En beretning om hjemmet i

og om

som døde så ung fra en stor børneflok.

Fortalt af hans søn, JENS JACOBSEN

SØLLESTED 1981.

Lolland hvilede sig på Østersøen, med hovedet mod øst, halen mod vest og ryggen mod Smålandshavet som et liggende kattedyr der soler sig!

Det var mit indtryk, da jeg som barn begyndte at forstå et landkort. Jeg følte en hjemmehøringsfølelse med det land, som nu var mit. Det var, som om det var dukket op af vandet samme morgenstund, det var ganske nyt, jeg havde lige fået det foræret.

Det var en følelse af samhørighed med noget udenfor min hverdag.

Senere opdagede jeg, at det var et gammelt land, hvor man kunne finde gamle egeskove på bunden af tørvemoser, gamle længst forglemte landsbyer under nypløjede marker, glemte kirker og voldsteder med navne fra Danmarkshistorien, og en gang så langt borte som på Gotland, traf jeg på et navn i højkoret på Visby domkirke.

På en kæmpestor gravsten i gulvet stod der: Jørgen Hvidtfeldt Høvidsmand over Godtland 1551 - 1582. Ejer til Berritsgård på Lolland.

Det var, som jeg gav og fik en hilsen og et håndtryk af en god ven og landsmand, helt deroppe mod nord, hvor jeg ikke havde ventet at træffe nogen fra Lolland.

Jo, Lolland er et nyt land for hver ny generation, men med en fortid helt tilbage til stenaldermænd, som jagede og fiskede henne omkring Maribo-søerne.

Alle deres gravpladser i skovene deromkring fortæller os, at her har de levet, her var der føde at få, her har de elsket, her har de færdedes, og her er de døde, når deres tid var inde.

Sådan stod der under et gammelt maleri af en herremand på Gammelgård i Ryde sogn. En af den gamle Grubbe-slægt, som også har sat sit spor i vort lands historie.

Jo, jo - Lollænderne tegner sig langt tilbage i historien, tilbage til dengang i tusmørket, da landet begyndte at vippe op af Østersøen, og gletscheren begyndte at tø op og afleverede det fede ler, som det havde skrabet af landet nord for os, al den gode jord, som vi nu dyrker vore sukkerroer i, som vi så bytter for andre varer fra de fagre riger og lande. Dejlig er jorden!

Men der er også et uhyre i dejligheden. I alle de moser som istiden efterlod sig, og som senere varmetider skabte om til udklækningssteder for millioner af insekter og andet mikroskopisk liv, fik blandt mange andre Malaria-myggen livsbetingelser, og den har plaget menneskene på Lolland i mange hundrede år.

Malariamyggens stik fremkalder en feber, som kan svinge fra dag til dag, op og ned. En dag har man det nogenlunde, næste dag kan man ligge i sengen og ryste af feber, sådan var mange mennesker plaget, og lægerne vidste ingen råd i tidligere tider. Menneskene kunne gå med det i årevis, når de havde fået giften i sig ved myggens giftige stik. Men ingen vidste, hvorfra det stammede. Det blev kaldt Lollandsk feber og blev tit forvekslet med dovenskab.

Men en skønne dag fandt lægerne ud af det, og begyndte at give Kinin for det, og det hjalp.

Senere er de fleste moser blevet udtørret, og dræninger har fjernet de sumpede steder, så livsbetingelserne for myggen er blevet reduceret i betydelig grad. Nu er feberen så godt som udryddet her i landsdelen.

Men Lolland hviler stadig på Østersøen som en doven kat!

Sådan kan man finde skønhedsfejl i ethvert kønt ansigt og landskab. Dernede sydpå mod Østersøen stammer min slægt fra. Gloslunde og Lilleskovlandet er navne vi var fortrolige med, fra så langt vi kan huske tilbage. Det var navne, som Mor havde med i alle sine fortællinger når hun fortalte om sin barndom. Vi kendte navnene og havde i fantasien skabt os et billede af landet, men det var et helt andet, da vi så det med egne øjne.

Ret før vejen går ud mod Lilleskovlandet, der hvor jorden endnu er nogenlunde god, er der fra Kovejen en lille jordvej, som går hen til en vinkelbygning med stråtag. Om vinteren var vejen et bundløst ælte og om sommeren et knoldet hjulspor fyldt med agemel.

Det meste af året trak de deres mælkejunger på en slæde hen til Kovejen, hvor mælkekusken hentede og bragte mælken.

Det er min mors barndomshjem, og når jeg skal prøve at fortælle om min slægt, må jeg bygge på gamle fotografier, mundtlige historier, anekdoter og uklare personlige oplevelser og erindringsbilleder. Det er ikke folk, som nogensinde nåede berømmelse udenfor deres sogn, og det er kun, hvad der findes i kirkebøger og andre offentlige papirer om fødsel, giftermål, ejendomskøb og død, jeg ved med bestemthed.

Mors far havde været med i krigen 1848 og var sluppen helskindet fra den. Et par år efter hjemsendelsen lykkedes det for ham og hans kæreste at købe den lille ejendom derude i det yderste Gloslunde, og her fik de så en ret stor børneflok: Marie, Sofie, Signe og Jacob. De to døde som mindreårige.

De voksede op, som de fleste børn gjorde det på landet; de legede, spiste og sov til de skulle begynde at gå i skole, så mødte de livets alvor. En skolevej på 5 km. er ingen skovtur om vinteren i sne og regn. Om sommeren i sol og blæst. Fodtøjet var træsko med klamper, og når træskoen havde ramt en ankel, kunne det være en pine at gå; så havde man slået skank, som de gamle sagde.

Min far har jeg aldrig rigtig kendt, han står utydeligt for mig som noget fjernt og dejligt. Det at have en far, syntes jeg som barn, måtte være det mest vidunderlige af alt.

Det jeg kan huske, er en solskinsfyldt søndag morgen i juli. Jeg var klædt på og vasket. Mor sagde, jeg kunne gå ud på gaden og vente på far, han kommer hjem om lidt og spiser frokost. Hun havde travlt med at gøre huset i orden og lave mad til far og os andre. Gaden var søndagsstille, ingen mennesker, ingen heste eller vogne, kun solskin og ro. Vort hus lå med facaden i nordsiden af gaden, her var køligt og dugfyldt, men hvor solen dog skinnede på den modsatte side af gaden. Jeg gik nogle huse hen ad gaden og satte mig på en trappesten i solsiden. Der var varmt, her ville jeg blive, til far kom. Jeg vidste jo, han ville komme fra den side. Jeg ventede og ventede, det varede længe. Jeg gav mig til at lege med noget grus og småstene, som lå ved trappen. Jeg ventede kun på, at far skulle komme og tage mig med hjem til frokost.

Jeg blev revet ud af min solskinssalighed af Jørgen, min store bror, han var lige fyldt 14 år, og jeg var bare 5. Han kom løbende med sin salmebog i hånden, han sang i kirkekoret. Han stoppede op foran mig, jeg så han græd. "Sidder du her?" sagde han. "Kom vi skal hjem, far er kørt over af toget og er død."

Jeg så han græd, og så græd jeg med, uden at forstå, hvad der var sket.

Vi kom hjem til en stue, hvor alt var i opløsning. Mor græd, Jørgen græd og nogle mennesker, som jeg ikke kendte, græd. Vi mindre børn græd, fordi de voksne græd. Alt var opløst i gråd. Hen imod aften tog vi hinanden i hånden og gik hen på sygehuset, som lå i vores gade. En mand lukkede op til et rum i udhuset. Derinde stod en kiste med en mand i, han lå ganske stille med lukkede øjne. De sagde, det var far, som lå der, men jeg kendte ham ikke. Jeg kendte kun en levende far, der tog mig op til sig og krystede mig. Det, der lå der, var kun noget koldt og fremmed, som jeg ikke kendte, og som ikke kom mig ved. Så husker jeg, vi sad i kirken. En gammel mand sagde noget, som jeg ikke forstod, men så sang de "Lyksalig, lyksalig hver sjæl, som har fred." Den har jeg altid sat i forbindelse med min far, når jeg hører den blive sunget.

Far var portør ved Lollandsbanen i Saxkjøbing. Der skulle rangeres nogle tunge jernbanevogne over på et andet spor, far skiftede spor og sprang så på vognen igen og kørte med ind på det andet spor, som han havde gjort masser af gange. Men da han sprang af igen hang hans jakke fast i en krog, som sad på vognen. Han blev slynget ind under vognen, og de kørte over ham. Han overlevede ikke. Det er den forklaring, som er tilgængelig for de efterlevende. Altså et rent og skært ulykkestilfælde under udført arbejde, men ved Lollandsbanen var der ingen ulykkesforsikring, de havde ingen pligt til at yde erstatning til deres folk, som kom til skade under arbejde eller blev slået ihjel.

Der var ingen ting at få for en mor med 6 ukonfirmerede børn. Borgerne satte en indsamling i gang i byen. Der blev indsamlet 1200 kr., som blev indsat i banken, 200 kr. til hvert barn, og som ikke måtte hæves, før barnet var 18 år. Mor måtte hæve renterne af beløbet. Det var, hvad hun havde at klare sig for. Det kan vel ikke undre nogen, at jeg synes, at Lollandsbanen står som skyldner overfor min mor, endnu 80 år efter ulykken.

Jørgen blev konfirmeret om efteråret og kom i lære som maskinsmed. Mor begyndte at sy arbejdsskjorter for en forretning, 65 øre for en skjorte, men så blev sygarnet også lagt til. Mor havde en symaskine med håndsving til at begynde med, men det var en sen død, så den måtte udskiftes med en trædemaskine. Den skulle afdrages med at sy flere skjorter. Det var en begivenhed, da den nye maskine ankom. Pigerne, Johanne og Grete, syede knapper og knaphuller i, og da jeg blev stor nok, bar jeg de færdige pakker ned i forretningen, som lå i den anden ende af byen, og fik de nye ufærdige skjorter med hjem. Seks stk. à 65 øre gav 4,20 kr. 12 stk. om ugen var nok det normale, der blev syet, så det var ikke den store ugeløn, der blev hentet hjem. Der skulle bestilles noget for de penge, og de slog ikke til alligevel. Mad skulle der til, til alle de forsultne unger, der gabte op, så snart de kom hjem.

Rentepengene forfaldt til hver termin, tøj blev slidt op, o.s.v. Lige overfor boede Grete, en ældre pige, som vi havde boet hos, før far købte det hus, vi nu boede i. Hun gik ud og vaskede for folk. Hun kom over og hjalp mor i den første svære tid, og det endte med, at hun flyttede over hos os og blev der som medlem af familien.

Hun bidrog med sine surt erhvervede vaskepenge til at opretholde hjemmet. Hun fik 2 kr. for en vaskedag fra kl. 5 morgen til kl. 6 aften. Det var den fyrstelige løn, hun fik for at vaske i en fugtig kælder i 11 lange timer. Når hun kom hjem fra sådan en dag, var hendes hænder helt hvide og følelsesløse af at være i det stærke sæbevand. Skiftevis koldt og varmt, og hun var dødtræt. Hun satte sig ved kakkelovnen og krøb sammen, til der begyndte at komme liv i hænderne og fødderne igen. Så kom hun langsomt i gang med at hjælpe mor med det forskellige, der skulle gøres, før vi skulle til ro. Sytøj der skulle ordnes, tre børn fra 1 til 5 år, der skulle i seng, jo - der var nok at tage fat på. Lillebror Karl var kun 1 år da far døde, og han var en urolig krop de første par år han levede, ikke så underligt, at blive født til en sådan verden, hvor nød og savn truede ham. Han skreg mangen en nat de første år, så mor og Grete måtte passe vuggen, og der blev ikke megen søvn til nogen af dem, og der ventede en lang dag forude.

Sørgmodige tanker var der aldrig tid til, ingen ledige stunder til at falde hen for dem. Arbejdet ventede, og det skulle gøres for at holde skindet på næsen og ikke ende på fattiggården og ligge andre til byrde. Det var den stolthed, de levede på.

Store Grete, som hun blev kaldt til forskel fra lille Grete, min søster, som på det tidspunkt var 6 år, var til uvurderlig hjælp for mor, i alle de år hun levede. Hun sled sig op for at hjælpe os, så godt det lod sig gøre, fra tidlig morgen til sen aften. Altid var hun aktiv i hele vor barndom. Hun snakkede altid med sig selv, mange gange troede vi, at hun skældte ud, og når vi så spurgte om, hvad det var, hun var gal over, så smilte hun bare og rystede på hovedet og sagde, der var da ikke noget i vejen. Altid når hun arbejdede gik munden på hende. Hun var et jern, så længe kræfterne holdt. Men tro nu ikke, at det altid bare var slid og slæb. Der var megen glæde og morskab imellem. Når vi børn kunne få mor og Grete til at spille kort med os, var der glæde og humør omkring lampen. Det var især ved juletid, vi fik dem til det. Så spillede vi brus, et spil mor kendte fra sin barndom: Brus hjerter konge, spis klør knægt og spader otte. Der var tre matadorer i spillet, og det gjaldt om at få dem, så kunne man beherske hele spillet. Der blev ikke spillet om noget, kun om nogle streger på tavlen, men han eller hun, der vandt det flotte spil og de fleste spil i løbet af aftenen, kunne slette sine streger, og modparten blev noteret så og så mange i "Poller Røv." Det morede os, enten vi var den der tabte eller vandt. Det var stor morskab, og det var selvfølgelig den vindende part, der kunne skrive tallene i cirklen, som hed det fordømte navn. Det sluttede sådan en aften altid med, det var aftenens højdepunkt. Mor og store Grete var lige så glade for sådan en aften som vi børn. Det var, som om det lettede lidt på dagens bekymringer, der sled på dem til hverdags. Der var trods alt en gnist af morskab og humør tilbage i dem.

Vi blev også ved juletid bedt til et par gamle mennesker, der boede længere nede i gaden. Karallius Petersen hed han, og det navn alene gjorde ham interessant i mine øjne, sådan et navn havde ingen anden, jeg kendte. Han var en stor, svær mand, med hvidt skæg. Han rokkede rundt i deres to små stuer, der altid lugtede af brænde, der blev tørret på kakkelovnen. Hans kone var lille og rund, hun trillede rundt så smilende og sød, som kun en bedstemor kan være. Der spillede vi så kort og fik hjemmebagte kager til kaffen. Det var en oplevelse sådan at blive bedt til fremmede. Sådan noget skete kun ved juletid. Sådan en aften gik snakken rundt om bordet, hvor vi sad. De gamle talte mest om deres søn, han var tømrersvend og var i København. Jeg havde set ham, en gang han var hjemme, da gik han med høj hat, og det havde vi ikke set uden ved begravelser, så han havde vakt opsigt i gaden. Vi forstod han var noget af en oprører, han havde andre meninger end sin far og mor, og de var bekymrede for ham. Han kom senere hjem til byen, og blev den første redaktør af Socialdemokraten i Saxkjøbing, Otto Petersen hed han. Men nu gik han ikke med høj hat længere, der var noget af spændingen gået af ham. Senere lærte jeg ham at kende som voksen, da var han en rolig og pligtopfyldende mand for sit blad.

Et andet sted kom vi også i min barndom. Det var hos en kollega til far, en stationskarl Eriksen, som boede på Nystedvejen og havde et hus der. Der blev vi alle sammen bedt ud, men det var til spisning, og der fik vi steg og dessert. Det var noget meget enestående, men han og far havde været gode venner, kunne vi forstå. Der var det ved det, at vi børn skulle vente med at spise til de voksne var færdige, og det kunne godt være hårdt for os unger, når vi mærkede duften af den gode mad at se den blive båret ind i den anden stue til de voksne. Vi fik ordre til at lege og være stille i en mindre stue. Hvor vore tænder løb i vand, det var nemlig meget sjældent, vi havde kød på middagsbordet hos os. Når så de voksne var forsynet, fik vi børn alt det, vi kunne spise. Jeg var vel nok en forslugen rad, så en gang havde jeg spist så meget, at jeg blev dårlig i maven dagen efter og måtte blive i sengen, og de andre grinede af mig. Om eftermiddagen var det dog gået over. Vi var ene hjemme, mor var på arbejde et sted i byen, og vi legede alle på sofaen, hvor jeg lå, pludselig begyndte Lille Grete at skrige, hun havde fået sin arm i klemme bag sofaen, et sofaben var brækket, og armen sad fast mod væggen. Nu var det med at komme op og få sofaen rykket ud og pigen fri. Så måtte vi se at få lavet sofaen igen, den kunne vi ikke undvære, da den var sengeleje for nogle af os om natten, og mor skulle ikke gerne vide, vi havde været så vilde, så vi havde brækket benet på den. Alt blev i orden igen. Sådan gik barndommen i sorg og glæde. Vi børn blev ikke plaget af bekymringer, dem holdt mor og Store Grete for sig selv. Det er først senere i mit liv, at jeg har opdaget den kamp, der blev ført, for at holde det lille hus og hjem oven vande. Vi lærte at holde sammen.

Barndommen svandt bort, som den svingfjeder ørnen tabte under sin flugt. Jørgen kom i lære som maskinarbejder den 31. marts 1886, det havde far aftalt med maskinfabrikkens ejer, inden han døde. Det var ingenlunde let at komme i lære der, de stedlige spidser i byen, håndværksmestre og embedsmænd, havde sikret sig plads for deres sønner lange tider i forvejen, men far må have været godt kendt på fabrikken, siden han kunne sikre Jørgen plads i så god tid.

De første læreår var en streng tid, fra 6 morgen til 6 aften, og fra kl. 7 til 9 aftenskole. Når han kom hjem kl. 6 og skulle vaskes og spise, var der fart på for at nå det hele og være på skolen til tiden. Timelønnen var det første år 5 øre i timen, 10 øre det næste, 20 næste og 40 øre det sidste år. Han klarede sig godt i sin læretid og aflagde svendeprøve. Den bestod han med ros. En kort tid var han på fabrikken som svend, så søgte han ind ved Lollandsbanens værksted i Maribo, hvor han blev antaget, derfra gik turen over til lokomotiverne, som var hans sidste store interesse. Først fyrbøder på Lollandsbanen, så Rødbybanen og så ind på den lange linie Nakskov Nykøbing, men nu var det som lokomotivfører. Der var han i nogle og fyrre år, så begyndte øjnene at svigte, når de skulle se farver, så holdt han op. I dag er han 92 år, og bor på Gloslunde alderdomshjem. Der flyttede de ud for 7 år siden. Hans kone Ingeborg var blevet svag og kunne ikke klare dagen og vejen længere, og for 3 år siden døde hun der. Jørgen selv er rask og frisk, kan gå lange ture, han besøger jævnligt de steder, han og far besøgte i halvfemserne, men meget er forandret siden da.

Fars fødehjem i Hoby er forlængst forsvunden, men på det matrikelnummer bor en fætter, Edmond Hansen, som har en frugtplantage. Rødbyfjorden lå der med alle sine vige og småbugter, hvor blomster og dyr gik, som om Vorherre havde skabt dem samme morgen. En gang kunne man overraske en andemor med sit kuld ællinger, som så forsvandt ud i det lave vand mellem tuerne, falde over en agerhønerede med kyllinger, eller se Mikkel Ræv luske bort bag fjordens grønne græs og småkrattet ved fjordbredden.

Jørgen og Ingeborg fik 4 børn. To drenge og to piger. Johanne der er født d. 8.august 1887 og døde d. 23. november 1927, er min ældste søster. Hun blev konfirmeret året efter Jørgen, og kom til at tjene som ung pige hos distriktslægen. Han var enkemand, men havde en søster som husbestyrerinde. Tilværelsen der var præget af missionen, hun var søndagsskolelærerinde, der blev bedt bøn hver dag ved herskabets bord, og de fik alt det de kunne spise. Men når tjenestefolkene skulle have mad, blev det meget pinligt rationeret, og resterne låst inde, hun gik med nøglerne ved bæltet. Resultatet blev underernæring og tuberkulose for Johannes vedkommende. Når hun kom hjem til mor bad hun sommetider om et stykke mad, for hun var så sulten. De blev mere end halvsultet på det sted. Hun flyttede senere til Haslev og derefter til København, men måtte så på sanatorium. Til sidst var hun husbestyrerinde hos en skræddermester Klinke i Nakskov, og der døde hun.

Et år før sin skoletid havde signe, som var min mor, haft en oplevelse, som hun aldrig glemte. Sommeren havde været fuld af sol og leg, og nu var kyllingerne blevet store, næsten høns, og de ventede hver dag, de skulle lægge æg, så der kunne blive æg til julebagningen.

Julegrisen, som de havde gået og kælet for hele sommeren, var blevet stor og fed, nu var der ikke så længe til, at den skulle slagtes. Det gyste i hende, når hun tænkte på, hvordan hun kunne huske, den havde skreget i fjor, da den blev slagtet.

Nu var det efterår, det blæste så stærkt, at hendes far havde lagt tunge redskaber på stråtaget, for at det ikke skulle blæse væk. I går var Marie kommet hjem fra skole forblæst og våd, så hun måtte ind og tørres ved kakkelovnen, før der kom liv i hende igen. Om natten havde Signe hørt stormen sus omkring huset.

Hun vågnede tidligt, det var bælgravende mørkt, men far og mor rumsterede så meget i huset. Dørene smækkede, blæsten hylede om hjørnet af huset. Far var ude at se til taget, jo det havde holdt, kun nogle totter i vindhjørnet havde revet sig løs. Men nu kom stormen fra en anden kant, og noget sneblandet regn piskede fra Nordøst oppe fra de gråsorte skyer. Det var d. 13.november 1872.

Far og mor blev mere og mere urolige, de skyndte på børnene for at få dem i tøjet. Far gik ud og ind af dørene, kiggede ud af vinduerne, men det var for mørkt til at se ret langt. Kun stormens brølen kunne han høre, men en anden undertone, længere borte fra, gjorde ham bange, det var som en fjern kanontorden. Han mindedes krigens tid og en hjerteklemmende angst greb ham. Her var ingen hjælp at få, her var det kun ham selv, der havde ansvaret for sine kære. Hvorhen var der at gå, hvis galt skulle være. Børnene sad i en klynge og rystede af angst og kulde, der var ikke tændt op i kakkelovnen, mor småklynkede og snøftede, medens hun samlede forskellige ting sammen. Han var atter ude og stirre mod syd. Lyden derudefra lød nærmere, nu så han der var vand i grøften, og det begyndte at stige og løbe over vejen. Men skrænten på marken overfor lå højere. Vi må op på gården, den ligger højt, slog det ned i ham. Nu vidste han hvad han ville. Han løb ind: Vi må have alt sengetøjet op på loftet, sagde han og begyndte at rulle det sammen for at bære det op. Mor så forfærdet på ham, men tog fat med det samme. De fik det meste af alt det løse samlet sammen og båret op. Det gik stærkt, far tog imod ved stigen og bar op, mor samlede sammen.

Vi må over på gården, her kan vi ikke blive, vandet stiger udenfor. Støvler og træsko på og hvad i har af tøj, I kan få på i en fart. Vi går over marken på den anden side af vejen. Da de kom ud, var vandet gået over vejen ind på gårdspladsen, som var en hel sø. Han bar pigerne Marie og Signe over til skrænten på den anden side af vejen og satte dem der. Bliv her, til vi andre kommer, sagde han. Pigerne rystede af skræk for vandet og den piskende storm og klamrede sig til hinanden. Inde ved huset havde der været nogenlunde læ, men her måtte de stride for at holde sig på benene. Nu kom far og mor med den lille på armen ud til dem. De lukkede døren og drejede nøglen om, som for at stænge for vandet, der nu var helt oppe ved døren. Så plaskede de hånd i hånd over mod pigerne og kom op på skrænten, hvor stormen nu rigtigt kunne få fat på dem. De måtte klamre sig til hinanden for at blive på benene. De stred sig frem, ind over en pløjet mark, og der - langt borte - lå gården, de kunne lige skimte den gennem regntykningen. De vaklede op imod den, jorden klumpede under træskoene, der blev så tunge at de dårligt kunne få benene med, så snublede de og blev siddende i det bare ælte. De snøftede og græd, faldt og rejste sig igen, kravlede på knæ, hjalp hinanden, og væltede alle sammen, når stormen kom med særligt kraftige stød.

De pustede og stønnede, var helt indsmurt i jord og pløre. Regn og stormen lavede jorden om til det bare ælte, gennemblødte deres klæder og gjorde dem tunge som bly. De syntes aldrig, det fik ende med den vandring. Far trøstede dem med, at nu er vi der snart, men mor og pigerne syntes aldrig, den fik ende. Træskoene blev tungere og tungere, nu blev de fyldt med jord både udvendigt og indvendigt. Næser og øjne løb med vand, de tørrede sig med våde og beskidte vanter, så nu var de fyldt med jord både i øjne og næser, de lignede ikke mennesker mere, men grise, som lå og rodede i jorden. De nåede et pilehegn, hvor de pustede ud et øjeblik, så kravlede de over, og sikke et himmerige, der var en græsmark på den anden side. De fik banket det værste jord af træskoene, mens de holdt sig ved gærdet. Så nu var det bare om at komme frem, nu kunne de også se gården, som lå der med sine tjærede stolper og så sikker og tør ud, med alt det pjaskende regn de var ude i.

De fik nyt mod og gik frem mod varmen og tørvejret, som de håbede på at få der. Ly og læ, det var, hvad de trængte til at finde der. Et stykke pløjejord måtte de endnu en gang over, det var det samme med jord og pløre, men nu var det mere lyst, og de så gården i nærheden. Igen satte træskoene sig fast, endnu en gang væltede stormen dem, endnu en gang kravlede de rundt for at hjælpe hinanden op, men op kom de og omsider stod de i gården, hvor der ikke rasede den storm, de lige kom fra.

Så bankede de på køkkendøren og kom ind i et dejligt varmt køkken, blev skilt af med det snavsede tøj og blev vasket. Så fik de dejlig varm kaffe og mellemmadder, og så huskede de ikke stort mere, søvnigheden bredte sig hos pigerne, og de sløvede hen og blev lagt ind i et andet rum og gled væk i søvnen, og alle besværlighederne blev glemt.

Det var børnene, de voksne havde andet at tænke på. Hvad var der blevet af huset, hvad med grisen og har hønsene klaret det? Det var spørgsmål, som var livsbetingende for den kommende vinter.

Ved middagstid holdt vandet op med at stige, og henimod aften vadede far over til huset. Da var lervæggene skyllet ud, kun bindingsværket var blevet stående. Grisen havde reddet sig op på nogle halmbunker inde på loen, og hønsene var fløjet op på loftet. Det levende havde reddet livet, men huset, hvor så det ud. Slam og mudder alle steder, kakkelovnen væltet. Hvordan kan det blive et hjem igen. Han var mere end fortvivlet, da han kom tilbage og fortalte det. Bonden trøstede ham med, at de havde reddet livet, deres naboer længere nede var druknet, men de kunne da blive her til de fik huset gjort beboeligt igen. "Det skal du have tak for," sagde far, og han blev mere rolig.

Næste dag fik de at vide om alle de ulykker, der var sket rundt omkring dem. Folk, der var druknet, og huse, der var svømmet væk med hele familien. Hele vinteren blev der ledt efter folk, som var forsvundet under uvejret. Det blev hen på sommeren, inden de kunne flytte ned i deres hus igen. Hele foråret boede de på loftet, medens de klinede væggene op igen. Alt skulle være ordentlig tørt. Jorden skulle også passes, men den var ødelagt i flere år efter den omgang, saltet ville ikke ud af den igen, så derfor var der smalhals til huse i de årgange. Men livet var i behold.

Julen kom og blev holdt, men det var så som så med julestemningen. Der var kommet nogen hjælp fra landsindsamlingen til de nødstedte, men de følte, at de var til besvær for deres værtsfolk. De var da flinke nok, men når man har været sin egen herre, er det svært at belemre sine naboer med sin tilstedeværelse i deres hjem. Vinteren stod for døren, i huset var der ingen vægge, ingen varme, de måtte blive, hvor de var, til det blev forår igen.

Hver dag, når de ikke kunne hjælpe på gården, var de ovre ved huset for at rydde op og få lidt orden på sagerne. Mørkt var det, og dagene blev kortere og kortere, så meget blev det ikke til. I løbet af vinteren fik de dog det værste lavet, så da det begyndte at lysne, kunne de så småt begynde at bygge væggene op igen.

Taget havde gudskelov holdt, så der var tørt på loftet, der opholdt de sig, da det blev vejr til det, og så var de da hjemme. Om foråret begyndte Signe at gå i skole hver anden dag, 5 km. frem og tilbage. Det var godt så længe det var lyst, men vinteren var streng for en lille pige.

Far er født den 9. april 1850 i Hummingen og døbt i Gloslunde kirke den 23. juli. Hans far var daglejer og stenhugger og hed Jacob Madsen. Hans mor hed Grete Jørgensdatter. Da far var 4 år flyttede de fra Hummingen til Hoby, og der gik han i skole i en lille skole, som lå helt ude ved digerne. Her var rigtig tumleplads for drenge og piger, frit til alle sider, højt til himlen og stort udsyn over Østersøen. Christian Jacobsen, som hans døbenavn blev i Gloslunde kirke, var en rask krabat. Han var snild på fingrene og rask til bens. Om foråret, når piletræerne fik rakler, lavede han pilefløjter, som kunne fløjte så skingrende. Om vinteren lavede de slæder, som de kørte med på de lave strandenge ved Rødbyfjorden. Altid havde han noget for, altid ville han lave noget, og helst bedre end han havde lavet før. Krigen 1848 var i frisk erindring for de voksne, dem der havde været med fortalte gerne om deres oplevelser i krigsårene, og børnene slugte det med åben mund, og det kom igen i deres lege om dagen. Så var det altid tyskere og danskere. Der var heller ikke så mange underholdninger til hverdags, det var om at passe det man var sat til, og så tjene til føden. Det daglige brød lå ikke på alfar vej.

Men så kom de store aftener, som Mortens aften, hvor der blev spist og drukket godt, og fastelavn, hvor det mest var ungdommen, der festede. Så blev tungebåndet løst med nogle kaffepuncher, og så var der ingen ende på de oplevelser, der blev fortalt. Krigshistorier, røverhistorier og spøgelseshistorier afløste hinanden, og nu havde de tilmed "Handskemager banden" lige i nærheden. Den der så kunne fortælle, og den der kunne synge var velkommen til disse sammenkomster, og nogle af de gamle var hele mestre i at gøre deres oplevelser levende. Der var også de gamle skillingsviser, som var meget yndet. Børnene og de unge lærte hurtigt de nye viser, som så blev sunget ved sammenkomsterne. Far, der havde en god sangstemme, blev, da han kom ud at tjene, en yndet forsanger til de mange bedrøvelige, men mest til de lystige viser, en god fortolker. Pigerne yndede mest de bedrøvelige, men karlene foretrak mest noget med humør. Krigen 1864, det år far blev konfirmeret, kom og lavede om på mangt og meget. Hans far døde, og der kom smalhals til huset. Christian blev nu det næste mandfolk i huset, og han måtte tage sig af alt det, hans far tidligere havde gjort. Det første år efter hans død var det ham, der stod for roret der hjemme. Men det gik jo ikke i længden. Da han var 15 år, kom han ud at tjene, hos hvem ved jeg ikke, men han var der, til han skulle ind og være soldat. Man rendte jo ikke sådan af plads uden videre. Da det var overstået kom han tilbage til sognet igen, og han var tjenestekarl på flere gårde i Hoby i de følgende år. I november 1872 var han på gården Kristinelund, og der oplevede han stormfloden den 13. november i sit 22. år.

Stormen havde været hård de sidste tre dage. Nordvesten piskede over markerne, så det næsten ikke var til at være der, hverken for folkene eller hestene. Men Lollands pløjning og helvedets pine får jo aldrig ende, og pløjes skulle der da. De var da også trukket ud om morgenen, men nu var det begyndt at regne og sne, og stormen kom fra nordøst og det var hundekoldt, så nu tog de hjem til gården. Der var en dag igen i morgen.

Da de kom hjem, hørte de, at der var højvande i Østersøen, og lidt efter, at der var gået hul på digerne. Hoby lå temmeligt højt, så dem var der ingen fare for, men alle dem på Fælandet og Lilleskovlandet, hvordan var det fat med dem?

Far fik lov til at låne et par heste og en vogn for at se, hvordan de af hans bekendte derude havde det.

"Nu må du'tte drukne dyrene" sagde bonden, da han kørte ud af gården. Så gik det da der ud af mod det lave land. Snart mødte han det piskende og frådende vand, Himmel og vand stod i et, blæsten rev vandet op, så store skumflager fløj imod ham. Der var ikke noget udsyn, og nu var alt oversvømmet. Han, der kendte det hele så godt, så nu det hele som en stor sø.

Nu fik han øje på enkelte træer, dem kendte han, og nu kom der et hus. Han prøvede at følge vejen, men den blev hurtigt borte for ham, så han lod hestene om at finde de bedste steder at komme frem på. Ved de første huse var der ingen hjemme, de var sluppet bort i tide. Dem længere ude var nok mere tvivlsomme, men vandet steg. Nu gik det til hestens knæ, og det blev dybere. Kristian Rus, der boede længere ude, mon han var kommet afsted? Han skimtede det lille hus langt ude gennem den piskende regn. Han ville forsøge at nå derud, omend hestene blev mere og mere urolige og var vanskelige at få igennem det stadig dybere og kolde vand. Forsigtigt ledte han dem ud af det, han huskede var en vej, nu måtte han rette sig efter de stynede pile, han kunne se. Og nu hørte han råb fra huset og så nogen vinke fra loftslugen. Han lempede hesten og vognen hen til huset, og ud af lugen fik han 4 børn, Kristian Rus og hans kone på vognen. Nu gjaldt det om at komme tilbage med den dyre last. Forsigtigt gik det hjemad, nu var hestene mere villige. Derud havde de været meget urolige og tvære, og det var kun, fordi han kendte dem så godt fra hverdagen, at han fik dem til at gå fremad.

Børnene frøs og var bange, de snøftede og græd, forældrene var også på grådens rand. De havde været meget bange, fortalte de. Vandet havde fuldstændigt overrasket dem. Inden det blev lyst, var de helt oversvømmet, så de kunne ikke komme nogen steder, og til sidst kunne de mærke, hvordan det gamle hus gav sig i sammenføjningerne. De frygtede, det ville styrte sammen. Men nu gik det heldigvis mod det tørre land. Far fik dem ind hos nogle bekendte, der tog vel imod dem. Selv måtte han nu hjem med de våde heste, selv var han våd til skindet af regn og søsprøjt, så det gjorde godt at komme i hus og få tørt på.

Alt var kommet ud af balance ved den stormflod. Alle der kunne, måtte ud og lede efter folk, som var forsvundet, huse, som var sejlet væk, kreaturer, der var druknet, bohave, der var spredt af bølgerne. Hele forlandet ud imod digerne lignede en ørken, grå og slimet. Men her var det ikke tørken, der var skyld i ødelæggelserne, men vandet.

Der gik flere år, inden jorden kunne bruges igen, der stod saltvand i alle lavninger. Jorden var ikke for god i forvejen, og omend planterne spirede om foråret, så blev de svedne, når solen kom, og det blev sommer. Det var den bare elendighed de første åringer derefter. Den dag glemte de ikke så let, og der var ikke mange sammenkomster, uden der blev fortalt om stormflodsdagen.

Mange år efter, da min bror Jørgen var blevet lokomotivfører på Lollandsbanen, kom der et par ældre mennesker hen til ham på stationen i Nakskov og spurgte ham, om det var ham, der var søn af Christian Jacobsen fra Hoby. Og da han bejaede det, trykkede de ham i hånden og sagde, de var glade for at hilse på ham, for din far er skyld i, at vi er i live i dag. Det var to af Kristian Rus's børn. Den dag havde de aldrig glemt, da de blev hentet derude i det piskende vand og storm.

Far var i Hoby mange år efter den dag. Han blev Forkarl på flere af Hoby gårdene. Han var vellidt på egnen, for han struttede af livslyst og gåpåmod, han havde lyseblå øjne og altid et stort smil. Han var ikke så høj, men velproportioneret, og der var noget vist fint over ham. Han blev aldrig så beskidt som så mange andre, skidtet hængte ikke ved ham, omend han arbejdede med jorden. Han var fiks på fingrene, han kunne smede lidt, og tømre noget sammen gik han heller ikke af vejen for. Det er svært at forstå, at nogen af Hobypigerne ikke var faldet for ham. Alligevel blev han 33 år før han traf den eneste ene, han kunne tænke sig at leve livet sammen med.

Det at være tjenestekarl og daglejer var jo heller ikke meget at gifte sig på. Der kunne ikke lægges meget til side af den sparsomme løn, han tjente, så han havde vel ikke spekuleret meget på giftemål, inden han traf Nielsine fra Gloslunde, der dengang kun var 18 år. Da gik der brand i ham. Hende skulle det være.

De gik sammen det forår og den sommer, hvor alting var så skønt som aldrig før. Blomsterne myldrede af jorden, hvor de gik og stod, nattergalen og lærkerne havde aldrig sunget skønnere ved Rødbyfjord, og en skønne dag tog hun ham med hjem, og det viste sig, at de var gamle bekendte. Christians mor havde været gudmor til Nielsine, da hun blev døbt i Gloslunde kirke.

Da de hen på sommeren begyndte at snakke om giftermål, rystede de gamle på hovedet. Han var jo så meget ældre end hun, hun var så ung. Men når de kunne med hinanden, så havde de ikke noget imod det. Han begyndte nu at tale om nogle planer, han længe havde tumlet med. Den nye Lollandsbane, havde han hørt, havde brug for folk, og de kunne blive fast ansatte, hvis de havde gode papirer. Han havde gode soldaterpapirer, og han mente, han kunne få gode anbefalinger, der hvor han var nu. Det var bedre end blive daglejer på Lilleskovlandet. Hans Ploug og hans kone Johanne Kristine mente også det var en god ide.

Mortens aften 1882, blev Christian Jacobsen og Nielsine Ploug viet i Gloslunde kirke. De boede den første tid hos hendes forældre i Gloslunde. Den 1. marts 1883 blev Christian Jacobsen antaget som banearbejder ved Lollandsbanen med bopæl på Løjtoftevej i Nakskov, hvor baneleddet også skulle passes. Der boede de ikke så længe, han blev forflyttet til Ryde, derfra til Bandholm, for så at ende som portør i Saxkjøbing. Det var et evindeligt flytteri, men da lønningerne steg ved hver flytning, formildede det jo hver gang. De havde heller ikke meget at flytte med, bohavet var en seng, vugge, bord og et par stole. Men de fik et barn hvert år, hvad der var meget almindeligt på den tid, så der var altid noget at se til for en kone, når der var små børn og baneled at passe hver dag. Manden skulle på arbejde hver dag på linien fra kl. 6 morgen til 6 aften. Begyndelseslønnen var 40 kr. pr. måned og frit hus, så de lavede ikke meget spræl eller fik storhedsfornemmelser af den grund, men det var dog bedre end at være daglejer på Hummingen.

Da de kom til Saxkjøbing skulle de selv sørge for lejlighed, nu skulle der ikke passes baneled mere, det var et stort fremskridt. De fik en lille lejlighed i Juniorsgade hos en gammel mand, der hed Kaspar og hans datter Grete. Der boede de 3 eller 4 år, så blev der et hus til salg lige over for. Det kostede 2000 kr. med 500 kr. i udbetaling. Det havde Christian og Nielsine svært lyst til, men en brolægger Rasmussen var også liebhaver, men han kunne ikke skaffe de 500 kr., så han gled ud. Far og mor blev besat af tanken om at eje det hus og talte frem og tilbage om, hvordan de skulle skaffe de 500 kr. En dag, da far skulle have fridag, tog han aftenen før toget til Søllested. Han havde to af børnene med, Jørgen og Johanne. Bolette og Hans skulle blive hjemme hos mor. De kom til Søllested ved 8-tiden om aftenen, men da det var sommer, var det lyst til langt ud på aftenen, og de skulle jo den lange tur fra Søllested til Gloslunde. Der var ca. 14 km., så det var en lang aftentur. De ankom til morforældrene ved godt 10-tiden, men der var ingen hjemme. Døren var låst og der var ingen mennesker at se nogen steder. Her var gode råd dyre. Far havde sine nøgler fra stationen med i lommen, han prøvede om nogen kunne passe, jo der var en som kunne låse op. Han fik lagt børnene til ro og begyndte at vente beboerne hjem. De kom ved 12-tiden og var overrasket ved at finde fremmede i deres stuer. De havde været på besøg hos naboens.

Næste dag forelagde far planen for svigerforældrene. De fandt den fornuftig og mente, at de kunne skaffe dem de 500 kr. som Nielsines arvepart i deres ejendom, så Jacob, min mors bror, kunne overtage den uden at skulle af med kontanter, når de to ikke kunne mere. Og sådan skaffede far pengene til udbetaling til vores hus i Juniorsgade 52. (27)

Mor var blevet hjemme med de 2 andre børn, Bolette og Hans, da de ikke var rigtig raske. Det udviklede sig i den kommende tid, de blev dårligere og dårligere. De kunne ikke trække vejret. De fik fat i en ældre læge dr. Helms, som sagde, det var byld i halsen, og behandlede dem derfor, men de døde begge to i løbet af få dage. Far tog Jørgen med til Gloslunde igen, for at undgå at få ham smittet, for nu så de, hvor farligt det var. Men da han havde været der et par dage, blev han også syg, og de skrev til forældrene om at hente ham, da det var meget vanskeligt at få en læge helt derud. Far kom og fik drengen pakket godt ind. Feberen var høj. Og bedstefar fik lånt et køretøj og fik kørt dem til stationen, og de kom hjem. Angsten for at miste det tredie barn var overvældende, nu havde de lige set, hvor farligt det var. Næste dag gik far ned og talte med den unge dr. Halvorsen. Han kom og så på drengen og sendte så bud efter en anden læge. De lavede vores stue om til en operationsstue, bordet blev brugt til at operere på. Det var difteritis, en ny sygdom, som var begyndt at optræde der på egnen, og som de gamle læger ikke kendte.

Jørgen var ved at blive kvalt, som de andre børn var blevet det. Lægerne skar hul på luftrøret nedenfor strubehovedet. Da der kom hul, begyndte han at trække vejret igen, og nu levede han op igen. De fik nu fat i en sygeplejerske, Laura Stærk, til at passe ham, for det tog nogen tid, inden feberen gik ned. De blev så gode venner med hende, at hun kom i hjemmet hele vor barndom. Vi besøgte hende tit i det hus, hun boede i på torvet. Hun var et sødt og hjælpsomt menneske, som vi kom til at holde meget af. Hun var fra Sandby.

Nogen tid efter disse alvorlige dødsfald og sygedage kom handelen i orden. Det var en gammel bøssemager Berg, som solgte sit hus til far. Berg var selv flyttet op til en datter på torvet, som drev en modeforretning. Hans gamle smedie i udhuset havde vi børn megen fornøjelse af, der var god plads og der legede vi meget. Men de store dage var, når den gamle bøssemager kom ned og lånte smedien, når der skulle være fugleskydning i Holmskoven. Han skulle støbe kuglerne, der skulle skydes med ude i skoven. Så kom der ild på essen i den store skorsten, og så kunne vi børn godt få en nystøbt blank kugle, der var som det bare sølv. Det var et helt klenodie. Vi så, hvordan han smeltede blyet og hældte det over i den lille kugletang, så, hvordan de kom blanke og skinnende ud i vandbeholderen, hvor de sydede og dampede.

"Du må gerne tage dem op," sagde den gamle, og når vi ivrigt stak hænderne i vandet for at tage de skinnende kugler, brændte vi fingrene og slap dem igen. Man skal aldrig skynde sig for meget, lo han. Der var også åben skorsten i køkkenet, da vi fik huset, men far fik købt komfur og fik stillet det op, så den store åbne skorsten var fortid. Mor fik et fint køkken med stor vaskekeddel i køkkenet, så hun kunne vaske inde. Kun vandet skulle hun hente ved brønden i haven, hvor brønden var fælles med naboen, tømrer Lukmand. Der skulle vandspanden trækkes op med en brøndvinde. Det var spændende at se spanden glide ned og blive fyldt, også at dreje på vinden for at få den op igen, men hvis den gled ud af jernklemmen, hvor den var sat fast i, så var det et farligt arbejde at fiske den op igen med en brandhage. Det var forbudt os børn at komme til brønden, men den var så spændende og mystisk at kigge i.

Haven, som vi nu er nede i, var vores paradis. Der foroven havde mor roser og reseda, så kom 2 rækker jordbær, som sjældent blev modne, da vi børn huggede dem, når de bare var en anelse røde. Så kom de mange rækker kartofler, med 2 æbletræer, og hvor der var liljekonvaller af de store under det ene. Ind mod Lukmand var en række ribsbuske og forneden stikkelsbær og hindbær. Dernede var en legeplads med et syrenlysthus, hvor vi måtte tumle, så meget vi lystede. Der blev spillet "Vip," fodbold og hoppet paradis, leget røvere og soldater med fængsel i lysthuset. Jo det vat et dejligt hus og en dejlig have, skønnere barndomshjem kunne ingen have, - Der har vi rod, derfra vor verden går.

Køkkenet har jeg omtalt. Der var 3 stuer: Den nye stue, som vi for det meste kun gik igennem, for at komme ind til de andre stuer. I den nye stue var mors komode, et rundt valnøddetræsbord med diverse stole og en sofa og et par borde til nips. Bordtæppe med klunker på det store bord og gulvtæppe. Soveværelset med den store dobbeltseng, 3 børnesenge og en skibskiste, som en ukendt farbror en gang havde ladet blive tilbage.

Opholdsstuen med den store kakkelovn, hvor der kunne steges æbler i et rum foroven, med kogeindretning, hvor der altid stod en keddel og kogte. Bord, sofa og 2 lænestole ved vinduet, foruden mors symaskine. Fra gadedøren førte en lang gang hele huset igennem ud til gården. I gangen var der dør til den fine stue og en trappe til loftet. I gården var der brændehus, hønsehus og lokum i den ene længe. Overfor den lå den gamle smedie med et værelse mod syd. Smedien blev senere lavet om til en lille lejlighed, hvor forskellige gamle mennesker boede. Mor lejede den ud for at skaffe rentepenge til terminen. Nedenfor haven lå slagter Eriksens marker med 2 dejlige birketræer, og bag den lå jernbanen. Jørgen fortalte, at hvis de havde leget på kartoffelkulen, havde far kunnet se det fra jernbanen, og så fik de skænd når han kom hjem.

Senere blev det os yngre, der kikkede, når togene kørte forbi, om Jørgen var med på lokomotivet.

Hele min opvækst og min læretid boede jeg hjemme til mit attende år. Da var jeg udlært, og så flyttede jeg ud hos min læremester Torvald Petersen, som boede på Nystedvej, der fik jeg kost og logi samt 12 kr. om ugen det første svendeår.

Jeg ville ud og se mig om og lære mere, og i efteråret 1913, fik jeg plads hos en kendt frisør Milwerts i Sorø. Der lærte jeg mange forskellige ting, som jeg har haft gavn og glæde af senere i livet.

De første par måneder jeg var i Sorø, var en kedelig tid, Jeg kendte ikke et menneske. Det var mørkt om aftenen, når jeg havde fri, så der var ikke meget at se efter i omegnen. Kun søndag eftermiddag var der tid til at se sig lidt om. Vi havde jo åbent søndag formiddag til middag i forretningen. Efterhånden lærte jeg dog nogen at kende, og så gik den vinter. Jeg havde jo kendt alle byens folk, hvor jeg kom fra, så dette var jo lidt bagvendt slet ingen at kende. Ikke engang i julen kunne jeg komme hjem, der var kun fri fra middag juledag til tredie juledags morgen, og det var besværligt med toggangen. Jeg skulle bruge en hel dag til rejsen frem og tilbage, så der var kun en halv dag at være hjemme i, og pengene var små. Jeg tilbragte julen i Sorø. Jeg var i kirke juleaften, en stor skøn kirke, og der fik jeg lyst til at se mere af den, så anden juledag var jeg der igen, og nu fik jeg set Absalons grav, hans bispestav m.m. og andre af Danmarks stormænd, som lå begravet der.

Akademiet havde jeg jo set udefra, og den fine have udenom. Nu fik jeg kirken at se indefra og opleve et stykke Danmarkshistorie, mere realistisk end i mine skolebøger.

Så blev det vinter, Flommen blev islagt, vi løb på skøjter der. I kunstigt lys, her samledes byens ungdom om aftenen, her lærte jeg en hel del at kende. Så blev søen islagt, og så blev der yderligere gang i skøjtningen. Nu var det hele byen og akademiet, der ville på isen.

Nu skulle der være stor fest på søen om søndagen med musik og varme pølser. Vi glædede os hele ugen og frosten holdt til om søndagen, som oprandt med regn og tø. Alt var ødelagt, og vi kiggede mismodigt ud over den våde og disede sø.

Foråret begyndte så sagte at komme, vi gik lange ture om søndagen ud i de dejlige skove. Den bedste tur var søen rundt. Vi lærte nogen at kende på Parnæs, så der kunne vi, når vi var bekendte, gå ind at købe eftermiddagskaffe med hjemmebagt kage til. Det var den højeste luksus vi kendte.

I Påsken nåede jeg at komme hjem. Det havde været længe at være væk hjemmefra, første gang man var ude. Hvor var det dejligt at se det hele igen.

Sommeren 1914 var den dejligste sommer, man kunne tænke sig. Regn og solskin afløste hinanden, så det var såre godt, alle folk havde det godt, fortjeneste og priser passede til hinanden.

Alle tog på skovture.

I Sorø var der mange fremmede hver dag, og på Parnæs var der et rykind om søndagen, så det næsten var umuligt at få et bord. Båden som gik fra Akademihaven til Parnas var altid overfyldt.

Nu var også bilerne ved at komme med, det var tit der var 10 biler sådan en søndag. Vi beundrede dem, der kunne køre på det tidspunkt.

På husholdningsskolen og Ankerhus var der masser af unge piger at se på. De ankom i maj og vi unge var altid interesserede. Jeg lærte også en at kende på Ankerhus, Else fra Korsør. Vi gik sammen de par dejlige sommermåneder, oh, himlen var lyseblå, skoven var lysegrøn. Vi var så unge, vi sværmede i Sorøs dejligheder.

Så kom august måned 1914, hvor alting væltede. Østrig erklærede krig mod Serbien, Bosnien og Hercegovina rev sig løs fra Østrig. Tyskland erklærede dem krig. Dagen efter erklærede England krig mod Tyskland, hver dag var der en ny krigserklæring. Det ene land efter det andet mobiliserede.

Sikringsstyrkerne blev indkaldt her i vort land, mange af mine kammerater indkaldtes.

De første dage bredte der sig en usikkerhed over hele landet, hvad ville det blive til? Frivillige værn blev oprettet rundt omkring. Mester Milwerts meldte sig til et, som skulle sikre jernbanelinien fra København til Korsør. Det blev vist aldrig sat i aktivitet, men sådanne korps opstod.

Det var som om at hele menneskeheden havde ædt og drukket umådeligt og levet over evne hele den dejlige sommer og nu vågnede op og skulle brække sig, og med umådelige tømmermænd.

Mester sagde til mig dagen, efter at sikringsstyrkerne var indkaldt: "Ja, nu ved jeg ikke, om der bliver brug for Dem, når det hele er så usikkert. Nu må jeg se, hvad det bliver til. Hvis det hele går i stå, som det ser ud til, må de jo rejse i løbet af 14 dage."

Jeg var målløs, hvad skulle jeg gøre? Ligge Mor til byrde i min alder? Det kunne aldrig falde mig ind; men hvad skulle jeg stille op, jeg spekulerede.

Dagen efter kom der brev fra Sakskøbing, om jeg kunne komme hjem og bestyre en frisør Nielsens forretning på Torvet. Han var blevet indkaldt. Jeg sagde op til mester med det samme, jeg ville rejse nu. Så blev han tosset, det var ikke meningen, at jeg sådan kunne rejse, der var da 14 dages opsigelse. Men jeg holdt på, at det var ham der først havde sagt mig op, så det måtte han finde sig i, og jeg var lettet, nu vidste jeg da, hvor jeg kunne tjene føden foreløbig.

Dagen efter dampede jeg med toget mod Lolland. Der var nogen forsinkelser i toggangen, så jeg fik en times ophold i Slagelse. Der så jeg på en åben plads i nærheden af banegården en officer lod opmarchere en bataljon indkaldte, ca. 800 mand. De blev stillet op i en firkant, og han præsenterede sig som deres chef og begyndte at tale til dem, men han vidste ikke noget bestemt. Han havde ingen ordrer fået endnu. Han var lige så usikker som alle andre.

Mandskabet var lige iklædt, og der var over dem alle et præg af håbløshed og tristhed. De fleste var måske selvstændige og var lige begyndt egen virksomhed, enten som håndværkere eller landmænd.

Hvordan ville det gå med det derhjemme? Det stod tydeligt præget i alle ansigter. Så meget usikkerhed samlet på et sted gjorde et stærkt indtryk på mig.

Hvordan skulle det gå med høsten, som lige er begyndt? Hvordan med virksomheden, hvor manden var den eneste drivkraft? Hvordan og hvorledes var det store spørgsmål, som optog dem alle i de dage.

Jeg selv kunne se lysere på det i dag, jeg havde fået arbejde, igår havde det set lige så sort ud for mig, som for dem, der nu var indkaldt. Jeg kom hjem og fik at vide, at Jørgen, som hørte til de årgange, der blev indkaldt, ikke skulle møde, fordi han skulle sørge for de andre blev kørt ind. Han kom ind kun nogle få dage senere.

Jeg begyndte så på torvet i min hjemby. De første uger kom den ene efter den anden af mine skolekammerater hjem, nogen fra Tyskland, nogen fra Italien og Schweiz. De var alle blevet arbejdsløse, dernede var det jo meget værre end her, der var det blodigt alvor.

Vi fandt hurtigt sammen, vi kendte jo hinanden, og lidt efter lidt begyndte livet at blive normalt igen.

Vi havde alle sammen for lidt at bestille, da så meget var gået i stå ved indkaldelsen. Kun hestehandlerne havde en sjælden god tid, de kunne sælge alle de heste, som de kunne skaffe, til Tyskland og få svimlende priser for dem. De dominerede livet på restaurationerne, for de brugte mange penge der, og det var nogle mægtige aftener, når sådan et par fyre slog sig løs.

De arbejdsløse fik sommetider nasset sig på, men ellers var det meget fredeligt. I fællesskab fik vi lavet en revy, for noget skulle der jo laves, og ved jævndøgn gik den af stabelen. Der havde ikke været noget forlystelse hele den første krigsvinter, der var jo ikke noget at feste for, men nu var det som om at folk trængte til at komme lidt ud og se andre mennesker. Der blev et fantastisk tilløb til det stykke, og alle vi optrædende måtte holde for, når der var sammenkomster. Så ville man høre de sjove sange igen. Det blev også kassesucces for roklubben, som vi spillede for, de fik mange penge ud af den.

Jeg spekulerede alligevel på at komme ud og se noget andet. Der var meget, jeg ville se, før jeg blev fastboende, og Nielsen, som ejede forretningen, kom vel også hjem en gang. Nu taltes der om, at de ville komme hjem først på sommeren.

Jeg begyndte at se efter annoncerne i hovedstadsbladene. Jeg så efter pladser i Norge, da det var det eneste fremmede land, jeg kunne komme til nu. Jeg fandt en annonce fra Stavanger, søgte og fik pladsen, så da Nielsen kom hjem til 1. juni rejste jeg.

Rejsen var dyr, den kostede næsten hundrede kroner. Den gik over Korsør, Frederikshavn, Kristiansand og så med kystbåden til Stavanger. Det tog tre dage at komme derop.

Jeg så Skagen på afstand, da vi sejlede fra Frederikshavn, det vil sige, at jeg så søerne brydes over Grenen. Det var en skøn tur ind til Kristiansand. Vi kom dertil hen imod aften en dejlig sommeraften, og der så jeg de norske fjelde for første gang. Her var de grønklædte og idylliske, ikke særlig høje, og ved søen var der bådebroen og mange lystsejlere, som vi blev modtaget af, da vi stod fjorden ind.

Så skiftede jeg skib og kom ombord i kystbåden, der går fra Kristiansand til Trondheim med ankomst til alle kystbyerne hele vejen op. Der var fragt og kreaturer og folk med fra alle steder, hvor vi lagde til, og de stedlige var der og hilste på besætningen, som når vi andre går ned til toget herhjemme.

Så nåede jeg Stavanger. Det var en meget lang fjord med mange søhuse ned til fjorden. Hermetikkfabrikker lå den ene ved siden af den anden. Her optrådte de norske sardiner i massevis. En farlig masse kajer var der, hvor der lå skibe alle vegne.

Vi lagde til ved Skagenskajen. Og da det også var adressen på min nye arbejdsplads, havde jeg ingen vanskeligheder med at finde det. En stor hjørnebutik med 5 store vinduer ud til gaden. Jeg var lidt benovet ved at gå ind, for så stor frisørsalon havde jeg ikke set før. Der var 5 store pumpestole, som også var noget helt nyt, det så meget lovende ud, og da jeg blev budt velkommen af mester, der var en lille fiks mand og meget tiltalende, så syntes jeg, at jeg havde været heldig.

Han havde sørget for at der var et pænt værelse til mig ude i et villakvarter. Der kunne jeg få morgenmad og aftensmad, så kunne jeg spise til middag i byen. Der var flere folkekøkkener, hvor man spiste godt til en rimelig pris.

Det var helt godt alt sammen, og da det viste sig, at jeg kunne arbejde mindst lige så godt som de andre svende, var hurtigere og lidt bedre, var det mig, som blev mestersvend. Men det allerbedste var, at der var lukket om søndagen. Tænk, jeg havde fri fra lørdag kl. 7 om aftenen til mandag morgen kl. 8. Det havde jeg aldrig prøvet før i de år, jeg havde været barber.

Den første søndag stod jeg op som sædvanligt kl. 7. Tænk, en hel dag, hvad skal den bruges til? Jeg havde fået oplyst, at der var en flot badestrand ved Sola, men der var 10 km. derud. Jeg havde jo god tid, og da morgenmaden var spist, begav jeg mig på vej. Det var jo ikke de veje, jeg var vant til, her var det bare grus og sten, der var jævnet lidt ud, og et sted skulle vi færges over en lille sø. Ombord traf jeg nogle andre unge norske mennesker, som havde den samme tanke som jeg, men som sagde, at det nok var for tidligt at gå derud, der var nok ingen folk derude endnu.

Det passede også. Der var en dejlig badestrand som ved Løkken, et stort badehotel, men ikke et menneske nogen steder. Det var blevet noget over middag, vi var blevet sultne. Vi havde regnet med at spise på hotellet, men det kunne jo ikke lade sig gøre. Heldigvis havde nordmændene været der før, de fandt en kaffestue, som de kaldte det. Et lille gammelt bjælkehus med græstørv på taget. Igennem en svær bjælkedør kom vi ind i en lav primitiv stue med hjemmelavede stole og bord og bænke. Lyset var sparsomt, da vinduet var lille, og væggene var mørke af røg og ælde. En åben pejs, hvor der blev lavet mad, og hvor nu vor kaffe blev kogt, da det var det eneste de ville sælge til os. Der til fik vi lefser og vafler. Lefser er en art pandekager med sukker på. Vi fik, hvad vi kunne spise, til en billig penge. Det var nok bleven dyrere, hvis vi skulle have spist på badehotellet.

Nu var vi mætte og skulle se at komme hjem igen. 10 km. er en lang spadseretur, når der bare er skærver og grus at gå i, og vi nåede byen ved ottetiden om aftenen. Det var meningen, at vi skulle mødes lidt senere på aftenen, men da jeg kom hjem, opdagede jeg, at jeg næsten havde slidt sålerne af mine sko, og jeg var også træt nok til at gå i seng, så det blev ikke til mere den dag.

Den sommer oplevede jeg to forår. Hjemme havde det været forår tidligt, jeg havde set Holmeskoven springe ud, og syrener og guldregn blomstrede, da jeg rejste. Tre uger senere så jeg en dag, da jeg sad og spiste min middagsmad, at der på havemuren lige overfor var en guldregn, der stak sit blomstrende hoved op i solen, og jeg kom til at tænke på en anden Jacobsen, I.P., hvor han skrev:

Ja, han oplevede sommeren i Italien ved Rom, men jeg oplevede foråret her og sommeren ligeså heftigt og skønt, tusinde mile nordligere. Det var endda forår for anden gang det år.

Jeg var helt overvældet, det var aldrig hændt mig før. Nyudsprungne birke og andre løvtræer duftede i byparken ved Bredevandes. Tulipaner og roser sprang ud i haverne omkring, hvor jeg boede. Blomstrende grene og andet smukt blev solgt på Torvet, hvor kirsebær og jordbær også blev udbudt.

Disse lyse nætter, som nu var over os. Jeg havde tænkt over det, men en nat, hvor jeg havde været til turnfest (gymnastikfest) på Bjergsted, en park der lå på den anden side af fjorden, og kom til byen ved 12-tiden om natten, da stod jeg ved posthuset, der lå højt midt i byen, og så ud over fjorden. Den lå svøbt i et blåhvidt halvlys, lige så langt jeg kunne se. Alt så jeg tydeligt, omend konturerne flød lidt ud. Himlen var lys med et svagt rødgult skær mod nord, der hvor hav og himmel mødtes. Det var, som jeg kunne høre naturens åndedrag, alt åndede ro.

Jeg stod fuldstændigt bjergtaget. Sådan havde jeg ikke set verden før. Det var så lyst, at jeg kunne læse opslagstavlen på muren. Men ud over fjorden var alt så uvirkeligt smukt, som det kun kan være i drømme eller eventyr. Disse dejlige nætter, som man kun oplever så få af, de var nu her. De var oprullet for mig i denne nat, for mig alene. Der var ingen andre at se, jeg var ene med alt det, som ikke kan beskrives, men skal opleves. Det var med smerteblandet følelse jeg måtte gå hjem, jeg skulle jo op og bestille noget næste dag. Men den skønhed glemmer jeg aldrig. Denne fortryllende nat, disse mine følelser og visioner var værd at kæmpe for, men de er flygtige som blomsterduft. Når der går nogle dage er de væk, og dagen og vejen kræver igen sin ret. Vi kan ikke leve af skønheden, natten og skønheden må høre sammen, dagen og arbejdet er realiteter, man må leve for og af.

Det blev rigtig sommer, og vi tog på udflugter ind over fjeldene. Ind i de mange fjorde, hvor klipperne stod lodret ned i dybet og højt til vejrs. Helt inde i bunden kunne vi komme i land, der fladede de ud. Hvor var der øde. En enlig gård med nogle spredte får på små spredte græsninger. Hvad levede sådanne mennesker af? Vi kunne ikke fatte det. Men nede ved søen så vi nogle skure, hvor der var både i, så det var nok på søen, de hentede det meste af deres føde.

Vi gik til fjelds op langs med en elv, der styrtede ned fra fjeldene i baglandet. Vandet var iskoldt omend det var midt på sommeren. Da vi kom højt op, forstod vi hvorfor. Der lå is og sne i kløfterne, hvor vandet kom fra.

Efteråret var over os, inden vi fik tænkt os om, og en skønne dag var det ved at være Juleaften. Jeg havde fundet en landsmand, som jeg kom meget sammen med. Han boede i huset ved siden af. Han var farver og var fra København. Han spillede mandolin. Vi havde det meget hyggeligt sammen, og vi tilbragte julen sammen. Der kom også to svenske snedkere og besøgte os. Dem kendte vi fra vores spisested. De kom nu kun for at se, om vi havde noget julebrændevin. De fik en "sup," og vi morede os lidt sammen. Så ville de ud og se til andre bekendte. Spiritus kunne man ikke få, det skulle skrives hjem fra Bolaget fjorten dage før jul. Vi havde et par flasker.

Det blev vinter, men ikke den norske vinter, jeg havde drømt om. Der blev ingen sne, ingen is, kun regn og tåge. Fjorden og havnen var altid isfri. Golfstrømmen går op langs hele vestkysten og holder vandtemperaturen over nulpunktet hele året op til Tromsø. Inde over landet kunne vi se, hvor sneen hobede sig op i højderne. En dag så jeg en damper komme ind til kajen. Det var et helt spøgelsesskib at se. Is fra masteknap til roret i vandet, det var tommetykt overalt. Det vaklede ind, som en fuld mand, synkefærdigt med den kolossale vægt, som lå overalt. Mandskabet huggede is af i to dage, så begyndte det at tø af sig selv. Det kom ude fra Nordatlanten, hvor en storm havde pisket vandet ind over det, og der frøs det til is, så snart det slap havoverfladen. Det blev så hårdt lastet med is, at der var fare for at det ville synke, derfor var det søgt ind til nærmeste havn. Derude i ishelvedet kriges englænderne og tyskerne, og det var baggrunden for al vor virken i de år.

Selve krigen så vi ikke så meget til, men vore rationer blev ringere og ringere. Omkring første april fik jeg min indkaldelse og skulle møde i Slagelse. Jeg kom hjem dagen før. Denne gang var jeg taget over Bergen og med højfjeldsbanen til Kristiania (nuværende Oslo). Det var en pragtfuld rejse. En dag sammen med den storslåede norske højfjeldsnatur. Sne og sne oppe og nede. Sneploven fræsede foran toget, da vi var kommen helt op i højfjeldet. Fra kl. 9 morgen til 5 eftermiddag, så gik det nedad igen. Kristiania var kold og fugtig, jeg var der et døgn, så havde jeg fået nok og tog toget til København, hvor mine to søstre ventede mig. Der var jeg til næste dag, så gik toget til Lolland.

Hjemme igen, men kun for en kort bemærkning. Næste dags morgen afsted til armeen.

I Slagelse var jeg som rekrut i fire måneder, det var jo en omvæltning at være soldat, men da vi havde været der i 14 dage, var vi bleven kendt med det hele, så der var ingen problemer. I den alder er man meget elastisk. Fire måneder efter var vi udlærte soldater og blev indrulleret i sikringsstyrkerne og sendt til Vordingborg, hvor vi i de næste halvandet år var indkvarteret i landdistrikterne eller var i byen som vagtkompagni. Vagter på broen ved Masnedsund, jernbanebroen i Nykøbing, Karrebæksminde, Tre Høje, Ore fyr, Oringe, Kallehave, kasernen eller brandvagt m.m. Vi skiftede vagt hver anden dag, men hvor var det kedeligt. Der skete aldrig noget, uden hvis vi blev knaldet ved ikke at være på plads, når der blev inspiceret. Jeg var heldig ikke at blive det en eneste gang. I oktober 1917 blev jeg hjemsendt, men med ordre på at være til tjeneste i løbet af det næste år.

Så kom freden i 1918 og vi åndede lettet op.

Den første gang jeg var på vagt, var det nær gået galt for mig. Vi var på Tre Høje vagten, landtangen der går ud mod vest fra Sydsjælland ud i Smålandsfarvandet, og ender i Knudshoved. Enkelt vagt var placeret på landevejen, der går forbi gården. Når et vagthold skulle skiftes, blev der skrevet en ny vagtliste for det hold, som overtager vagten, med navn og nummer. Jeg fik blandt andet tørn fra 12 til 2 nat. En bornholmer af det gamle mandskab ville gerne bytte med mig, og vi byttede vagt uden at sige noget til vagtkommandøren. Jeg fik hans vagt fra 10 til 12 nat, vækkede ham, så han kom ud på post, og gik ind at sove på gulvet i vagtlokalet. Klokken halvto blev vi alle vækket ved gevaldigt rabalder. En ritmester fra Næstved, der var inspektør for vagterne, var kommet over os, og han fandt ingen vagter på posten. Hvem havde vagten? "Må jeg se vagtlisten." Jeg hang på den og blev skrevet op. Det var til 5 dages mørk arrest.

Jeg beklagede mig til min vagtkommandør, en korporal. Han fik fat i bornholmeren, der indrømmede, at det havde sin rigtighed. Vi kom i krigsforhør, hvor jeg slap, og han fik 5 dage i arresten. Jeg byttede aldrig om på vagtlisterne mere.

Jeg var i sommeren 1917 til et roklubstævne i Maribo. Der traf jeg en frisørmester N.F. Petersen. Han kendte åbenbart mig, for han kontaktede mig og spurgte, om jeg havde noget arbejde, når jeg kom hjem i efteråret. Da det ikke var tilfældet, spurgte han om jeg ville arbejde hos ham. Det sagde jeg ja til, og så var det sikret til sædvanlige betingelser.

Jeg vidste han var en flink og dygtig fagmand, så det skulle jeg nok klare, så der kunne jeg begynde den dag jeg blev hjemsendt. Det var en løjerlig fornemmelse at blive af med soldateruniformen. Den havde jeg gået med nu i to år. Nu pludselig at være civil. For det første frøs jeg som civil, tøjet var ikke så varmt som uniformen. For det andet savnede jeg alle kammeraterne. Vi der i gruppen havde været et hele. Nu var jeg alene. Jeg var trænet op til at være ude i al slags vejr. Nu skulle jeg være inde i en forretning hele dagen. Men det var jo det, vi alle havde drømt om og talt om og længtes efter i de sidste to år. Men var det nu så tillokkende, når det kom til stykket? Blodet bankede i mig, jeg følte mig stærk og levende i kontakt med det frie liv i naturen. Her blev jeg lukket inde, det var en underlig fornemmelse at fryse, når jeg kom ud om aftenen. Det gjorde vi aldrig som soldat.

Jeg havde i de to år, som var gået, udført alle de ting militæret plejer at holde sine folk beskæftiget med, for at de ikke skal gå fra forstanden - evindeligt pudseri, eksercits, vagt, gymnastik, flytte frem og tilbage - en endeløs dans på stedet for mænd, der ikke har noget at tage sig til.

Det er mærkeligt, som man opfatter en tids forløb. Man skulle tro at ensformig og begivenhedsløs tid ville virke uendelig. Men sådan virkede den slet ikke. Det er den stillestående tid som ingen udstrækning har. Et tidsrum fyldt med begivenheder, tragiske såvel som frydefulde, det er den tid, der virker lang i erindringen. Den begivenhedsløse tid har ingen hændelser til at markere forløbet med. Fra tomhed til tomhed er der ingen vej.

De første par uger var strenge at komme igennem. Mine slumrende faglige færdigheder måtte jeg have op til revision, og det med at være indendørs, når solen skinnede, måtte jeg også vænne mig til. Lidt efter lidt gik også det i gang igen. Færdigheder kom igen, og med dem fornyet hurtighed.

Lørdag aften, når vi var færdige kl. 10, bød mester og fruen på aftenkaffe, og det var altid festligt med nybagt kage til. Så drøftede vi ugens forløb, og det viste sig altid, at jeg havde den største kasse, omend mester gjorde alt hvad han kunne for at blive bedst.

Søndagsåbningen var det værste. Nu havde jeg prøvet det med at have søndag fri. Men der var ikke noget at gøre, sådan var loven. Der gik til 1925, før det blev indført ved lov herhjemme.

Jeg spiste hos min bror Jørgen, eller rettere sagt hos Ingeborg hans kone. De var så gode til at tage sig af mig, da jeg dukkede op i Maribo som lige hjemsendt soldat. De boede i Museumsgade, jeg fik mig et værelse på Bangs Have Vej, så ud at gå kom jeg da. Det lå i den anden ende af byen. Jeg gik da også hver dag ned og barberede grosserer Karl Andersen (Lajse Kaffe) og Claudius Rasmussen på Jernbanehotellet. Jeg var da ikke muret inde hele dagen. Nogle bekendte var der også i byen, så jeg faldt hurtigt til.

Hen på vinteren traf jeg på en ung pige, som var på byfogedkontoret og arbejdede der. Jeg havde set hende nogle gange, blandt andet på jernbanens station, men aldrig talt med hende. Men en dag, jeg var i byen og barberede, traf jeg hende sammen med en lille pige, der hed Gunvor, og så var bekendtskabet gjort. Der opstod sympati, og sød musik begyndte at tone i vintermørket. Vi blev enige om at mødes senere, og det møde blev til mange møder. Det blev forår og sommer, og musikken blev ved med at spille. Hver sommermorgen gik min tur ned om søen på cykel, og når jeg kom til hendes hjem, så ringede cykelklokken, og hun kom ud og sagde god morgen. Hendes mor sagde ellers, "Hvad vil du med sådan en lille en," men jeg fandt da nåde for hendes øjne senere.

Jeg blev godt modtaget i hendes hjem af hendes far og mor, og det blev et nyt hjem for mig i den tid, jeg var der i byen.

Om efteråret blev mester Petersen syg og måtte forlade forretningen. Først på sygehuset, og da det ikke rigtig hjalp, tog han over til Fejø hos noget familie en tid. Forretningen passede jeg sammen med en lærling, der næsten havde udlært, og det gik meget godt.

En dag først i september fik jeg at vide, at der var en forretning i Søllested til salg, og det var en meget god forretning. Næste dag talte jeg med min lærling, om han kunne passe forretningen om formiddagen, og det mente han nok han kunne. Jeg cyklede til Søllested. Jeg så forretningen og hørte betingelserne. Jeg købte den med inventar samt møbler til et værelse for 5000,00 kr. Der var en omsætning på 8000,00 kr. Jeg udbetalte 100 kr., som var de eneste jeg ejede, og skulle så overtage den til første oktober.

Nu fik jeg travlt, jeg skulle skaffe kautionister til et lån på 3000 kr., der skulle udbetales første oktober. De næste 2000 kr. skulle betales om et år. Dem håbede jeg at skrabe sammen i det kommende år. Jeg skulle også have en ny mand i mit sted i forretningen.

Jeg fik talt med Karlas far og Claudius Rasmussen fra Jernbanehotellet, som lovede at skrive under for mit lån. Det lettede på det med pengene. Jeg fik min bror Karl, som også er frisør, til at komme og overtage mit job. Der var meget at ordne i september måned.

Den første oktober 1918 flyttede jeg til Søllested med en gæld på 5000 kr. - Til oktober er det 60 år siden - hvor blev tiden af ?