KARLA

Fortalt af JENS JACOBSEN

4. januar 1982.

Det er tøvejr. Jeg har klippet tre i dag og haft nogen at snakke med. Marta har ringet og fortalt, at de er kommet over jul og nytår, men hun er dårlig i ryggen af at slagte gris før jul, og Ove er heller ikke for rask. Det er mandag, og den første arbejdsdag i det nye år. Det har regnet i formiddag, så den sne vi fik før jul snart er helt væk. Kun ligger der nogle hårde isbunker enkelte steder hen ad gaden. Det har været mørkt hele dagen, og jeg har haft lys, når jeg skulle bestille noget. Nu sidder jeg her i min stue og søger at gøre op, hvad det gamle år har taget fra mig, og hvad det har givet igen.

Den 29. august 1979 blev Karla syg om natten og kom på Maribo sygehus om morgenen. Hun var lammet i venstre side, men kunne tale. Da ambulancen var kørt, talte jeg med doktoren og spurgte, hvad det var. En hjerneblødning, og i løbet af otte dage vil det vise sig, om hun kommer over det eller ej. Det var ordene, men jeg fattede dem ikke. Karla, der havde været rask hele tiden, bortset fra små genvordigheder, som vi mente stammede fra alderen. Vi havde fejret diamantbryllup otte dage før, og da var der intet i vejen. Skulle hun nu dø? Eller kom hun over det?

Kom hun her hjem igen, kunne jeg pleje og hjælpe hende? - Hundredvis af spørgsmål flimrede gennem hovedet på mig. Skulle jeg lukke forretningen? Kunne jeg passe huset selv?

De otte kritiske dage gik. Hun klarede dem, men lammelsen ville ikke fortage sig. Der blev prøvet med forskellig terapi, men der var ikke noget der hjalp. Bevægelsescellerne i hjernen var døde.

Elleve dage før jul blev hun overført til Margrethehjemmet. Det var den første jul siden 1919, hun skulle fejre uden for sine hjemlige former og i hjælpeløs tilstand. Hun kunne sidde i en kørestol og spise selv, men maden blev skåret i stykker for hende.

Jeg blev bedt med til julemiddagen, der fandt sted kl. 12, hvor alle, der var oppegående eller kørende, var med, og det var meget festligt. Andesteg, dessert, rød- og hvidvin. Det kunne ikke være bedre. Der blev sunget en julesalme og delt gaver ud.

Så blev klokken godt to, og nu skulle alle have middagshvile og blev lagt i seng. Da Karla sov, gik jeg hen til Hother, hvor jeg skulle være i julen. Om aftenen gik Hother og Otta sammen med mig tilbage til hjemmet, hvor vi var med til juletræet.

Det var en anden slags jul, end den vi plejer at få. Alt var blevet forandret, nu da Karla ikke mere kunne være med i alt her hjemme. Og vinteren gik. Det blev forår. For ramme alvor? Vi kom ud at køre i kørestolen, først rundt i haven, senere op til Hother. Vi var på kirkegården, en tur i byen, flere gange hen til Blæsenborgskolen, hvor Terkel residerer. Og så til det vel nok bedste af det hele: En biltur rundt om søen med afsluttende kaffe i Lysemose, hvor vi plukkede anemoner og bukkar og fik bøgeløv med hjem. Hvor var det alt som i barndommens dage. Søen og skoven var som dengang, og der blev uro i de gamle hjerter, der endnu tikkede. Men tiden gik måske for hurtigt, og det blev vinter igen, og nu var det kun en gentagelse. Alt var gentagelse. Det blev atter forår.

Karla var blevet sløjere i den lange vinter. Vi forsøgte tit at få lidt frisk luft ved at køre ned til indgangen og sidde lidt i forstuen. Det var dog en forsmag på det udendørs liv, og det livede hende op. Men andre ting gik ikke godt. Hun kunne ikke mere holde sig oprejst i kørestolen, for det trættede hende.

Ved Påske gav hun op. Hun ville blive i sengen. Der havde hun det bedst. Nu sad jeg for det meste og læste for hende hele foråret, dels i avisen, men jeg fik også læst "Bonden Niels Hald" af Thomas Olesen Løkken. Den interesserede hende. Det meste af "Klavs Bjerg og Bodil" af samme forfatter fik jeg også læst, men nu sov hun hurtigt, når jeg begyndte at læse, så den trak længe ud, helt hen på efteråret, før vi blev færdige med den. "Nu skal du ikke læse mere, nu løber det hele rundt," sagde hun og lukkede øjnene. Til sidst sov hun for det meste. Hun var glad, når jeg kom og vi havde sagt goddag, men det varede ikke længe, før hun bad om at få en pille, så hun kunne sove, for det gjorde ondt. Så hentede jeg sygeplejersken, og hun fik sine piller eller et stik. "Nu har jeg det godt," sagde hun og sov ind.

September og oktober sled vi os igennem. Hun fattede ikke efterårspragten i år, den hun ellers altid havde holdt så meget af. Kun en enkelt gang, når hun så en hare sidde på græsset uden for hendes vindue, kunne hun smile og live op.

Det lakkede mod aften.

Netop i disse måneder havde vi forskellige familiebegivenheder, og vi var lidt nervøse for, at de kunne blive påvirkede af Karlas sygdom. Pernille skulle have sin første barnedåb, og den ville de gerne fejre nede i Bandholm, hvor de boede. Der var et dejligt forsamlingslokale, og der ville de holde festen. Det gik fint, og vi fik døbt pigen, som kom til at hedde Line. Alt var vellykket.

Jeg var inviteret på en firedages tur til Nibe, hvor Stavn, vor gamle ven, holdt 75-års fødselsdag. Den gik også godt, jeg har skrevet om den andet steds. Max ville gerne fejre sin 60-års dag med middag på Lynge kro i Nordsjælland. Vi var alle inviteret. Også den forløb på en fin og fornøjelig måde med familie og venner den 10. november.

Den 20. november havde Hother 40-års forretningsjubilæum, og det ville han gerne mindes på en pæn måde. Derfor inviterede han familie og venner til en festmiddag på samme sted, hvor Pernille havde barnedåb i Bandholm. Det var den 21. november. Alt gik fint. Det var også en fornøjelig og festlig aften, der sluttede kl. 3. Vi kom alle godt hjem og faldt i søvn. Bodil, Poul, Alice og Max var her hos mig i Søllested.

Ved 5-tiden blev vi buldret op af min genbo, slagteren. Hother havde ringet ham op, for han kunne ikke få fat i os, da telefonen stod i stuen ved siden af, hvor vi sov. Karla var meget sløj, og de bad os om at komme derud. Hurtig udrykning til Maribo, hvor vi kom imellem kl. 5 og 6.

Hother, Otta og Terkel var der allerede, og nu kom Bodil, Max og jeg. Vi stod alle omkring sengen. Jeg tog Karlas hånd. Hun lå med lukkede øjne og havde svært ved at trække vejret. Hun åbnede øjnene, da jeg tog hendes hånd, og jeg så, at hun kendte mig. Der gik en tid. Jeg ved ikke hvor længe. Hun havde meget besvær med vejrtrækningen. Så blev hun rolig og trak sit vejr uden besvær. Jeg tror, at hun faldt i søvn, som jeg så tit havde set hende, når smerterne holdt op med at plage hende.

Jeg lænede mig tilbage i stolen og slap hendes hånd.

Lidt efter sagde Otta: "Nu er det forbi."

Da jeg rettede mig op, var min gamle kæreste død. Stille og roligt var hun sovet ind i evigheden.

Jeg så ud af vinduet. En lys sky viste sig på den vestlige himmel, og med den fløj Karla ind til sine forældre, som vi havde talt så meget om den sidste tid.

Onsdag samledes venner og familie igen til begravelse i Maribo Domkirke, hvor præsten talte pænt om liv og død. Så kom Karla endnu en gang i sin kære gamle kirke, hvor hun havde sunget i koret i sin fagre ungdom.

Børn og børnebørn bar hende ud.

Max takkede ved kirkedøren, og efter at vi nærmeste fulgte båren ud af byen, samledes vi hos Hother og Otta, hvor vi drak kaffe. Nære venner samledes med hele familien, og vi havde en hyggelig dag.

Jeg må være Hother og Otta taknemlig fordi de hjalp mig så godt over de vanskelige dage, hvor jeg ikke kunne meget selv. De ordnede det hele for mig. Jeg er dem meget taknemlig.

Det var det, som jeg mistede, mit kæreste, i det år, der nu er gået. Nu er jeg alene i det gamle hjem, hvor der ikke mere bliver fejret jul af glade barnestemmer i min tid.