DRØMMEPIGEN.
Fortalt af
JENS JACOBSENMarts 1981.
Drømmepigen, der i sig selv er et eventyr, jeg inderst inde ved og stadig ved, ville ikke lade sig eventyrere - Og dog !
I forstår nok, at mor har været med mig alle vegne fra den første dag, jeg lærte hende at kende og talte med hende ved boghandelen på Maribo Torv for første gang, om end jeg sjældent har skrevet så meget om hende i de andre erindringer, jeg har skrevet.
Dengang følte hun sig også sat lidt udenfor af al min spillen komedie. De første år var hun med som sufflør, men så kom børnene, og hun måtte blive hjemme for at passe dem.
Der var tit kontroverser, når jeg skulle ud aften efter aften, og hun bare skulle sidde hjemme alene med børnene.
Man opdager også, når man er blevet ældre i ægteskabet, at drømmepigen, og den man elsker, er en konstruktion, en drøm, man vågner af før eller senere.
Jeg tror, at det er på det tidspunkt, man først ser, hvem ens elskede i virkeligheden er som menneske. Hun er en anden. Det, man troede og elskede, havde samme værdi som en drøm. Den eksisterede kun i dit eget sind. Hun stod ikke mål med den luftige konstruktion, du havde forvildet dig ud i. Det var ingen drømmepige, men et menneske med benene på jorden. Det gør nu ikke kærligheden til en mindre eller ringere realitet, men den fortæller om et andet væsen, og den fortæller om en selv, og om de blomster, jeg hentede til hende i min fortryllede have.
Jeg var, da jeg traf hende, det som man dengang kaldte for en ustuderet røver. Mine skolekundskaber var så som så, ikke meget bevendt, når man som jeg ikke hørte til de allerbedste i den 6. klasse, jeg kom ud i livet fra. Men jeg havde da klaret mig, og i min læretid og som svend havde jeg opøvet mig i praktisk arbejde, og jeg havde også læst en del, og opdaget, at jeg vidste forbavsende lidt om mange ting. Men da der ikke havde været store problemer at tage stilling til, var alt gået jævnt hen ad vejen.
Nu traf jeg pludselig en, som havde taget realeksamen. Da det altid for mig tidligere havde været væsener i en højere klasse end os fra Borgerskolen, gjaldt det nu for mig at komme op på samme niveau som hun.
Jeg har i de unge år læst en masse bøger og fået en spredt viden om mange ting, men noget fra grunden har jeg aldrig lært - ud over mit fag.
Jeg læste en masse af Johannes V. Jensen, Thomas Olesen Løkken, Thit Jensen, Thøger Larsen og mange andre af de dengang moderne forfattere og fik lidt indblik i litteraturen.
Nu fik jeg forretning i Søllested og skulle se at danne os en levevej der. Jeg, der før bare var en god medarbejder, skulle nu stå med eget ansvar, og jeg fik ansvar for mere end mig selv. Jeg kunne se, at forretningen gik godt det første år. Så giftede vi os, og i løbet af tre år fik vi to drenge, så nu var der noget at arbejde for.
Jeg havde været den eneste barber i byen i de år, og forretningen gik fremad, men så kom der en ny forretning i samme fag, og den tog overskuddet fra mig, så der igen kun blev til dagen og vejen, og vi var blevet fire, som skulle leve af den. Jeg var begyndt at spille tennis, og da det så ud til, at jeg havde lidt talent i den retning, tog det også noget af min fritid. Det kostede også penge at købe ketcher hvert år. Jeg følte, at jeg forsømte min familie. Nu gjaldt det om at finde på noget, som kunne give lidt ekstra i kassen, men det var svært. Der hang ingen gyldne appelsiner på træerne i Søllested Lystanlæg.
Regnskab og skrivning var jeg ingen giraf til, så på det felt, var der ikke noget at hente. Så kom komedierne mig til hjælp. Der fik jeg så min ekstra livsindsats, og lidt penge var der også i det. Men vigtigst for mig var vel, at jeg kom på højde med en realist. Hun lærte mig noget, men jeg lærte også hende noget. Vor viden skærpedes, som når stål slibes mod stål.