ERINDRINGER.

Fortalt af

1990.

Jeg er født den 1. juli 1920 på fattiggården i Maribo. Mor var hjemme hos sine forældre for at føde, lige som hun senere var, da hun fødte Max.

Den 10. juli 1920 blev jeg døbt, og vi kom hjem til Søllested, hvor vi boede bag ved fars forretning i en lille lejlighed. Det var på hjørnet af Hovedgaden og Anlægsvej. Vi boede der i 2 år, og derfra flyttede vi ind i ejendommen ved siden af på 1. sal.

Senere lejede far forretningen nedenunder lejligheden, for det var nødvendigt med mere plads, da der var begyndt at komme damer i salonen, og mor var også begyndt at hjælpe til.

Min første erindring knytter sig til flytningen. Jeg har været ca. 2 år, og var sat til at sove i min vogn nede i gangen. Men jeg må have syntes, at det var for kedeligt, for jeg havde lavet vogn og bukser fulde, og brugte det til at male væggen med, så det er nok derfra min kærlighed til maleriet stammer.

Min næste erindring stammer fra lejligheden på 1. sal. Jeg har haft en af børnesygdommene, og lå i sengen og havde derfor fået lov til at låne fotoalbummet, men Max ville også have det, og der opstod skænderi og slagsmål, hvilket stadig kan ses på fotoalbummet i dag, der er mange af billederne, der er revet i stykker. Jeg husker at jeg havde fået skældud og derfor ikke ville være derhjemme, derfor startede jeg ned på stationen og ud over mod Gurreby, for der kørte onkel Jørgen, og han boede i Nakskov og var meget bedre.

I 1925 flyttede vi over gaden til Møllegården, og der boede vi til fars død i 1984. Det var en lykke at få vores eget med så megen plads. Men det var meget forsømt, og noget af det første far gjorde, var da også at gå ned i haven og slå mandshøje brændenælder ned med leen. Bedstemor kom ned og hjalp til med at tapetsere og håndværkere rumsterede, og alle var glade og lykkelige.

Og så skulle taget fornyes, og det blev en pragtfuld tid. Først kom de med al halmen, der skulle bruges, og det fyldte hele gården, så det var den dejligste legeplads til at lave huler i og gemme sig. Så skulle det gamle tag ned, og kors hvor det svinede, men vi havde en svend, der hed Gunnar, og han skaffede en islandsk hest fra tømrer Jørgensen samt en vogn, og han kørte al skidtet væk, og jeg skulle selvfølgelig også op at ride, og blev fotograferet til hest. Men så vippede den mig af, så nu havde jeg fået både min første og min sidste ridetur.

Vi gik selvfølgelig i Søndagsskole og havde penge med til negeren på sparebøssen, så han kunne snakke. Og vi gik til dans hos fru Esbensen, og jeg blev syg af mæslinger til det første afdansningsbal og blev snydt for min dame, som vi ellers havde sloges om.

Men da jeg blev 6 år kom jeg i pogeskole hos frk. Hansen. Vi var i forvejen orienteret om hvor streng hun var, og vi syntes da også at hun lignede heksen fra Hans og Grethe, men det viste sig at hun var meget sød og venlig - men bestemt. Skolen lå nede ved hovedrenden i et lille skævt hus. Der blev taget fint imod mig, og så lærte vi også meget dernede, bogstaver og tal samt at regne og læse lidt. Vi havde tavler og grifler. Frk. Hansen var af den helt gamle skole, der ikke tålte at man snakkede i timerne, og hun var meget bestemt med hvad vi skulle lære, og de sange vi skulle synge. Det var den yderste konsekvens af terperi. Hun havde en gammel jernkniv, som hun spidsede vore grifler med, og når jeg kommer til at tænke på det, jager det stadig inde i mit hoved. Mor havde en jernskraber, som hun brugte i sin jernvask i køkkenet, og hun kunne næsten lave den samme lyd.

Jeg gik vel et års tid hos frk. Hansen, så blev jeg "stor", og flyttet til Højreby skole, der var en 6-klasset skole med 3 klasser hver anden dag. Vi havde 3 lærere, Førstelærer Hansen, lærer Damsbo og frk. Adamsen. Det var hovedsagelig regning, dansk, bibelhistorie og lidt "naturvidenskab."

Hansen havde os i regning, og lærte os grundlaget i det, og tabellerne så vi kunne dem i søvne. Han havde en mani med at slå i fingrene, og hvis vi stod ved katederet og skulle have set opgaver efter, og så tog fat i katederet, så fik vi en over fingrene med linealen. Han var en god lærer, der fik lært os meget, og han var meget respekteret og afholdt af de fleste.

Damsbo var en del yngre og mere moderne, og vi havde ham i naturhistorie og geografi. Han gik tit udenfor emnerne og lærte og fortalte os om omverdenen, så vi forstod mere af den. Han var god til at læse op, og vi fik alle Flemming bøgerne efterhånden. Far og han var ikke gode venner, men det anede jeg ikke noget om, jeg blev først bekendt med det længe efter at jeg var blevet voksen.

Frk. Adamsen havde vi i dansk, skrivning og religion, og hun var sød og venlig. Jeg har egentlig ikke megen erindring om hende som lærerinde, men jeg lærte hende senere at kende som en af mors og fars bekendte, og som fru Munk, hun blev gift med Herman Munk og flyttede til Roskilde, hvor han var med til at restaurere Domkirken.

Han kom ned og lavede vores spisestue, og det var et stort arbejde. Den var jo med lerklinede vægge og træveranda, så der var vel ikke en væg eller dør der var helt ret eller i vinkel. Først blev der slået ¹/₂ X 1¹/₄" lister eller lægter ved gulv, loft og omkring alle døre og vinduer. Derefter skulle der syes og klippes hessian til hver væg, så det passede. Der var ordentlig gang i symaskinerne. Derefter blev det spændt ud og slået på listerne og tørret. Så malede Munk på det. Et stort stiliseret motiv med blomster, sort streg og en enkelt rød blomst og en enkelt guldbort. Jeg har altid holdt meget af det tapet, og syntes at det var kønt, også da det senere falmede og blev plettet.

Jeg husker, at jeg er blevet straffet tre gange i min barndom. Den første gang var, da far endnu havde den gamle salon. Far var til middag, og jeg ville ind i salonen, men vi havde en svend vi kaldte Svend Tveskæg, der ikke ville have mig derind, og han stod i vinduet og skar grimasser og drillede mig, så jeg blev gal og tog en sten ude på fortovet og kastede efter ham, med det resultat, at ruden smadrede. Far kom over og jeg fik en endefuld, men til alt held havde far netop fået glasforsikring.

Anden gang jeg fik klø var fordi jeg havde hugget mig i knæet med en økse ude i hønsegården, og tredje gang var fordi, jeg havde taget en blyantspidser fra en skolekammerat. Det var en svær gang at skulle gå og aflevere den igen, men det var en endefuld der sved og som jeg husker.

Ellers må man vel alt i alt sige, at vi har haft et harmonisk familieliv og barndom, der kom altid mange mennesker, både i forretningen og privat. Far og mor var med i mange ting, far var formand for sangforening, tennisklub og i håndværkerforeningens bestyrelse og i Historisk Samfund. Mor havde sit apotek og var med i husholdningsforeningen. Men der var altid tid til os. Selv om far måske nok fartede meget rundt især om efteråret og vinteren med sit dilettant og sminkning, så følte vi børn det nu ikke som nogen belastning. Far havde tid til at læse for os og til at gå eller cykle ture ud i naturen, som han havde åbne øjne for, og han kunne overraske os, og mor lod ham gøre det. En pinsedag fik vi besøg af Svend Jørgensen, Taareby om formiddagen. Han skulle hente sin søndagsavis, og de fik en kop kaffe i haven, hvor vi lige havde stillet et telt op som far og mor og Bomholts havde lavet af elektrikerrør og gamle melsække. Da Svend Jørgensen var gået sagde far, at nu skulle vi tage teltet ned, og så skulle vi køre en tur til Sverige. Om eftermiddagen startede vi i Svend Jørgensens bil og nåede gennem Nykøbing F., hvor der netop var en meget stor brand i et kornmagasin, og ud til skoven, og der camperede vi første nat. Vi havde meget travlt med at finde "bløde" kviste og grene til at ligge på. Svend Jørgensen sov slet ikke, og fik de næste nætter bilens hynder at ligge på. Men vi nåede Kullen og kom hjem igen helskindet.

Far læste meget for os. Selvfølgelig alle børnebøgerne og H. C. Andersen. Robinson Crusoe fik vi en dag vi var henne i kiosken og købe søndagsavisen. Der stod den, og far sagde straks at det var noget for os og købte den. Vi begyndte at læse den samme dag. Ellers var det meget voksne bøger som far læste, og mor hørte med. Johannes Jensen's Bræen og Thit Jensen's historiske bøger og naturbeskrivelser, og jeg kan huske at han læste en der hed "Van Canlins lykkelige liv" om en, der levede i sydhavet med en prinsesse. Det er vist ikke noget for drengene, mente mor, men vi fik den da alligevel. Mor sad altid og syede eller strikkede tøj til os.

Når jeg tænker tilbage på barndommen, slår det mig, at vi vist mere end mine andre kammerater kom på ture. En af de første ture jeg husker lidt om var til Kalvehave, hvor vi skulle besøge nogle af mors og fars venner, købmand Hansen, som havde de lokaler, som far senere overtog. Vi tog med toget til Vordingborg, hvor vi skulle vente, og gik på Missionshotellet, der lå lige overfor stationen, og fik et eller andet at spise, og vi unger fik rød sodavand. For at være meget fine havde vi om morgenen fået helt hvidt tøj med matroskrave og det hele på, så alt sodavandet kom jo selvfølgelig ned over tøjet, til stor bekymring for mor.

Vi var også som ret små en tur til København, vi var vel en 7 - 8 år, og skulle køre med en ven i hans bil. Han hed Bomholtz, og jeg kommer tilbage til ham senere. Han var et ejegodt menneske, der ville hjælpe alle, han var elektriker og kunne lave næsten alt med en tændstik eller et stykke ståltråd, hvad enten det var en radio, en bil eller en elinstallation. Vi blev sat ned i bunden af bilen bagved, for det var meget tidligt vi kørte, og vi faldt da også i søvn og vågnede op med et bump og troede at nu var vi i København. Men bilen var punkteret i Stokkemarke, og vi måtte ud og skifte hjul, men det var daglig rutine for Bomholtz, jeg husker at vi på en tur til Nakskov punkterede 3 gange, og far måtte betale for nye slanger da vi nåede derind. Nå, men i Stokkemarke måtte vi ud, og det kløede så mærkeligt på rumpen, og da mor fik set efter, var der et stort hul i bukserne. Der havde stået en akkumulator i bunden, og den var løbet over og syren havde ordnet bukserne.

Far og mor var også flinke til at køre på cykel med os, selv om mor havde ondt ved at cykle på grund af hendes syge hånd, der var stiv i håndleddet efter at hun som barn en gang var sendt i byen efter et eller andet i en flaske. Hun faldt og slog flasken i stykker og skar sig, men turde ikke fortælle det hjemme, og der gik beneder i håndleddet, som blev opereret, og der blev taget et ben ud, og derfor havde mor det stive håndled og gik altid med lange ærmer i kjolerne. Men vi kørte meget tit i skoven, til den store sten eller i dyrehaven ved Søllestedgård for at plukke anemoner, lilliekonvaller, bukkar, kodrivere eller måske bøgegrene. Andre ture gik til stranden ved Hummingen eller Kramnitze og der var ca. 25 km. og vi havde mad med til hele dagen. Sommetider fik vores hund lov til at komme med, og den løb hele vejen frem og tilbage.

En enkelt gang om året var vi til stranden med hest og vogn, og det var en herlig dag. Vi havde så også middagsmad med og primus til at varme den på og små flag. En søndag på sådan en tur med vor genbo Madsen, skete det helt uforudsete at Alice, der senere blev gift med Max, pludselig blev borte, og faldt i et hul ude i vandet. Hendes stedfader Johannes, der absolut aldrig havde kunnet svømme, kunne pludselig og kom ned og fik hende med op, det var en uhyggelig oplevelse.

Inden far blev gift spiste han hos en skomager Christensen, der var meget despotisk. Han kunne f.eks. medens de spiste bede pigen om at hente trappestigen og beordre hende op på øverste trin, så spurgte han om hun kunne se saltet. Det blev en stående talemåde hos os hvis der manglede salt på bordet om så at hente stigen.

En dag i 1931 hvor jeg kom fra skole blev jeg pludselig konfronteret med en lille ny søster. Det anede jeg ikke noget om på forhånd.

I sommeren 1931 kom jeg på den private realskole i Maribo i første mellem. Det var hos skolebestyrer Jørgensen, som jeg aldrig blev særlig gode venner med. Det blev jeg derimod med hans kone, som vi desværre aldrig fik til undervisning, kun pigerne havde hende i håndgerning og os alle en enkelt gang under sygdomsfravær.

Det var vel der som på alle andre skoler, at der var lærere, der var mere afholdte end andre, nogle af de lærere, jeg kom til at sætte mest pris på var Tage Bak, Frk. Lichtenstein, H. A. Andersen, regnelærer Andersen og Staunstrup. Men desværre var det sådan, at det var en privat og betalingsskole, så lærerne søgte bort så snart der var en mulighed, og derfor havde vi de fleste kun et år ad gangen. Det gav hver gang et afbræk i undervisningen at skulle vænne sig til en ny lærer og hans undervisningsmåder, og havde man været glad for en lærer, var det svært at vænne sig til en ny.

Medens vi gik i 2. mellem, var vi nogle stykker, der blev enige om, at lave en spejderpatrulje i Søllested. En af mine klassekammerater Børge Krug Lauridsen var spejder i Maribo allerede, men han gik med, og så blev der startet en patrulje under Nakskov trop. Der havde tidligere været en trop i Søllested, og der var efterladt enkelte effekter og nogle penge, men det kunne ikke røres før der igen blev dannet en trop, hvad der også ad åre lykkedes, da det viste sig at spejderne var kommet for at blive. I 1937-38 blev der også oprettet en pigespejderafdeling.

Under hele min barndom og skolegang havde mor og apotekeren i Vesterborg aftalt, at jeg skulle lære til farmaceut sammen med hans søn, der var jævnaldrende med mig. Men skæbnen ville noget andet. Apotekeren døde, da jeg gik i 4. mellem, og da jeg hørte til de store årgange, var det umuligt at opdrive en læreplads. Mor og far var i forbindelse med alle apotekerne på Lolland, Falster og Sydsjælland uden resultat, så det måtte jeg opgive.

Fra jeg var 12-13 år havde jeg hver fredag og søndag hjulpet til i forretningen som indsæberdreng. Der var mange, der skulle barberes, og de betalte 30 øre pr. barbering, 1,25 kr. for en klipning og 2 kr. hvis det var med vask. Et af mine job som indsæber var at hente fars mad om aftenen, hvor vi havde åbent til kl. 8 om fredagen og til kl. 10 om lørdagen, og vi var aldrig færdige til den tid. Der gik gerne mindst en time over, og somme tider mere. Jeg kan huske en pinsemorgen, hvor vi arbejdede til kl. 7 næste morgen. Lønnen var formidabel: 5 - 10 - 15 og 20 kr. pr. uge i henholdsvis 1., 2., 3. og 4. læreår, og som udlært svend 48 kr. pr. uge.

Når jeg hentede fars mad, var der altid dejligt hos mor. Hun havde stillet kurven med mad i spisekammeret, og sad næsten altid inde i stuen ved strygebrættet og strøg kitler, kapper til forretningen eller privat tøj, og så gik radioen som hun elskede. Mogens Lorentzen med månedens causeri, familien Hansen, eller et skuespil. Det var sjældent musik, så hellere et eller andet foredrag. Og mor nød det, at sidde stille og lytte. På vejen tilbage til forretningen havde jeg en fast ordre om, at gå ind til fru Krusell og købe en øl, men da den steg fra 25 til 27 øre, sagde far stop, så skulle han ikke have mere.

Da jeg var omkring 11 - 13 år var vi nogle stykker, der begyndte at spille tennis. Men vi havde ingen til at hjælpe os, og måtte lære det, når nogle af de voksne manglede 1 eller 2 at spille med. Jeg blev den evige toer, hvorimod min genbo og klassekammerat Carlo Krusell altid var nummer et både derhjemme og i Lolland-Falster turneringerne. Kun når vi spillede double, var jeg med til at vinde. Vi havde efterhånden mange turneringer med både kammerater fra Maribo og Nakskov, og Carlo kom helt til tops og blev det ene år både junior- og seniormester, og det glædede os alle, og især far, da han jo tidligere var en ivrig turneringsspiller, og der vel sommetider blev set lidt ned på dem, der kun var fra Søllested.

Man kan vist godt sige, at der var et godt familiesammenhold hjemme. Jeg husker tydeligt de ture vi mødtes til en gang om året. Først var det traveture fra Hyldtofte Fæland til Rødby Havn og hjem med toget. Det tog en hel dag, vi bar maden med, og jeg kan ikke erindre at det nogensinde har været dårligt vejr. Senere var vi nogle år på Vigsø, og det altid omkring Grundlovsdag. Hele øen var et blomstrende tæppe af Engelskgræs, og vi skulle passe meget på hvor vi trådte, for der var mågereder og æg, og hvidtjørnen blomstrede, det er jo Europas største tjørne, og den gamle dysse der næsten var faldet sammen og det gamle "sørøverskib", der var lagt op der ude gjorde jo alt til at det var meget spændende for os unger.

Og endelig må jeg ikke glemme de berømte gravegilder. Vi troppede op på stationen med river, spader og sakse til haven og tog til Sakskøbing, hvor Farmor's have, udhus og loft skulle gøres i stand til sommeren. Det var altid de to første eller de to sidste påskedage. Mænnerne gravede og rev, og damerne lavede mad, lagde kartofler og såede. Buskene blev klippet, træerne tyndet ud og alle var meget kloge, så det afstedkom en hel del diskussioner. Møddingen blev ryddet og renset, brønden set efter og gård og fortov blev fejet og ordnet. Ligesådan hos Lille-Grethe. Loftet blev fejet og gjort fint, og der fandt jeg mine to første manglebrætter, som jeg fik af Farmor. Vi fik frokost og om aftenen middag (flæskesteg og rødgrød), og det meste var i orden, dog var der altid nogen af os, der blev til næste dag, og lavede resten i orden inden vi tog hjem efter frokosten. Det var store dage. Selvfølgelig kom vi også hjem til Bedste i Maribo, og det var jo sjovt at komme hjem på fattiggården, selv om der var en hel del forbud.

Bedstefar husker jeg som en meget stor mand med et stort fuldskæg som altid passede sig selv. Kun en gang kan jeg huske, at vi kom med ham ud i Bangs Have, hvor han havde sat telt op med dansegulv i. Der skulle være sommerfest derude om aftenen og i et par dage. Ellers husker jeg ham kun for at gå i sit værksted og ordne med sine telte og dansegulve; de fyldte en stor bygning i gården ud mod haven. Haven var meget stor og nederst var der en lund med træer og en skov af blomster, og indenfor lågen ved gaden var der et lysthus.

Inde på fattiggården husker jeg mest den lange gang ned til de to rum hvor de rejsende boede og spiste og lige før vi kom derned lå "kasjotten" med den tykke dør og det lille vindue højt oppe, og så var der bilæggerovnen som man kunne fyre i ude fra gangen. Stuerne kan jeg kun svagt erindre med det meget kobber- og messingtøj og bornholmeren. Køkkenet og trappen op til spisekammeret står derimod skarpt i erindringen. Det var jo der vi var den meste tid hos Bedstemor. Her regerede hun (måske også alle de andre steder,) og der var der altid hyggeligt og alle kunne komme og få en tår kaffe og en snak, og var der en eller anden, der havde et problem, så kunne det altid løses der ude. Bedstemor var hjælpsomheden selv, og der var ingen, der kom til hende og havde brug for hjælp som ikke fik det, om hun så skulle give sin sidste særk. De rejsende der kom og ikke havde penge til en kop kaffe, fik det alligevel, og så kom harmonikaen eller savbladet i sving, og alle hyggede sig og vi unger sad på trappen op til spisekammeret med en fedtemad med salt, og havde det dejligt. Der var altid ild på komfuret, og der var altid kaffe. Bag på komfuret stod en potte, hvor al kaffegrumset blev samlet til en ekstra tår kaffe til de rejsende om lørdagen.

Jeg husker også at der overfor den ene køkkendør var et højt pigeværelse, og der ved siden af et pulterkammer. Der var helt mørkt derinde, og Carlo, et af Bedste's plejebørn, havde den ene jul fået et filmapparat af mor og far, og det havde vi meget glæde af derinde. Det var med en lille petroleumslampe og et filmbånd som vi kørte gennem apparatet med et håndsving. Carlo kom senere i lære hos far.

Da jeg begyndte at gå på den Private Realskole i 1939 var Bedstefar allerede død, og Bedstemor var flyttet over i deres hus på den anden side af gaden. Jeg havde tilladelse til at gå i middagsstunden, og de fleste dage var jeg nede hos Bedstemor og spise min mad og få en kop kaffe. En middag hvor jeg kom derned sad Bedstemor over skrævs på tagryggen og lavede skorstenen, for nu havde hun et par gange bedt om at få den lavet, og det blev ikke til noget, så kunne hun da selv klare det! Hun passede også selv sin store have, og var der nogle af naboerne der manglede noget, gik de blot til Bedstemor, så fik de det hver gang.

I 1936 forlod jeg skolen fordi jeg ikke kunne få plads som farmaceut, og jeg kom i lære hos Far, som sørgede for at jeg fik en så alsidig oplæring som muligt. Jeg fik lov til at komme tre måneder hos Vråe-Andreasen i Maribo, han var Far's første lærling, og jeg var to måneder hos Ferdinand Hansen på Salon de France i Nakskov. Jeg var også en måned på skole i Tyskland, så det må siges, at være en fin læretid.

Jeg var stadig spejder, og mødte Otta på et spejderbal i Nakskov. Vi har holdt sammen siden, og det har jeg aldrig haft grund til at fortryde.

Den 12. oktober 1939 blev jeg udlært som en af de første kombinerede frisører, og blev svend. Først i Faxe, senere i Viby, og blev så indkaldt til Vordingborg som knoldesparker, og der oplevede jeg besættelsen. Den 8. april var vi om morgenen gået på skydebanen, men blev kaldt hjem til middag, og der fik vi så udleveret gasmasker og var i gasrum og fik skarp ammunition, som dog blev opbevaret i kassen på samlingsstuen lige midt i barakken. Vi måtte ikke forlade kaserneområdet, men skulle pakke vore private ting og få plads til dem på soldaterhjemmet. Jeg fik dog lov til at køre op til onkel Holger og sætte mine ting, så de blev alarmeret på den måde. Vi blev beordret i seng klokken 22, og vi havde forberedt os ved at hænge alt på livremmene, så vi hurtigt kunne stille, men der kom ordre om at det måtte vi ikke, alt var som "normalt". Klokken 5 blev vi vækket af sirener og fly, der kredsede lige over os, og vi blev beordret ud i kasernegården og stillede op kompagnivis. Tre kompagnier samlet midt i gården med træbarakker, det var i alle fald ikke godt gennemtænkt. Vores gruppefører og sekondløjtnant ville ud fra gården på ekserserpladsen for at sprede os, men det blev også nægtet. Vi havde den fornemmelse at alt var nøje planlagt, og at man ikke veg fra planen, og der var da også nogle der prøvede at få os til at tro, at det var englænderne, der kom for at besætte os. Men vi var alle lige opsat på at forsvare os uanset hvem det var der kom.

Vi gik så der som nogle aber i bur, medens de tyske soldater patruljerede rundt om os, og det var en streng tid, de otte dage inden vi blev hjemsendt, og da vi kom hjem var alt anderledes. Intet fungerede som før, og der var ikke til at få noget arbejde. Jeg hjalp lidt til hos Far, var ude hos Otta og hjælpe med at rive nogle fuglebure ned og sådant noget.

Sidst på sommeren hørte jeg, at Henry, en af far's gamle elever, ville lukke sin salon i Dannemarre. Jeg kørte derud og lejede lokalet, et lille kvadratisk lokale med stengulv, og fik fat i noget inventar. Den 9. september begyndte jeg så en Dame- og herresalon, og det gik virkeligt godt, der var meget at lave, og Otta og jeg havde store planer om at købe et hus henne på hjørnet og indrette os der. Men det skulle blive anderledes, for jeg blev bombarderet om at købe en salon i Maribo, og det gjorde jeg så, efter at have forvisset mig om at jeg ikke skulle genindkaldes, og jeg begyndte så i Vestergade den 20. november 1941, men allerede i december fik jeg alligevel indkaldelsesordre til februar. Selv om jeg fik fat på fine anbefalinger for at blive fri, lykkedes det ikke, og jeg måtte afsted til et meningsløst job. Jeg var flaghejser om morgenen og bydreng resten af dagen i et halvt år, og jeg må være glad for Otta, der hjalp mig meget med forretningen i denne tid, det var og blev en vanskelig tid, men vi overvandt krisen, og det gik fremad.

Vi var heldige at få en lejlighed på Søvænget, og giftede os den 1. januar 1944. Ottas søster, Inge, holdt brylluppet på Svingelsvej i Nakskov, og vi boede den nat på Harmonien, og tog hjem til Søvænget, hvor vi havde fået stablet et pænt hjem sammen, hovedsageligt med ting og møbler fra Otta's hjem.

Da vore værter og underboere havde mange børn, der tissede meget, og vi havde kakkelovne, som blev brugt til at tørre dynerne på, må vi vel nærmest sige, at vi blev røget ud. Det var en fæl stank, og vi var meget heldige, og fandt efter 3 måneder en lejlighed på Ansgarsvej. Vi var ganske vist blevet advaret på forhånd, men det tog vi os ikke af og vi boede da også der i fem år, og havde "kun" nogle få alvorlige sammenstød med værterne. Både Per og Niels er født derhjemme, og man kan i alle fald sige, at det var en hyggelig lejlighed, og vi havde udsigt til den katolske skole, som vi fik mere at gøre med senere, dels gennem børnehave for vore børn, og nu for Line, og Per var den første ikke katolske elev i skolen. På et tidspunkt sidst i krigen blev der indkvarteret russiske flygtninge og fanger derovre, og dem havde vi lidt kontakt med.

Medens vi boede her, fik vi også sommerhus ved Brundragerne. Det var to lysthuse, vi fik kørt derned og sat sammen, og vi fik lavet en lille brønd med brakvand, ellers skulle vandet køres derned. Det var altsammen meget primitivt, men hvor var vi glade for det. Jeg havde Niels på stangen, og Otta og Per cyklede når vi skulle derned. Det var en dejlig tid med nogle dejlige naboer (Hans og Grethe fra Bjernede brugs), dels fordi det hele var primitivt, og alt var fred og idyl. Der var nogle dejlige ture at gå ud til Hyldekrog, og alle følte sig som en stor familie dernede. Vi havde vel også fået det bedre økonomisk, jeg var begyndt som fagskolelærer i 1947 om vinteren, og det gav jo også nogle indtægter, samtidig med at man kom på nogle kurser, som man også kunne bruge i forretningen. Det varede til 1964. Jeg læste også på cencorkursus, og var bl.a. dommer ved Danmarksmesterskaberne i frisering.

Vi købte en grund på Grønningen. Et lille stykke af den var jord fra fattiggården. Vi fik tegnet et hus, og vi indhentede tilbud på bygningen men manglede byggetilladelse. Så en aften var jeg til afslutning på Teknisk skole, og det blev sent før vi gik hjem, og jeg fulgte med "Motor" Christiansen, der spurgte om vi ikke skulle have et hus. Jeg fortalte ham at vi snart skulle bygge, og så sagde han, at han havde et meget bedre tilbud, som var sådan og sådan. Han trak mig med hjem og fortalte og tegnede skitser og fik mig til at gå hjem og vise dem til Otta og så gå om og se på huset næste dag, der var en lørdag. Det gjorde vi efter lukketid ca. kl. 15, og vi var kun kommet ind i de tre første stuer, da Otta trak mig i ærmet og sagde, at her ville hun gerne bo. Vi fik prisen, og lovede at give hurtigt svar. Jeg talte med Far ved 17-tiden. Han skulle til Bandholm, og jeg ringede og sagde at vi gerne ville have huset, og vi flyttede ind om sommeren 1950 på Sdr. Boulevard 17, hvor vi stadig bor og hvor Pernille er født.

Der var meget tilgroet i hele haven, da vi overtog det, for den forrige kone var blevet menneskesky, så vi fik fældet en mængde store skovtræer og en stor valnød. Det gav meget lys og luft. Vi havde anlægsgartner Erik Stryhn til at tegne og lave grundridset i vor have, og selv om vi selv har lavet den om mange gange, så har vi stadig minderne om ham i planter og grundrids.

Vi spillede "Sjeventsel" med nogle venner, og spillede til en kasse, som vi skulle på ferie for. Vi skulle leje en bil og køre, og derfor tog jeg kørekort, for at der skulle være flere der kunne køre. Da vi så nærmede os sommerferien opdagede vi, at der ingen kasse var tilbage, og det resulterede i, at vi købte en gammel Ford Perfect selv, og så kørte vi selv med vore børn på ferie med telt. Vi tog en tur til Sverige, og det blev alle tiders tur.

Denne første sommertur med telt gav mange minder. Først købte vi plastic luftmadrasser, som ikke holdt luft. Dynamoen gik i stykker, og vi måtte på en skrotplads for at få en ombytter, og så fik vi et ordentligt regnvejr, så alt sejlede, og Otta og Pernille krøb sammen i bilen, men den var heller ikke tæt. Men hvor var det dejligt næste dag at komme ind på et varmt konditori og få kaffe og tørt brød. Jeg synes at vi har haft mange dejlige ture med vore unger, til de selv blev så store, at de gik deres egne veje. Jeg husker f.eks. den store oplevelse, vi havde i Dalarne, hvor vi først flere steder så mennesker gå i nationaldragter, og vi fik at vide, at de spillede "Himlaspelet" i Leksand, så vi fik billetter, og havde en stor oplevelse på det "lille" dukketeater i den meget store natur. Scenerummet var omtrent som på det kongelige teater.

Det var også i Sverige ved en akvadukt, at vi kørte på nogle meget stejle bakker med vores gamle bil med fuldt læs på taget og i bilen, så den til sidst hostede sig op ad den sidste bakke, og der oppe stod der et skilt: "Ni behöver en bettre vagn - Austin gjör det."

På en anden tur, hvor vi havde haft en bunke regn, var det bare skønt om morgenen at komme ind i Petterson Berger's hus i varmen og høre dejlig musik. Vi så den nordligste runesten, og vi var i Aare, som nu er et meget mondænt skisportsted. Da vi havde fået rejst teltet, opdagede vi toget (pendul), og drengene og jeg tog op med det, medens Otta og Pernille stod nede og vinkede. Da vi kom op, var der en stor platform med en hytte, men vi skulle højere op, og vi klatrede og klatrede, og følte os som rigtige bjergbestigere, men Otta havde været noget bekymret for os da vi kom hjem; hun syntes vi havde været alt for længe væk.

Da jeg den 20. november 1941 overtog forretningen i Vestergade efter Inger Larsen, var jeg slet ikke i stand til at se, hvad det indebar, og der var da også mange ting i begyndelsen, jeg måtte betale for af den ene eller den anden slags. Først og fremmest det, at jeg måtte ind og være soldat igen, selv om jeg havde fået at vide, at jeg ikke stod for tur til genindkaldelse. Men der var Otta mig en meget stor støtte, og hun klarede meget for mig, som jeg ikke kunne have klaret mig uden. Den første tid i salonen boede jeg i en lille lejlighed hos Bedstemor i Søndergade, men der flyttede Else og Valde ind medens jeg var soldat, og da jeg kom tilbage, fik jeg et værelse hos garver Hansen i Vestergade hvor jeg boede til vi blev gift.

Den første tid jeg var i Maribo var der meget rivalisering mellem kollegerne. Først mellem dame- og herrefrisørerne og dernæst indbyrdes mellem Wraae Andreasen og "Chic" Pedersen og de øvrige damefrisører. Det drejede sig selvfølgelig om priser og dernæst om fagskolen, som man havde fået oprettet i byen. Rørbæk var leder af lauget og skolen, der stod under teknisk skole, og han underviste selv i herrefagene og "Chic" Pedersen og hans kone underviste i damefagene og parykarbejde. Der blev undervist om aftenen i de forskellige saloner, dog i dansk og regning på teknisk skole. Undervisningen foregik fra kl. 18 - 21 tre aftener om ugen, og eleverne kom fra Maribo, Bandholm, Holeby og Rødby.

Da jeg havde været et par år i Maribo, blev jeg opfordret til at undervise i parykarbejde, og jeg sagde ja, hvilket jeg aldrig har fortrudt. Jeg syntes det var morsomt, og derigennem lærte jeg også selv meget, først fordi jeg blev medlem af lærerforeningen, og der fik muligheder for at deltage i en bunke forskelligartede kurser. Jeg kan tydeligt huske det første jeg kom på, en af Marcel-klubbens mestre skulle ned og vise os efterårsmoden, og han brugte kun kniv til at klippe med, det havde jeg aldrig set eller hørt om før, og da jeg kom hjem fortalte jeg og viste det til far, men jeg blev lang i ansigtet, for det havde han lært allerede som lærling. Senere kom jeg på mange kurser af forskellig art, og lærte meget nyt, og var altid orienteret om det nye der skete indenfor faget, og gennem foreningen tog jeg eksamen som ekstern cencor, og har medvirket som censor ved Danmarksmesterskaberne. Senere blev jeg også lærer i damefaget indtil skolen blev nedlagt og flyttet til Nykøbing og derfra til Næstved.

Før jeg kom til byen var jeg ude og sminke til en roklub-revy, og det lagde vel grunden til at jeg blev ved med det fremover så længe de kørte, og derefter også begyndte at sminke til skolekomedie på gymnasiet, hvad jeg i år har gjort i 51 år og altid været meget glad for. Det er hvert år en ny udfordring og forskellig fra de andre år. Det har været sjovt at se og mærke udviklingen både på den ene og den anden måde, og se hvordan skolefesterne har skiftet karakter, fra de første meget stilige - med indmarch med fane i spidsen og lærerne i kjole og hvidt og alle forældrene der var med - det var det helt store og fine bal i byen, og til nu, hvor det hele afvikles i en gymnastiksal, og forældrene forsvinder når komedien er forbi og kun få af lærerne er til stede. Men bag scenen er der også sket en omvæltning. De allerførste år var der meget disciplin og den aftog meget i en række år, hvor man skulle passe på når man gik for ikke at rasle med ølflasker. Men de sidste par år, efter at eleverne har overtaget det meste selv, er der kommet meget mere ro og orden bag scenen, det er dejligt at se, at de selv kan klare det.

Jeg har altid taget til mange opvisninger og konkurrencer og der beundret de store og gamle frisurer, så da jeg engang blev opfordret til at søge optagelse i Akademiet for Historiske Frisurer, sagde jeg ja, og begyndte min 2-årige uddannelse. Det var hos Vinholt det foregik. Vi skulle lære forskellige frisure-stile samt historien der hørte med til tidsalderen. Vi havde to enestående lærerinder Birthe og Vita. Uddannelsen blev så afsluttet med at vi trak lod om hvad vi skulle lave af frisure og om hvilke spørgsmål vi skulle op i, i historie, men det klarede jeg også, og derefter var jeg optaget i akademiet. Det var i Vimmelskaftet på den gamle Københavns fagskole.

I akademiet var vi ude til mange konkurrencer og opvisninger, hvor vi viste vore frisurer og kjoler. Nogle af de store oplevelser for mig var en gang på hotel Europa, hvor vi friserede for en verdenskongres for Intercoiffure. Jeg lavede bl.a. en japanerfrisure, fordi der var et stort klientel fra Japan. En anden gang var den kendteste frisør i Paris, Antoine, til en opvisning i København, og der friserede jeg Maria Antoinette's festfrisurer, og vi havde som afslutning en stor opvisning på Plænen i Tivoli. Et andet højdepunkt var, da vi sammen med et par frisører der viste moderne frisurer, viste historiske frisurer i et TV-program. Vi viste hvordan man opbyggede frisurerne og så det endelige resultat. Det foregik i Vimmelskaftet i salonen hos Leonard.

Da jeg kom til byen var der kaos rent organisatorisk. Der var lauget og D.D.L.'s stiftsforening, og så var der mange helt uden for alt. Der var vel også noget uvenskab mellem nogle af frisørerne af mange forskellige grunde, og det var i det hele taget meget svært at samle nogen om noget som helst. Der blev prøvet meget fra stiftsforeningens og centralforeningens side uden held. En del af os var medlemmer af både D.D.L. og Centralforeningen, og pludselig lavede man en lov, der forbød det. Det tror jeg gjorde det yderligere svært at samles om noget. Men en dag blev der indkaldt til ekstraordinært møde med Centralforeningen, og der blev det oplyst, at Rørbæk gik af som oldermand og kasserer, og så skulle der altså laves en ny organisation. Fritz Jacobsen fra Rødby og jeg blev opfordret til at prøve at få noget nyt op at stå, hvad vi lovede, og det lykkedes da også at få noget i gang lidt efter lidt ved hjælp af demonstrationer og nyheder. Vi havde i mange år en "Club de Beauty" med Ferdinand Hansen, Erik Hansen, Jørgen Verner Rasmussen fra Nakskov, Fritz Jacobsen fra Rødby, Wraae Andreasen og jeg fra Maribo, Christiansen og Godsted fra Nykøbing samt Paul Jørgensen fra Sakskøbing, hvor vi arbejdede hver 14. dag og prøvede at informere pressen om nyheder og hvad der ellers kom frem som de kunne bruge.

Da det ikke gik så godt i Sakskøbing, blev vi enige om at slå de to laug sammen, og lidt senere kom Nykøbing lauget da også med. Nykøbing var domineret af D.D.L., og det var hovedsageligt herrefrisører, der kom med. Vi arbejdede videre med at få samlet hele Lolland-Falster, og vi var da også enige med Nakskov lauget, der i sidste øjeblik, efter at alt var aftalt, sprang fra. De kom dog senere med, og da der var muligheder for en sammenlægning med D.D.L. gik jeg af som Oldermand for at gøre plads for en ny, og for at sammenslutningen kunne blive en realitet, og det fungerer da også godt endnu. I de år havde Erik Rasmussen, Jens Hovmand og jeg et godt samarbejde og venskab, der vel nok var drivkraften i det hele. I 1990 blev jeg udnævnt som æresmedlem.

I 1960 blev jeg kidnappet til Civilforsvaret. Det var byrådssekretær fru Jarlberg, som kom i salonen, der begyndte på at preparere mig for CF fordi jeg var noget sur på militæret for at have behandlet mig unfair ved min ekstraordinære indkaldelse og deres arrogante holdning da jeg kom med min ansøgning om udsættelse anbefalet af borgmesteren, landstingsmedlem Christiansen og medlem af Folketinget Svend Jørgensen. Jeg begyndte så at tænke på om det ikke var bedre at gå ind i Civilforsvaret for det humanitære, og jeg sagde ja til at høre nærmere om det. Da der var et weekend møde i CF-regionens bunkers i Nykøbing med regionens folk, tog jeg der over. Da det var sommer, havde jeg en skjorte på med et tørklæde i halsen, og kom ned til mødet, hvor alle var i uniform. Jeg blev nedstirret. Vi blev budt velkommen af regionschefen, og i den første pause kom han hen til mig og spurgte mig ud. Da jeg fortalte at min morbroder var socialdemokratisk borgmester i Vordingborg, var det hele tabt for mig. Senere blev vi dog gode venner trods alt. Næste dag var jeg lidt mere diskret klædt på.

Jeg skulle så prøve at få noget op at stå; den daglige leder var stadsingeniør Hendriksen, og han var revnende ligeglad med civilforsvaret, så havde jeg frit slag. Vi havde kommandocentral under rådhuset i nogle meget små rum, og der begyndte jeg så med at prøve at samle nogle, der ville være med til at bygge det op. Til alt held havde jeg fru Olsen, hvis mand tidligere havde været med, og hun vidste noget om de alarmeringsøvelser, som regionen afholdt. Jeg kom også på en del kurser, bl.a. på et kursus for signalinstruktører, og det, sammen med den hjælp jeg havde af regionens signalmester, gjorde at vi fik samlet et godt hold og senere et juniorhold samt ordonanser. Det kørte godt i flere år.

Jeg var også mange gange på Civilforsvarets Højskole til forskellige kurser, bl.a. et foredragsholderkursus, og jeg bestod alle eksaminer.

Da Hendriksen flyttede fra kommunen, blev stillingen som Civilforsvarsleder slået op, og der var flere der opfordrede mig til at søge den. Jeg var også til samtale flere gange, men da vi skulle tale om løn, sagde jeg omgående fra. Så fik vi en ny CF-leder, Børge Hansen, og han var lige så blank som jeg havde været, men han var major, og havde sin pension ved siden af. Men med arbejdet skulle han først begynde helt forfra. Vi blev vældig gode venner og arbejde godt sammen i mange år, indtil jeg syntes, at hans militære fortid stak alt for meget igennem. Det der var mit formål var jo det rent humanitære. Så sagde jeg op, og fik en fin afsked med gaver etc.

Nogle år efter at Børge Hansen gik af som civilforsvarsleder gik det helt i stå her i byen, og en dag fik jeg besøg af en ny civilforsvarsleder Lennart Riis, der spurgte mig om jeg ville hjælpe ham med at komme i gang. Det lovede jeg, og det er gået godt indtil jeg sluttede i 1990 igen med gaver, og nu en fortjenstmedaille.

Fra vi boede på Ansgarsvej var vi medlemmer af Maribo læsekreds, og da vi flyttede til Boulevarden, varede det ikke længe, før jeg kom i bestyrelsen og snart blev jeg formand. Jeg synes at det har været morsomt at være med til at vælge bøgerne og få kredsen til at fungere. Den har kørt siden 1911, og blev startet af nogle lærere på Borgerskolen. Den har kørt næsten uændret indtil i år, hvor vi har skåret lidt ned på medlemstallet for at kunne holde bøgerne 2 dage længere pr. gang.

Jeg var også i nogle år formand for foreningen Norden i Maribo, og havde nogle dejlige oplevelser på Hindsgavl og på turene. Men jeg syntes ikke at jeg kunne afse al den tid, der skulle til, til de forskellige venskabsbykonferancer, og da arbejdet blev mere og mere for skolerne, trak jeg mig tilbage. Vi havde gennem foreningen fået nogle meget gode venner i Namsos, og det gik til på følgende måde: Vi havde et par gange været i Sverige på ferie, og ville nu gerne lidt højere op mod nord, og en dag talte jeg med den daværende formand for foreningen Norden, redaktør Sønderup, og han havde lige været til konference i Namsos, og syntes helt afgjort at vi skulle tage der op. Han ville skaffe os nogle kontakter, og kom også med adressen på en spejder samt på en kollega til mig. Vi skrev så der op at vi tog på tur gennem Sverige, og kunne tænke os at se Maribo's venskabsby i Norge, og at vi regnede med at være der på den og den bestemte dato. Vi kørte gennem Sverige og var bl.a. i Aare, og for første gang var drengene og jeg oppe med en pendulbane hvorfra vi krøb og klatrede yderligere op. Det var noget helt nyt og koldt for os. Næste dag var vi ved Frösjön, hvor det frøs 5 grader celcius, så vi hyggede os da vi kom ind i Petterson Berger's hus, hvor vi fik varmen og hørte musik. Vi så også den store friluftsscene og den nordligste runesten, og kørte så til Namsos, hvor det regnede så vi frøs og var forkomne. Alligevel slog vi telt op på campingpladsen, og fik hængt det våde tøj til tørre og fik varm mad. Vi var enige om ikke at give os til kende, men bare køre videre hjem nu var vi jo ved det nordlige mål, vi havde sat os. Alligevel syntes vi at vi skulle se byen, og vi skulle også poste nogle kort, så vi kørte ind til centrum og så os omkring. Der kørte en ung mand efter os på cykle, og da vi standsede ved en postkasse kom han hen og spurgte om vi ikke var fra Maribo. Det måtte vi jo indrømme, og så insisterede han på at vi skulle med hjem, og der blev der serveret smørrebrød og kaffe. Det var hos Anna og Poul, som blev vore meget gode venner. Da vi havde spist spurgte Poul om jeg ville køre ham en lille tur, og det ville jeg selvfølgelig, så vi kørte ud til den anden ende af byen. Det viste sig at være hos en kollega, og der fik vi nøglen til et hus, som hans broder havde, men de var på ferie, og vi måtte ikke bo på den usle campingplads, der lå ved byens mødding, så vi blev installeret i huset, og det var vel nok herligt at få et varmt bad, fast tag over hovedet og senge at ligge i. Poul afleverede os, og det eneste vi ikke måtte bruge, var deres TV, da det var i stykker, og han ville så komme igen næste dag. Det gjorde han også, og vi kørte ud til en lille fiskehytte og fiskede det meste af natten. Det var lige noget sådan nogle drenge kunne bruge, og næste dag var vi en tur inde i fjeldet og over en foss før vi kørte tilbage til byen. Den tur tror jeg aldrig drengene eller jeg glemmer, og venskabet udviklede sig gennem 25 år indtil Poul døde, men vi har stadig kontakt med Anna, og vore børn og deres børn ses også af og til.