FRISØRSVEND I MARIBO

MESTER I SØLLESTED

 

 

Beretning af JENS JACOBSEN

1981.

 

 

En sommersøndag i juni 1917, da jeg havde været soldat i 18 måneder, var jeg til en kaproning som tilskuer i Maribo. Jeg stod og glædede mig over det dejlige liv, der viste sig uden om stævnet, og jeg mindedes min egen tid som aktiv roer i Sakskøbing. Det var nu en forbigangen tid. Ca. to år som soldat og et år i Norge var det også blevet til. En lang tidsperiode, når man kun er først i tyverne, men nu havde vi fået løfte om at kunne komme hjem fra militæret den første oktober, så det var med glæde, at jeg begyndte at tænke på det civile liv igen. Jeg tænkte på de mange gode timer, jeg havde haft i roklubben i Sakskøbing, men anede ikke, hvor jeg skulle søge hen, når jeg blev hjemsendt. Jeg håbede, at der ville vise sig noget, og var ikke særlig bekymret for fremtiden. Der var endnu tre måneder til vi blev hjemsendt. Livet var jo dejligt, og sommer var det.

Jeg var fuld af livsmod og kraft. Jeg havde lørdag-søndags orlov og var kommet til Maribo for at more mig. I aften var der roklub bal, som jeg var inviteret til, og jeg var gæst hos Ingeborg og Jørgen, der dengang boede i Museumsgade. Det så meget tiltalende ud alt sammen, og jeg havde ikke noget at bekymre mig over lige i øjeblikket.

Så kom der en herre hen og hilste på mig. Jeg kendte ham, men havde aldrig talt med ham. Det var N.F. Petersen i Maribo. Det lod til at han var interesseret i mig og min fremtid. Han spurgte om jeg havde nogen planer for fremtiden, og da jeg fortalte ham, at jeg blev hjemsendt til oktober, tilbød han mig plads i sin forretning der. Jeg slog til, for jeg vidste, det var en god plads, når man passede sin dont og ville bestille noget.

Sådan kom jeg til Maribo. Det var jo en omvæltning at komme fra et friluftsliv, som jeg var begyndt at holde af, og jeg var i toptræning til at yde mit bedste, og så skulle jeg begynde indendørs igen. Det kneb, når der var ledige timer fra morgenstunden, at vide, at det var hele dagen indendørs, men så begyndte kunderne at komme, og de tanker måtte ud af hovedet, for nu var det her og nu, det foregik.

Mester kom hjem fra sin morgentur igennem Lysemose. Han var i godt humør, og vi havde travlt med kunderne hele dagen. Om lørdagen var der særlig travlt, vi havde åbent fra kl. 10, og så blev der bestilt noget. Vi var tre mand, mester, jeg og en lærling på tredie år, og der blev arbejdet om kap om, hvem der kunne tage flest. Jeg blev altid nr. 1, om end det ærgrede mester, at han ikke kunne slå mig i hurtighed. Det havde han altid kunnet gøre ved sine tidligere svende. Nu måtte han se sig slået. Det grinede vi af ved kaffen. Når vi var færdige om lørdagen og havde gjort kasserne op, så gav fruen altid kaffe med nybagt kage til, og vi snakkede og havde det hyggeligt en lille times tid, inden vi skulle til ro, for søndag formiddag var der åbent i forretningen igen til kl. 12.

Der var dog lyspunkter i dette indendørs liv. Hver dag skulle jeg i byen at barbere nogle ældre kunder: Rasmussen på Jernbanehotellet og kaffegrosserer Nicolaisen. Til dem gik jeg ned, og på de ture nød jeg livet, igen at være i frisk luft. Det var dejligt at være en del af byens liv. En formiddag, når det var torvedag, var det dejligt at standse op ved boghandelen på hjørnet og lade, som om jeg kikkede på bøgerne. I virkeligheden var det torvelivet, jeg nød. Der var bare ikke ret megen tid til det, for mester vidste, hvor mange minutter det plejede at tage, så han så på klokken, hvis det var over fem minutter af den fastsatte tid. Han sagde aldrig noget. Der var væbnet neutralitet fra begge sider.

Da jeg havde været hos ham et års tid, blev han syg og var på sygehuset en tid og derefter på rekreation på Fejø, hvor han havde sit barndomshjem. Han var derovre et par måneder, og lærlingen og jeg passede så forretningen. Han kom så hjem, men var ikke rask. Han stillede dog i lokalet og var lidt med. Han var godt tilfreds med det, vi havde lavet i hans fravær. Forretningen var ikke gået tilbage.

Vi havde en oplevelse den første sommer, hvor jeg havde været hos ham fra oktober. Nu var det blevet sommer igen, juli måned, og så sagde jeg en dag, at jeg skulle have otte dages sommerferie efter overenskomsten med fagforeningen. Det havde han aldrig været udsat for før, hans folk havde aldrig haft sommerferie. Det havde jeg nu heller ikke, men nu var det indført, og så ville jeg gerne have den og viste ham, hvad der stod i fagbladet. Han blev helt konfus, og sagde, at det kunne jeg da godt få, hvis jeg ville betale en afløser. Men da jeg fortalte ham, at jeg alligevel skulle have løn, når jeg ikke var der, var han ved at gå ud af sit gode skind, ja, han fik et helt bommesislag. Vi snakkede dog i al venskabelighed om situationen, og da der var gået et par dage, forstod han det dog, og vi fastsatte sommerferien - den første som jeg fik i hele mit liv.

Nu var frisørernes fagforbund begyndt at røre på sig. Vi fik et par kroner mere om ugen, og jeg steg til 30 kr. om ugen, men vi måtte videre. I løbet af året blev der konflikt. Vi blev lockoutet, og vi var tre svende i Maribo, der lavede en kooperativ frisørsalon i Museumsgade, men det gik halvskidt, for vi kunne ikke holde ugelønnen. Mester kunne heller ikke holde til det. Han blev syg igen og måtte på sygehuset. Derfra søgte han om separat overenskomst med fagforbundet for at få mig til at bestyre forretningen, så længe han var syg. Jeg skulle så have den formidable løn af 40 kr. om ugen. Det var ca. to år efter krigen, og alle priser var i opadgående retning, så jeg var godt tilfreds til at begynde med, men jeg opdagede snart, at det var ingen guldgrube, og jeg begyndte at se mig om efter noget for mig selv. Jeg var lige ved 25 år. Jeg havde truffet Karla oppe på boghandlerens hjørne, og som svend kunne ingen forsørge en familie, hvor beskedent de end ville leve.

En dag kom der en mand fra Vesterborg ind og blev klippet. Han var fra Vandmøllegården i Vesterborg, fortalte han. "Der er ellers en lille god forretning til salg nede i Søllested," sagde han , Hofmand som havde den var ved at blive skilt, hans kone var gået fra ham. "Var det ikke noget for dig?" Der kom også en anden mand og fortalte noget lignende.

Dagen efter lånte jeg mesters cykle og sagde til lærlingen, som næsten var udlært: "Kan du passe forretningen i formiddag, jeg skal til Søllested og se på noget." Det ville han godt. Det var meget at blive betroet, og jeg hjulede til Søllested og kom ind i en lille pæn forretning, hvor der gik en ung mand og passede den. Han fortalte at han var udlært til november, og at hans mester gerne ville sælge. På det tidspunkt var der ligesom opbrud i mange brancher rundt omkring. I Søllested var to store forretninger blevet solgt, Møllen med stort bageri og en købmandsforretning lige overfor var blevet afhændet i de sidste måneder, og nu ville hans mester også herfra.

Så dukkede Hofmand, hans mester, op, og vi kom til at snakke forretning. Jo, han ville godt sælge. Jeg fik omsætningen at vide, den var på 8000 kr. om året. Huslejen var på 28 kr. om måneden, men ejeren ville sætte den op til 30 kr. når der var en ny lejer. Han forlangte 5000 kr. i afståelse og for, hvad der var af inventar: En spejlvæg, tre barberstole, fem ventestole, servante, klippekapper, servietter og håndklæder. Det var hvad der var i forretningen. Så havde han en seng med dyner og lagner, to par af hver, en divan, et spisebord og fire egetræsstole til bordet. Disse ting var i to værelser ovenpå hos en kaffehandler, og de skulle følge med i handelen.

Femtusinde kroner kontant - Og jeg ejede 200 kr. Ja, det var hele min rørlige formue. Jeg bød ham 4000 kr. kontant og 1000 kr. om et år og overtagelse den 1. oktober. Så havde jeg en måned til at skaffe et lån på 4000 kr., og jeg mente, at jeg kunne lægge de 1000 kr. op i løbet af året. Jeg gav ham 150 kr. af mine 200, som skulle være ham en garanti, og som jeg ville sætte til, hvis jeg ikke kunne rejse pengene. Så var formiddagen gået, og jeg cyklede til Maribo igen.

Nu var der noget at tage fat på. Jeg skulle rejse 4000 kr. på mit glatte ansigt, hvordan skulle det lade sig gøre?

Jørgen lovede at være kautionist, men han blev ikke godkendt, da han intet hus ejede. Jeg talte med svigerfader, og han lovede at gå ind for mig, men jeg skulle bruge en til. Efter nogen betænkning talte jeg med Rasmussen på Jernbanehotellet og fortalte ham om mit dilemma. Jeg havde barberet ham hver dag i al den tid jeg havde været i Maribo, og vi var gode venner. Han lovede at skrive for mig. Vi fik så et lån på de 4000 kr., som jeg skulle forrente og afdrage på fem år. Pengene kunne jeg hente den 1. oktober i banken.

Det var det. Jeg skulle også skaffe en ny mand til at overtage min plads i Maribo, for Petersen var stadig syg. Min lillebror Karl gik i Sakskøbing og var lockoutet, for konflikten var stadig løbende. Jeg fik ham til at overtage min plads. Det var han ikke ked af, da han var træt af at være arbejdsløs. Han var hos Petersen i mange år som svend, og sådan blev vi begge hjulpne. Han fik senere forretning i Sakskøbing, men da Petersen døde, solgte han forretningen i Sakskøbing og overtog Petersens, hvor han var til han blev syg og døde i 1977.

Det var en spændende tid, inden jeg fik ordnet min egen affære med pengene. Det var en skuffelse, da banken ikke ville anerkende min bror Jørgen som fuldgod kautionist, men bagefter forstår jeg godt, at pengeinstitutterne ikke tager nogen som kautionist, når de ikke ejer fast ejendom; men dengang var det et nederlag i mine glade forhåbninger. Skuffelsen var stor. Jeg skulle skaffe en ny mand med fast ejendom, som ville tro på mig og mine forhåbninger. Jeg kendte ikke mange mennesker i Maribo, som var fastboende. Hvor kunne jeg henvende mig. Karla og jeg talte frem og tilbage om det. Hun fik sin fader til at sige god for mig, men 4000 kr. var mange penge, og hvor fik vi den, som turde løbe en risiko med en ukendt ung mand, som ikke en gang var der fra byen, og som ikke kunne referere til nogen familie andet steds fra, kun til en mor, som sad som enke henne i et lille hus i Sakskøbing. Jeg tog mod til mig, for mod skal der til, især når det er hjælp til en selv, det gælder. Jeg talte med Rasmussen, der ejede Jernbanehotellet en dag, da jeg stod og barberede ham. Vi havde kendt hinanden, fra jeg var kommet til Maribo, og jeg havde fået mangen god kop kaffe af ham, når jeg havde barberet ham. Nu betroede jeg mig til ham i min nød. Han var ungkarl og kunne selv tage bestemmelse, så da jeg var færdig med min beretning, smilte han til mig og sagde: "Du kan se, om de vil tage mit navn for gode varer oppe i banken, for så vil jeg godt skrive for jer." Der blev lettelse i mit sind, og da Rasmussen kom med kaffen, har den aldrig smagt bedre. Det at betro en ung mand 4000 kr. dengang kan vel svare til 40.000 - 50.000 kr. i dag, så det var ikke småpenge det drejede sig om. Det var også Karlas og min fremtid, det gjaldt, og håb om selvstændighed, der stod på spil. Jeg havde været betroet noget, nu blev jeg sat over mere. Jeg følte ansvaret over for det, der var mig betroet, og glædede mig over det.

En dag i september rejste Karla og jeg til Søllested. Jeg ville vise hende det, jeg havde købt, og hvor vi eventuelt skulle bygge vores tilværelse. Vejret var trist, det småregnede. Søllested var ikke tiltalende den dag. Hovedgaden var brudt op, vi måtte vade i forskellig vejbelægning for at komme over vejen. Vejen, som før kun var en almindelig landevej, var nemlig ved at blive en gade. De grøfter, som før løb på begge sider af vejen, blev lavet til fortove. Det så helt bymæssigt ud, det som var lavet. Jeg følte, at det ikke var noget, som imponerede Karla, men hun holdt gode miner til slet spil. Søllested tog ikke fusen på hende den dag. Det var vist lidt af en skuffelse den første præsentation.

For at mildne lidt på det dårlige indtryk Søllested havde gjort på hende, inviterede jeg på chokolade på kroen, og i eftermiddagens svindende lys skyllede vi skuffelsen ned med dejlig varm chokolade.

Den 1. oktober overtog jeg så forretningen og værelserne. Jeg udbetalte Hofmand pengene, jeg havde lånt, og betalte husleje til de forskellige ejere. Da det var overstået, var der kun få kroner i min pung tilbage, men da dagen var gået, havde jeg tjent 30 kr., lige så meget som en ugeløn for en svend, så jeg var fortrøstningsfuld. Da vinteren var forbi, og sommeren var i gang, havde jeg de 1000 kr. som skulle udbetales til oktober, så jeg så lyst på fremtiden.