfiteatralsk ud fra den lave forhøjning.

Nu begyndte der at komme mennesker ind. På den forreste række kom der først en gammel kvinde og satte sig. Jeg kendte hende, om end jeg aldrig havde set hende før. Det var jo kniplekræmmersken fra Immerlev. Så kom gamle fru Boisen, Pastor Wagner, gamle fru Jørgensen fra Søllestedgård. Hvor Mølle dog ligner hende nu, tænkte jeg. Da jeg begyndte at se mere, blev alle pladser efterhånden fyldte. Jeg og Svend Jørgensen stod nu sammen med mange andre, blandt andre Peder Jørgensen, Mølles broder. Vi så rummet blive fyldt fra alle sider. Vi stod i brændpunktet ved den lave forhøjning, og nu så jeg, at der lå en hvid skikkelse på den. I det samme trådte vor gamle stiftsamtmand Rewentlow hen til forhøjningen. Han begyndte at tale med sin bløde melodiske stemme. Han talte om liv og død, om den store naturkraft, der udvælger de stærkeste individer til at overleve for slægtens bevarelse, hvorfor de svage må bukke under. Det er ikke en straf til den, der er handicappet. Hvor ofte har du ikke spurgt den alvise om, hvorfor du er den, som det gik ud over. Du er jo bare gået forud.

Så trådte han hen til forhøjningen. Sagte rakte han hånden ud, og en hvid skikkelse rejste sig op. Da så jeg, at det var Guldvig. Skinnende hvid, ung og dejlig stod hun der og smilte til os alle. Der gik et suk af glæde igennem os alle, for nu var alle smerterne forbi. Nu var der kun glæden og håbet tilbage. Fra nu af var der ingen sorg, ingen smerte, kun glæden ved det evige unge liv.

Jeg gik fra det mægtige rum alene, ud på gaderne i min barndoms by, der hvor jeg kendte hver flise, hver brosten, som har slidt mine barnetræsko og mine ungdomssko. Husene var som i min barndom, nogle fornemt tilbagetrukne, nogle lave og trængende til at blive kalket, nogle grå og grumsede. Der lugtede af heste overalt. Jeg går og kikker mig om, men hvem kommer så der, høj og flot med sin store hat, tweedjakke, korte benklæder og lange snørestøvler - Peder Jørgensen. Vi slår følge. Han siger: "Vi trænger vist til et eller andet," og med et smil går vi ind på Casino, det gamle hotel og beværtning, som er en slags bar. Vi finder et bord helt borte ved vinduet, og sætter os.

Midt på gulvet står Rewentlow i en klynge mennesker og diskuterer sin tale. "Jeg var egentlig meget godt tilfreds med min tale," siger han, "men så kom jeg til at se på Peder Jørgensen og Jens Jacobsen, og de blev med et så underlige i ansigtet et stykke hen i talen. Så var jeg klar over, at jeg havde vovet mig for langt ud. Så skyndte jeg mig at få fat i min første tråd igen."

Peder rejste sig og sagde: "Du gjorde det fint, og derfor skal du have dette," og han rakte ham en stang engelsk lakrids. "Jens har ganske vist betalt det i sit håndkøbsudsalg, men du fortjener det for den tale, du holdt for Guldvig."

"Du er alt for flot," sagde Rewentlow og vendte sig om mod disken, tog en kniv og delte stangen i tre stykker, så vi fik hvert sit. Så forlod vi alle stuen. Peder, Rewentlow og jeg travede ud ad en mørk landevej, vesterud af byen.

Det var en oplevelse, jeg ikke kan glemme. Jeg skrev den ned samme formiddag. Jeg tænkte på den, den dag, vi var til Guldvigs begravelse, hvor jeg så Martas og Oves sorg. Jeg vidste, at jeg havde et budskab til dem, men jeg kunne ikke give dem det ved den åbne grav. Jeg skrev til dem senere og gav dem min drøm. Det var som en forklaring på hvad der er støv, og hvad der er ånd.

Når jeg nu senere har prøvet at analysere min drøm, kan jeg finde det miljø i en barndomsoplevelse. Jeg var med min storesøster Johanne i den gade for første gang. Jeg kan regne ud, at jeg var mellem fire og fem år. Vi skulle se et Mester-Jakel teater inde i Hotel Casinos gård. Hummel hed manden, som ejede hotellet. Han lejede også køretøjer og heste ud, og det var i en vognport, vi så det dukketeater. Der var spændt et hestedækken for åbningen, og på kanten af det, så vi dukkerne opføre komedien. Det gjorde ikke noget særligt indtryk på mig, jeg syntes bare, det var noget løjerligt noget. Der lugtede stærkt af heste over hele gården. Da vi gik ud igennem porten til gaden, så vi ind i den såkaldte skænkestue. Det var et stort rum, med mange borde langs vinduerne og en disk i den ene ende af rummet.

Det var det samme rum, hvor Peder Jørgensen og jeg traf Reventlow. Rummet var stort i min drøm, men jeg var dengang lille. Jeg har set det senere i livet, da havde det meget mindre dimensioner. Alt det har ligget gemt i min hjerne fra barndommen, og har så forenet sig med begivenhederne, der sker halvfjerds år senere.