• DEN GAMLE SVENDS JULEAFTEN.

  •  

  •  

  • fortalt af Jens Jakobsen

  • forfatter ukendt


  • Det var juleaftensdag for en del år tilbage

    gamle Hans Olsen valsed' hen ad Strassbourg landevej

    humøret det var skidt - Nu - hvor kan man livet tage

    gemytligt - med udsigt til at miste sin gode gåsesteg.

    Klokken var lidt mange - og Hans Olsen var bange

    for ej at kunne finde vejen ind til Strassbourg by

    hvis ej han nåed' hulen - hvor sku' han da fejre julen

    her på landevejen ? Nej - her ku' han ikke søge ly.

    Hans Olsen satte farten en kende mere op

    og knappede lidt fastere sin trøje,

    mens blæsten rusked' ublidt i hans gamle frosne krop,

    og sneen blændede hans øje.

    Hans Olsen var en gammel nav - og kendt af næsten alle naver,

    men var nu engang af det slav - der mest på landevejen traver.

    Hans kluns var ej moderne snit - og hatten var i kanten sveden,

    støvlerne var fæle slidt - og bukserne frynsede for neden.

    Dog var han velset, hvor han kom, forstod nemlig alle at vinde,

    og bare han fik lidt sprit i sin vom - så kunne så herligt han spinde

    om bistre gendarmer, som ville ham ta' - om plat og om sjup han ku' gi'en,

    om konsulen som han bankede af - og eventyr på kærlighedsstien.

    Der var dem, der mente, Hans Olsen havde været for længe på valsen,

    andre mente han lidt for ofte - fugtede halsen

    skylden var nok hendes derhjemme- som så let havde kunnet ham glemme.

    Han glemte aldrig hende - det sagde han tit.

    Nå - fa'en i vold med det gamle skidt - væk med slige tanker

    nu skulle hulen nås - ellers blev der intet af Hans Olsens julegås.

    Han kunne jo prøve at bede en gang - til ham, som man kalder Vorherre.

    Det var ikke tit, han følte trang - men ku' dog gøre det der var værre.

    Så bøjed' han ho'det den gamle svend - og foldede hænderne brede,

    mens sneen føg over landevejen hen - begyndte han langsomt at bede.

    Gode Vorherre i himmelen - ta' og hør på mig en smule

    jeg ville i aften så gerne hen til den Strassbourger naverhule,

    men jeg er vist gået den gale vej - og derfor vil jeg nu bede,

    at du vil hjælpe mig lidt på vej - at jeg bedre hulen kan finde.

    Dog skulle jeg allerhelst inden ni - nå ind til stadens porte,

    da ellers jeg risikere kan - at julestegen er borte.

    Så var det bedst om et brev der lå - fra min gamle mor der hjemme,

    og jeg tillige der træffe må - de to glade tømrersvende,

    hvis du kan hjælpe mig med det - altsammen,

    så skal du ha' tak - i dit eget navn - amen.

    Hans Olsen stod og sunded' sig - han følte sig genert,

    for det her med at be'- havde han ikke så tit probert,

    dog syntes han, Vorherre godt ku' hjælpe ham lidt,

    han var dog ej af dem - der besværed' ham for tit.

    Nu gik det vid're fremad - på gamle trætte ben

    hvad - stod der ej derhenne - en kilometersten.

    Hurtigt var stenen nået, og Hans Olsen læste glad,

    der kun var trende kilometer - ind til den søgte stad.

    Nu gik det hurtigt fremad - med fornyet kraft og mod,

    en god halv time senere han i naverhulen stod,

    der til ham lå et brev fra hans gamle mor,

    og de to tømrersvende sad ved en gåsesteg så stor.

    Hans Olsen også bænked' blev - og fik sin gåsesteg,

    glemt var med et Vorherre - sne - kulde og landevej.

    Da nu de trende svende havde fyldt deres vom,

    så spørger Christian Tømmermand, hvorfor så sent han kom.

    Jo - svared Hans - det kommer af, at jeg tog fejl af vejen,

    så sagde han ikke mere - han følte sig forlegen.

    Dog kun et øjeblik - så rejste han sig fra sin plads

    og sagde - imens han slog på sit glas:

    "Hør svende - jeg må sige jer et lille alvorsord.

    Jeg er just ej af dem, der stort på Helligånden tror.

    Men nys da jeg på vejen - mig følte sløj og slap,

    da bad jeg til Vorherre om at give mig et nap,

    og jeg må sige til hans ros - at han gjorde det tjept

    og derfor - svende - la' os give ham et hep."