EN SANG FRA EN BEDSTEMOR

TIL EN BEDSTEMOR.

Fortalt af JENS JACOBSEN

Februar - marts 1984.

Der var engang en bedstemor, der holdt fødselsdag. Hun blev 65, men det siger man ikke så højt, for kvinder kan ikke lide, at man siger, hvor gamle de er. Hun var både farmor og mormor, men kunne ikke lide at blive kaldt bedstemor, for det bliver kun gamle folk. Hun indbød alle sine børnebørn til et rigtigt fødselsdagsgilde med fin mad, rød og grøn sodavand, chokolade og is, og det syntes alle børnene var en god ide. De morede sig godt alle sammen med deres far og mor, som også var bedt med. De sang og var glade, alle, som var med, også farmors og farfars venner, der også var kommet i dagens festlige anledning.

Men så var der en gammel en. Han var vist oldefar, der begyndte at fortælle historier:

Jeg vil nu fortælle jer om min bedstemor, som jeg besøgte fire gange fra jeg var 5 år til jeg blev 9 år - en gang om året. Den første gang var det ingen succes. Vi var tre søskende, som skulle ud at besøge mormor, men hun boede så langt ude på landet, og vi boede i en by. Det syntes vi var finere end at bo på landet. Først skulle vi med toget, og det var spændende. Vi stod på perronen og så det store lokomotiv komme frem bag nogle store træer. Det trak en hel masse vogne med sig. Det blæste damp ud for neden, og røg ud for oven, da det holdt ved stationen. Der var to mand på lokomotivet, og de grinede, da de så os, og vi kunne se deres hvide tænder i de sorte ansigter. "Jeg vil være lokomotivfører," sagde Jørgen, der var den ældste, 13 år og verdensklog. "Ja, men så bliver du lige så sort i ansigtet som dem på lokomotivet og skal vaskes tit, og det kan du ikke lide," sagde den lille Grethe, der var snusfornuftig. Jørgen rystede bare på hovedet: "Pigetanker, altid tænker de på at vaske." "Må jeg så køre med på lokomotivet ?" spurgte Jens, der kun var 5 år. "Man må ikke have børn med på sådan en maskine," oplyste Jørgen, da de kravlede op i togvognen, og det måtte Jens så finde sig i, men nu kørte de også. Sikken det gik - Det ruslede og raslede, nu kom der marker med korn og græs, og der gik der køer, heste og får på græs, og minsandten også et lille føl. Nej, hvor var det spændende. Telefonpælene fløj forbi vinduerne, som var det stakitslåer, og hele verden kørte rundt, når man så længere ud. Hvor var landet dog stort !

Så kom de til en ny station. Den var meget større end den de kom fra, og Jens havde altid syntes, at den var verdens navle. Han mente, at den var den største af alt, men den han nu så, var meget større. Han stirrede helt forvildet på alt det, der kørte frem og tilbage der. Nej - hvor var verden blevet stor på den formiddag. Der blev fløjtet, og en mand med blanke knapper på uniformen, slog på en klokke, og så kørte de igen.

Flere marker, flere køer og heste. Igen fløj telefonpælene forbi, og nu kørte de minsandten ind i en skov. Høje bøge og tætte træer dækkede nu for markerne med alle dyrene, men hvor var det spændende derinde mellem træerne. Her ville han godt være blevet lidt længere for at se på skoven. Men lokomotivet trak dem bare længere og længere ind i skoven. Nu fløjtede det, og det lød helt anderledes her inde i skoven end ude ved de andre stationer. Nu stoppede de ved en lille skovstation, som lå midt inde i skoven. Der løb børn og rakte anemoner op mod vinduerne. De råbte: "Bukkar, anemoner - 5 øre for en buket," men vi var ikke ejer af 5 øre, men det var da godt at se, at nogle købte, men det skulle gå stærkt, for toget holdt kun et øjeblik ved den lille station, så gik det videre ind gennem skoven. "Næste gang skal vi af," sagde Jørgen, og vi blev urolige. Nu nærmede vi os mormor, som jeg aldrig havde set før. Jørgen og Grethe kendte bedstemor, for de havde besøgt hende flere gange.

Vi kravlede ud af toget på Søllested station, og så begyndte der en vandring, som jeg aldrig har glemt. Det gik fint til at begynde med, men vejen var lang og benene korte. Da vi havde gået en times tid, klynkede jeg lidt og spurgte, om vi snart var hos bedstemor. Da var vi dårligt nok nået halvvejs, så der var ingen trøst at få, vi skulle bare se at komme videre. Vejen var lang endnu. Jeg blev tørstig, og drak vand af en grøft. Jørgen og Grethe skyndte bare på mig og fortrød, at de havde fået mig med. Endelig langt om længe hen på eftermiddagen nåede vi ud ad Gloslunde Hovvej og fandt bedstemor.

"Hvordan er det dog, at du ser ud, min dreng," sagde hun og tog mig op. "Jeg er så træt og tørstig," sagde jeg. Jeg fik så noget at drikke, bedstemor klædte mig af og lagde mig i seng - hendes egen seng, hvor jeg blev væk med det samme. Hen på natten vågnede jeg og var meget varm. Bedstemor var der også. Jeg begyndte at rørte på mig. Det kløede over hele min krop, og jeg blev mere og mere urolig. Bedstemor vågnede ved min side over min uro og sagde: "Lig rolig min dreng, det er midt om natten." Hun fik nok ikke sovet meget den nat, for jeg var meget urolig. Næste dag sagde hun: "Du skal ikke sove hos mig mere, du er værre end en hel sæk lopper. Du får den seng inde i kammeret ved siden af." Og alle de gange jeg var derude, sov jeg i kammeret, et lille værelse, hvor der var plads til en seng, en stol og et lille skab, som blev brugt som bord. Her kunne jeg lægge ting fra mig fra mine lommer.

I kammeret var der et lille vindue, og gennem det kunne jeg se indkørselen og pilen ved den, risgærdet, som gik hen til den næste pil, mere risgærde og pile, så langt jeg kunne se. Disse pile blev jeg gode venner med. Om dagen legede jeg under dem, og om natten, når jeg var kommet i seng, lå jeg og kikkede op i deres kroner, hørte vindene fra Østersøen, når de med et kast vendte alle bladene, der før var grønne, men nu blev helt hvide. Det hviskede, nynnede og sang viser, så jeg blev helt søvnig, men så begyndte de at fortælle historier, og det gjorde mig lysvågen.

De fortalte om stormfloden, hvordan den var kommet listende næsten bag på dem. Det havde været tosset vejr, men da pilene havde smidt alle bladene, havde stormen ikke meget at tage fat på, så de frygtede den ikke, som om sommeren, hvor den kunne rive og ruske og brække store grene af dem. Nu hvor de var nøgne, kunne stormen ikke gøre dem meget. Men stormen kom med noget, de aldrig havde prøvet før. Den kom med vandet, som langsomt steg i grøften, oversvømmede vejen, steg og steg, nåede op til dem, steg op til deres pilehoveder og over dem, løsnede jorden under deres rødder, og nu kunne stormen få dem til at ryste og bæve, for nu blev de rystet i deres grundvold. De klamrede sig med alle deres store og små rødder til den gamle jord, den var jo deres mor. Det var den, de var kommet fra. De holdt stand, skønt de rokkede som gamle kællinger i stormvejr. Nogle i rækken måtte ned og lå som gamle kæmper, der var gået i knæ. Men de havde holdt rækken og var blevet i kamplinien. Nu var de ikke til at rokke igen, for nu havde de fat i jorden som før. De forfærdelige døgn, hvor de stod i vand til hovedet, ville de aldrig glemme.

Pilene ved min bedstemors hus var lave knortede stammer. Til at begynde med syntes jeg, de havde kællingeansigter, som jeg var bange for. Da jeg blev lidt større, fik de mildere ansigter og kom til at ligne bedstemor med sit smilende glade ansigt. Jeg klappede dem med mine hænder, nu kunne jeg nå deres ansigter, når jeg stod på tæer, og bedre se deres hoveder. Rundt omkring dem var der ar og revner, som lignede bogstaver. Jeg troede, at det var runer, som jeg havde hørt om, da jeg var begyndt at læse. Jeg ville tyde dem, når jeg blev stor, og de ville nok fortælle mig landets historie.

Om aftenen, når jeg var kommet i seng, lå jeg og hørte, hvordan de mumlede og hviskede gennem det åbne vindue ind til mig. De rokkede skrøbeligt på hovedet og talte om svundne tider, om storme, om sne som til tider lå over deres hoveder, så de ikke kunne se himmelen ovenover med alle stjerneøjnene, som blinkede til dem. Det gik tiden godt med i de lange nætter. De talte om folkevandring, om Vendernes strandhugst når de kom op fra Østersøen for at røve og plyndre, om liv og død og om evig hjemve. Den kendte jeg fra min mors fortællinger, når hun fortalte mig om sit barndomshjem derude under pilene.

Risgærdene var opmarcherede hære. Gærdestavene var spyd og lanser, skjoldene buldrede mod hverandre og mod de tunge sværd, og pilene på buerne hvinede i luften, når brisen fra Østersøen satte liv i hele den store poppelhær, som var lejret derude. Lidt efter lidt dæmrede landets historie for mig, og den blev gemt i mine hjernevindinger, ind imellem dukker de så op, og så må jeg skrive om dem. Sådan kom de til mig, da jeg læste disse strofer:

Mange i min ungdom hadede de uskønne kortstammede og bredkronede træer, som forhindrede enhver udsigt over den nærmeste omegn. Det virker trykkende og søvndyssende på sindet. Gråpilen spillede en rolle, som måske intet andet sted i verden, her på Lolland-Falster. Guderne skal vide, at den kan virke kedelig, men vi er dog nødt til at beskæftige os med den, når vi vil beskrive Lolland i fortiden. Nu er de fleste pile væk, der er ingen brug for dem mere. Historien om de Lollandske pilehegn er et storslået levn fra Danmarks middelalder. Kreaturer og svin gik dengang løse på græsning, og de måtte ikke komme ind på markerne med afgrøder, så de var indgærdet med flettede pilehegn eller stengærde. Stengærdene er endt som fyld på vore gode landeveje, pilehegnene er bare rådnet væk. Da jeg gik i skole, fik vi at vide, at statsminister Chr. Ditlev Reventlow indførte pilehegnene på Lolland. Det var nok en skrøne. Det han havde med dem at gøre var, at han på sine godser erstattede pilen med de canadiske popler, de høje skyrækkere. En vældig poppel i udkanten af Pederstrup park går for at være den første gråpil, han plantede på Lolland. Jeg er ikke sikker på, at det ikke tværtimod er begyndelsen til enden på de Lollandske pilehegns saga. Poppelvidjerne står i smidighed langt tilbage for pilenes, men man har ikke så meget brug for dem som før. De løsgående svin og kreaturers tid er forbi, og dermed indhegningen af alle afgrøder.

Men man havde vænnet sig til træerne langs vejene, praktisk i tåge og snefog, og så plantede man de hurtigtvoksende popler. Man blev ved med at styne dem og klarede sig med deres kviste til at dække det stadig mindre behov for vidjer til gærdene.

Men selv om gråpilen er en opkomling, er den bare et nyt skud på en gammel stamme. Dens stamfader, bævreaspen, er vel sagtens vort ældste skovtræ fra omkring år 10.000 før vor tidsregning, og alle poplernes blade "blævrede" som min bedstemor sagde det, og bort i vinden lod de alle historier flyve, alle som stod indskrevet i deres bark med runer fra øverst til nederst, men nu kunne vi nok få brug for det pilebrænde, som vi engang rynkede på næsen af. I dag savner vi det.

Plant et træ !

Det er gået op for de fleste, at bilisternes had til vore vejtræer er en forbier. Plant vejtræer igen, men læg gang- og cykelstier bag dem. Fodgængere og cyklister er for lette stødpuder for bilen.

Det er klart, at styningen ikke har mening mere, så lad pil og poppel skyde i vejret. Hvor skønt er det ikke at se aftensolen gå ned mellem høje slanke popler når man kører mod vest.