DAGBOGSOPTEGNELSER.
Skrevet af JENS JACOBSEN
1982.
9. januar 1982.
Tindrende sol, der næsten blænder mig, da jeg var i byen i formiddag efter brød og kaffe. Sneen skreg under skosålerne, og det frøs minus 12 grader. Det er ikke så mærkeligt, at solen er kold, når den har travlt med at varme op på den anden side af ækvator. Vi heroppe får kun lidt overskud af dens lys. Kraften og varmen bliver der nede. Men nu har den vendt, så jeg håber på snarligt gensyn.
Jeg tog gummistøvlerne på og gik en tur rundt omkring Højskolevej og Kraghgårds-udstykningen. Høj mørkeblå himmel med fuldmåne, som var nypudset. Helt nede i den vestlige horisont stod en sortblå skybanke, endnu lidt belyst af den nedgående sol. Vi får hård frost til natten. Jeg traf William. Han havde været i Troelseby efter æg. Han kunne heller ikke blive inde i det klare vejr.
12. januar 1982.
Jeg var hos Otta og Hother i weekenden. Det var koldt - fra minus 7 til minus 12 grader. Søndag blæste det og føg, så radioen sagde, at de lollandske biveje var vanskelige at befærde.
Hother havde tænkt at ville se til sit sommerhus, men opgav, da han hørte vejrmeldingen.
Vi gik en tur på kirkegården. Der var kun fremkommeligt på hovedlinjerne. Karlas grav var helt tilsneet, skjult under vinterens svanedun. Vi gik ned omkring kirken og langs med søbredden om til Trekantsøen. Alt var pudret af rimtågen og så skønt og uvirkeligt ud. Senere kørte vi søen rundt. Jo, der er dejligt i Maribo.
Vi drak kaffe hos Pernille og Kjeld, som havde bagt vafler, og jeg fik set deres nye hus, som de nu har fået indrettet. Deres lille Line trives godt, og de har megen glæde af hende.
Mandag er jeg herhjemme igen. Jeg har lukket op i forretningen, men ingen kunder. Stilhed ovenpå julen. Det er ikke usædvanligt, og så tilmed med de frostgrader. I dag er det en måned siden vinteren satte ind. Vi fik den første sne den 12. december, og det har været vinter siden, kun afbrudt af få dages tø.
I går kom Poul på besøg. Bodil ringede i går, at han havde skipperlobeskoves med til mig på Lolland. Han kom ved firetiden og var færdig med sin østlige omgang. Vi hyggede os i aftes i min lille hule, så lidt fjernsyn og sov godt til kl. 7 i morges. Så lavede jeg morgenmad, og Poul blev overrasket, da jeg fortalte ham, at klokken var otte. Han havde sovet godt herhjemme.
Vi spiste noget mad, og så varmede han op til sin tur på Vestlolland, og i eftermiddag er han forhåbentlig hjemme hos Bodil igen.
Solen skinner fra en skyfri himmel. Før så jeg en dampsky bølge forbi vinduet. Jeg mente nok, at det var damp, men jeg kunne alligevel ikke dy mig for at gå ud for at se, om det var ild eller damp, som stråtaget røg af. Det var solen, som fik taget til at dampe. Nu drypper det fra tagskægget i syd og fryser 4 grader i nord.
15. januar 1982.
Rimtåge. Frosten har været nede på 7 grader i nat. Nu er der kun 2 frostgrader. Jeg har været rundt om Kraghgårds-udstykningen. Det var godt at få frisk luft. Solen var fremme, men rimtågen slørede alt, så det flød ud i det bare mælkevand.
Kommunens folk er med traktor og skrabere ved at fjerne sneen fra gaderne. Det letter for trafikken. Så bliver der også plads til ny sne. Det slipper vi nok ikke for på denne årstid.
Jenny, min hushjælp, er sent på den i dag. Socialhjælpen har ringet for at ville tale med hende. Hun skulle være her ved 11-tiden. Nu er den halv tolv. Nu hører jeg, hun kommer.
Jeg står og taler med hende i døren til badeværelset og fortæller, at der er ringet fra forvaltningen. Hun går ind og ringer dem op. Den, hun skulle tale med, var der ikke. Jeg kan godt lide at stå her og snakke lidt med Jenny. Hun er næsten altid i godt humør og har lidt nyt at fortælle. I dag fortæller hun, at hun i aftes var til tandlæge, hvor hun fik trukket 4 - 5 undertænder ud. Det gjorde ondt, for bedøvelsen virkede ikke. Jeg står og ser på hendes ferme hænder. Ser hvordan de bruger de forskellige køkkenting. Nu er det over to år siden, at Karla måtte give alle disse køkkenting fra sig. Dette køkken og disse ting var hendes - husmoderens syssel i sit hellige køkken. Nu står jeg som gæst i mit eget køkken og ser en fremmed bruge alle de ting, som Karla har købt, brugt og sat sit præg på for mange år siden. Hvor længe får jeg lov til det ? Der er lige så god orden i dag i Jenny's køkken, som der var i Karlas for år tilbage, alt på sin rette plads. Vore ting er blevet ældet ved slid. Der er renhedsduft over dem alligevel.
Der er forskel på forhold i de forskellige huse. Ovre hos min genbo, der nu lige er død, er luften indelukket, fyldt med cigaretrøg, madlugt og noget andet, udefinerligt, så jeg må trække vejret dybt og inderligt, når jeg kommer derovre fra. Sjusk og svaghed, mangel på ordenssans. Måske er det også fattigdom.
Jeg står og ser ud af vinduet. Haven ligger begravet under snelagenet. Magnolien, æbletræerne og pæretræerne tegner deres mørke skeletter mod den hvide baggrund. Grene og kviste er svulmede op af rim. De fleste af frugttræerne er plantet af en møller Skafte omkring år 1900, men hvor gammel valnødden og mirabellehækken er, ved ingen. Før ham var der en møller Germer, som ejede møllen og Møllegården. Han ligger begravet på kirkegården i Søllested, hvor han døde i 1892. Han havde haft møllen i et halvt århundrede.
Jeg har en meget kummerlig viden om husets ældre historie. Ja, hvad ved jeg om folk, der har levet her ? Mennesker er et flygtigt græs. Et pist, så blæser en århundredesvind, og så er alle døde, borte og glemte. Nu går her nye, som ingenting ved om dem, der gik her før, som sled, slæbte og græd, og lo og snød og hjalp hinanden. Et pist igen, blæser der en vind, er vi også borte, ædt op af orme, støv og glemsel.
Kun et enkelt sagn hænger igen.
Ja, enten forsvinder det levende menneskeliv fuldstændigt, eller der bliver kun en lille smule viden tilbage.
Nu ringer det igen. Det er til Jenny fra socialforvaltningen. Hun ryster på hovedet, siger ja og nå og ser betænkelig ud. Jeg går min vej og lader dem snakke. Hun kommer tilbage og fortsætter med madlavningen, lidt nervøst. Hun sætter tallerkener på bordet. Hun står ved vasken, ser på mig over skulderen og siger: "Kendte du hende Lisbeth omme på Vestervej. Hun var gift med en chauffør, der var nede hos den vognmand nede ved skoven ?" "Nej," svarer jeg. "Jeg kender hende godt. Jeg har luget roer sammen med hende på Søllested Gård. Nu har kommunen flyttet dem over i et hus ovre på marken ved hovedrenden. Nu sidder de derovre med tre børn, en på 15, en på 12 og en på 8 år. De lever af bistandshjælpen. Der siges, at de drikker. Det værste er, at børnene ikke har været i skole siden sommerferien. De beder mig om at tage der over på mandag morgen og få børnene i skole."
"Det bliver en streng opgave, så du skal tidligt op," siger jeg. "Jeg skal nok være der ovre kl. 6.30, for den ældste skal til Halsted, og bussen går kl. 7.30 fra Søllested."
"Kan du køre der over ?" Spørger jeg. "Hvis der er ryddet sne på den lille vej, der fører ned til hovedrenden. Ellers må jeg gå det sidste stykke. Der er ikke megen vej der. Jeg er spændt på, hvordan jeg bliver modtaget der. Lisbeth hører ikke til de præcise. Hun var en gang ansat på Hjemmet, men hun kunne ikke møde om morgenen. Så fik hun sin afsked."
Jeg ønsker Jenny god fornøjelse med det nye arbejde. "Ja, vi får se. Nogen skal jo tage sig af dem, der ikke kan selv," siger hun. "Nu får jeg papirene fra kontoret i løbet af dagen og besked om, hvordan og hvorledes jeg skal gribe sagen an."
Hendes humør stiger efter, at vi har talt lidt om det, men det er ikke nogen misundelsesværdig opgave, de har givet Jenny. Er der nogen, som kan løse den tilfredsstillende, bliver det nok Jenny.
18. januar 1982.
Det blev ikke Jenny, som kom til at sende børnene i skole. Lisbeth må have lugtet lunten. Hun stillede uden for huset og modtog hende. Hun bedyrede, at det måtte være en misforståelse, for hun skulle nok sende børnene i skole. De havde også været i skole de sidste par dage, så Jenny skulle ikke blande sig, så Jenny kunne godt køre hjem igen. Det, der var i vejen, var, at kommunen havde vovet at sende familien her over i denne udørken, hvor der hverken var til at komme til eller fra. Det var for at protestere, at de havde holdt børnene hjemme, og så fik kommunen et møgfald. Jenny kom ikke ind, så hun måtte køre igen med uforrettet sag. Senere på dagen fik hun at vide, at børnene ikke havde været i skole. Det meste af hvad Lisbeth havde sagt, passede slet ikke.
Nu må der andre til at tage sig af den sag.
19. januar 1982.
Tågen og rimfrosten er knap så tyk som i går, hvor jeg ikke kunne se over til Anlægsvej, da jeg tog med toget kl. 9. Jeg skulle i skifteretten i Maribo kl. 10. Jeg hentede Hother i forretningen, og vi mødte til tiden.
Jeg havde fået brev om at møde med mange forskellige papirer, bankbøger, skattepapirer m.fl. Jeg havde talt med min regnskabsfører, som forberedte mig på, hvad det ville koste. "De vil nok sige, at du skal have en advokat til at skrive et papir, og det vil koste dig 500 kr. - Det skal du sige nej til, for så vil jeg gøre det for 150 kr."
Det lød jo tiltalende, og jeg var lidt spændt på, hvad de ville have at vide af mig om mit hus og formueforholdene. Vi mødte en kvindelig dommerfuldmægtig, sød og elskværdig. Hun bad om min selvangivelse for sidste år. Den havde jeg ikke med, men mit driftsregnskab og status pr. 31 december 1980. Det var hun godt tilfreds med. Vi snakkede lidt om det. Hun skrev lidt i sine bøger, kom så med et papir - en formular eller noget lignende. Hother spurgte hende, om hun ikke kunne udfylde den selv. Det kunne hun godt, sagde hun, og udfyldte den på et par minutter. Så skrev jeg under, og så var den skifteret overstået. Det hele varede 20 minutter.
Hvis en advokat tager 500 kr. for det, hun lavede på 2 minutter, forstår jeg, at advokatsved er dyr. Nu sidder jeg så i uskiftet bo, indtil det næste gang bliver min tur til at takke af.
Jeg var i Maribo hele dagen, gik en tur langs søen, kikkede ind på kirkegården, der lå dækket af sne. Graven lå dybt under sneen, kun enebærbusken stak op over. Godt at jeg havde gummistøvler på, for der var ikke øst sne hen ad den gang.
Jeg var hos Otta og Hother hele dagen. Terkels Anne ringede om eftermiddagen og bad mig derud på lørdag-søndag. Hun fortalte, at de havde været i Glostrup sidste weekend, og at hendes mor igen var kommet på sygehuset. Hendes forældre havde været glade for det brev, jeg skrev til dem, og hun skulle hilse fra dem. Hendes mor havde det ikke godt.
Jenny er lige kommet, og hun fortæller, at hun må til Skovlænge hver morgen kl. 6.30 for at vække Lisbeth og hendes mand, så børnene kan komme i skole.
20. januar 1982.
Fyrretyve dage og nætter med sne og frost har det nu været, og det kan være, at det bliver to gange fyrretyve dage og nætter med vinter endnu.
"Inderlig jeg længes
efter vår, men vintren strænges
atter vinden om i nord."
Faster Grete ringede fra Næstved for et par dage siden og fortalte, at nu havde hun det godt igen. Men hun blev i Næstved til det blev mildere i vejret. Hendes børn synes, at hun nu er så ensom ude i Nakskov, at de gerne så, at hun flyttede til Søllested, når der blev en lejlighed ledig her. Men det kan jo vare længe, inden der dukker en sådan op. Derfor venter jeg hende ikke foreløbig, og når det bliver sommer, er jeg ikke sikker på, at hun er villig til at flytte. Det er ikke sådan at flytte gamle træer.