Fortalt af Jens Jacobsen

1977.

Det har sneet lidt i nat, og himmelen har været overtrukket hele formiddagen. Nu er skyerne mod syd ved at spredes, kun en blåsort snusket en ses helt forneden. Men nu titter solen frem over min nabos tag. Den er vinterbleg endnu, men bare vent. Den kommer nok, og så har vi forår igen.

Rynkebladet Buddeleja står med totter af sne på de nedadvendte blade. Det ligner flødeskumsklatter, som en konditor har sprøjtet ud med sit flødeskumskræmmerhus, top ved top sidder de over hele træet. Men se, den lille Gyvel, som står ved siden af, se hvor den spreder sit fine spind af grene ud, de er tynde som nervetråde. De står mod det sortbrune løv, der dækker jorden, glimtende som diamanter mod en fløjelspude.

Den store Hønsebenstuja står så alvorlig og passer på sin stads, som om den er bange for at tabe pynten, men en lille levende gråspurv smutter ud og ind imellem de tunge grene og får stadsen til at drysse.

Det er dog tøvejr, og fugtigheden får græs og jord til at dufte. Jeg ånder dybt ind, hvilken herlig fornemmelse at fylde lungerne med den fugtige milde og duftende luft. Igen og igen ånder jeg ind. Det er som at blive vasket ren indvendig, en renhed fylder mig som et forfriskende bad.

Nordhimmelen har fået en sart pastelblå tone, som klinger mod de snehvide tage, afbrudt af vinduesgluggernes mørke rammer. Jeg går om i baghaven og ser min naboers træer fortone sig i solsløret dis. Hvidt og gråt smelter sammen til et noget florlet livløst gevandt, som spærrer for udsynet. Da jeg nærmer mig hegnet, kommer hønsene ud, snakkende og nikkende stiller de sig op ved trådhegnet, forsigtigt træder de uden om sneklatterne. Det er nok koldt at få sne mellem tæerne. "Er der noget til os?" siger de, men da der ikke vanker noget, går de skuffet ind i deres hus igen.

Det er ikke ligesom Kita, vor genbos lille tøs på 5 år. Hun var herovre i haven i morges før kl. 8 og tumlede rundt på græsplænen. Da var sneen endnu fin og uberørt. Ude på gaden var den forlængst væk, saltvognen havde været der og taget glansen af den, men her i haven var der endnu et strålende eventyrrige. Her kunne der laves snebolde. Her kunne hun tulle rundt i ren fin sne.

Åh, jo, lad bare være. Vist bor vi endnu på landet. Vist har vi endnu en have, som vi må kalde vor, om end knallerter og motorcykler affyrer deres maskingeværsalver ude på gaden. Her er endnu lidt græs, lidt jord og et par æbletræer, som jeg kan gå under og føle mig fri - og ånde.

Her kan jeg leve.