DEN GAMLE SVENDS JULEAFTEN.
fortalt af Jens Jakobsen
forfatter ukendt
gamle Hans Olsen valsed' hen ad Strassbourg landevej
humøret det var skidt - Nu - hvor kan man livet tage
gemytligt - med udsigt til at miste sin gode gåsesteg.
Klokken var lidt mange - og Hans Olsen var bange
for ej at kunne finde vejen ind til Strassbourg by
hvis ej han nåed' hulen - hvor sku' han da fejre julen
her på landevejen ? Nej - her ku' han ikke søge ly.
Hans Olsen satte farten en kende mere op
og knappede lidt fastere sin trøje,
mens blæsten rusked' ublidt i hans gamle frosne krop,
og sneen blændede hans øje.
Hans Olsen var en gammel nav - og kendt af næsten alle naver,
men var nu engang af det slav - der mest på landevejen traver.
Hans kluns var ej moderne snit - og hatten var i kanten sveden,
støvlerne var fæle slidt - og bukserne frynsede for neden.
Dog var han velset, hvor han kom, forstod nemlig alle at vinde,
og bare han fik lidt sprit i sin vom - så kunne så herligt han spinde
om bistre gendarmer, som ville ham ta' - om plat og om sjup han ku' gi'en,
om konsulen som han bankede af - og eventyr på kærlighedsstien.
Der var dem, der mente, Hans Olsen havde været for længe på valsen,
andre mente han lidt for ofte - fugtede halsen
skylden var nok hendes derhjemme- som så let havde kunnet ham glemme.
Han glemte aldrig hende - det sagde han tit.
Nå - fa'en i vold med det gamle skidt - væk med slige tanker
nu skulle hulen nås - ellers blev der intet af Hans Olsens julegås.
Han kunne jo prøve at bede en gang - til ham, som man kalder Vorherre.
Det var ikke tit, han følte trang - men ku' dog gøre det der var værre.
Så bøjed' han ho'det den gamle svend - og foldede hænderne brede,
mens sneen føg over landevejen hen - begyndte han langsomt at bede.
Gode Vorherre i himmelen - ta' og hør på mig en smule
jeg ville i aften så gerne hen til den Strassbourger naverhule,
men jeg er vist gået den gale vej - og derfor vil jeg nu bede,
at du vil hjælpe mig lidt på vej - at jeg bedre hulen kan finde.
Dog skulle jeg allerhelst inden ni - nå ind til stadens porte,
da ellers jeg risikere kan - at julestegen er borte.
Så var det bedst om et brev der lå - fra min gamle mor der hjemme,
og jeg tillige der træffe må - de to glade tømrersvende,
hvis du kan hjælpe mig med det - altsammen,
så skal du ha' tak - i dit eget navn - amen.
Hans Olsen stod og sunded' sig - han følte sig genert,
for det her med at be'- havde han ikke så tit probert,
dog syntes han, Vorherre godt ku' hjælpe ham lidt,
han var dog ej af dem - der besværed' ham for tit.
Nu gik det vid're fremad - på gamle trætte ben
hvad - stod der ej derhenne - en kilometersten.
Hurtigt var stenen nået, og Hans Olsen læste glad,
der kun var trende kilometer - ind til den søgte stad.
Nu gik det hurtigt fremad - med fornyet kraft og mod,
en god halv time senere han i naverhulen stod,
der til ham lå et brev fra hans gamle mor,
og de to tømrersvende sad ved en gåsesteg så stor.
Hans Olsen også bænked' blev - og fik sin gåsesteg,
glemt var med et Vorherre - sne - kulde og landevej.
Da nu de trende svende havde fyldt deres vom,
så spørger Christian Tømmermand, hvorfor så sent han kom.
Jo - svared Hans - det kommer af, at jeg tog fejl af vejen,
så sagde han ikke mere - han følte sig forlegen.
Dog kun et øjeblik - så rejste han sig fra sin plads
og sagde - imens han slog på sit glas:
"Hør svende - jeg må sige jer et lille alvorsord.
Jeg er just ej af dem, der stort på Helligånden tror.
Men nys da jeg på vejen - mig følte sløj og slap,
da bad jeg til Vorherre om at give mig et nap,
og jeg må sige til hans ros - at han gjorde det tjept
og derfor - svende - la' os give ham et hep."