gamle Hans Olsen valsed' hen ad Strassbourg landevej

humøret det var skidt - Nu - hvor kan man livet tage

gemytligt - med udsigt til at miste sin gode gåsesteg.

Klokken var lidt mange - og Hans Olsen var bange

for ej at kunne finde vejen ind til Strassbourg by

hvis ej han nåed' hulen - hvor sku' han da fejre julen

her på landevejen ? Nej - her ku' han ikke søge ly.

Hans Olsen satte farten en kende mere op

og knappede lidt fastere sin trøje,

mens blæsten rusked' ublidt i hans gamle frosne krop,

og sneen blændede hans øje.

Hans Olsen var en gammel nav - og kendt af næsten alle naver,

men var nu engang af det slav - der mest på landevejen traver.

Hans kluns var ej moderne snit - og hatten var i kanten sveden,

støvlerne var fæle slidt - og bukserne frynsede for neden.

Dog var han velset, hvor han kom, forstod nemlig alle at vinde,

og bare han fik lidt sprit i sin vom - så kunne så herligt han spinde

om bistre gendarmer, som ville ham ta' - om plat og om sjup han ku' gi'en,

om konsulen som han bankede af - og eventyr på kærlighedsstien.

Der var dem, der mente, Hans Olsen havde været for længe på valsen,

andre mente han lidt for ofte - fugtede halsen

skylden var nok hendes derhjemme- som så let havde kunnet ham glemme.

Han glemte aldrig hende - det sagde han tit.

Nå - fa'en i vold med det gamle skidt - væk med slige tanker

nu skulle hulen nås - ellers blev der intet af Hans Olsens julegås.

Han kunne jo prøve at bede en gang - til ham, som man kalder Vorherre.

Det var ikke tit, han følte trang - men ku' dog gøre det der var værre.

Så bøjed' han ho'det den gamle svend - og foldede hænderne brede,

mens sneen føg over landevejen hen - begyndte han langsomt at bede.

Gode Vorherre i himmelen - ta' og hør på mig en smule

jeg ville i aften så gerne hen til den Strassbourger naverhule,

men jeg er vist gået den gale vej - og derfor vil jeg nu bede,

at du vil hjælpe mig lidt på vej - at jeg bedre hulen kan finde.

Dog skulle jeg allerhelst inden ni - nå ind til stadens porte,

da ellers jeg risikere kan - at julestegen er borte.

Så var det bedst om et brev der lå - fra min gamle mor der hjemme,

og jeg tillige der træffe må - de to glade tømrersvende,

hvis du kan hjælpe mig med det - altsammen,

så skal du ha' tak - i dit eget navn - amen.

Hans Olsen stod og sunded' sig - han følte sig genert,

for det her med at be'- havde han ikke så tit probert,

dog syntes han, Vorherre godt ku' hjælpe ham lidt,

han var dog ej af dem - der besværed' ham for tit.

Nu gik det vid're fremad - på gamle trætte ben

hvad - stod der ej derhenne - en kilometersten.

Hurtigt var stenen nået, og Hans Olsen læste glad,

der kun var trende kilometer - ind til den søgte stad.

Nu gik det hurtigt fremad - med fornyet kraft og mod,

en god halv time senere han i naverhulen stod,

der til ham lå et brev fra hans gamle mor,

og de to tømrersvende sad ved en gåsesteg så stor.

Hans Olsen også bænked' blev - og fik sin gåsesteg,

glemt var med et Vorherre - sne - kulde og landevej.

Da nu de trende svende havde fyldt deres vom,

så spørger Christian Tømmermand, hvorfor så sent han kom.

Jo - svared Hans - det kommer af, at jeg tog fejl af vejen,

så sagde han ikke mere - han følte sig forlegen.

Dog kun et øjeblik - så rejste han sig fra sin plads

og sagde - imens han slog på sit glas:

"Hør svende - jeg må sige jer et lille alvorsord.

Jeg er just ej af dem, der stort på Helligånden tror.

Men nys da jeg på vejen - mig følte sløj og slap,

da bad jeg til Vorherre om at give mig et nap,

og jeg må sige til hans ros - at han gjorde det tjept

og derfor - svende - la' os give ham et hep."